Gennem Peter Laugesens mere end 40 års forfatterskab har han udgivet flere end 50 digtsamlinger, en række musikalske udgivelser, oversættelser samt artikler til bl.a. Dagbladet Information. Denne højproduktive digtervirksomhed er emblematisk for Laugesens tekstproduktion, hvor kvantitet er en kvalitetsmarkør. Den fortsatte skrivning, den processuelle digtning er Laugesens kendetegn og varemærke. Der produceres, udgives og skrives løs. En poetik, der manifesterer sig i tal.
Det samlede værk skal forstås gennem den enkelte digtsamling men i særligt høj grad også på tværs af alle udgivelserne. Laugesens bøger bliver på mange måder til ét stort værk, da bøgerne taler sammen indbyrdes og udforsker de samme temaer, former og poetens tilgang til verden, sproget og skriften. I samlingen 'Trashpilot' fra 1999 står der: »Den kan ikke/ sorteres i det der er poesi og det der ikke er poesi./ Hvis der er poesi er den alting. Der er kun eet værk«. I et interview om, hvad han læser, fortæller han om sammenfald mellem læsevaner og skriveproces: ”Ophøjet ro fungerer ikke for mig. Den måde, jeg skriver på, er også fragmenteret og multipel – i noget der i hvert fald ligner mindre enheder, men som jeg i hvert fald selv synes hænger sammen i nogle ting, som er meget større. Sådan læser jeg også.” (Lotte Folke Kaarsholm: At læse er halvdelen af at skrive. Information, 2002-07-20).
Laugesens forfatterskab gør sig til i et omfang, der kan virke afskrækkende, men så snart man gør tilnærmelser til hans værker, byder de én velkommen, ind i det helt særlige Laugesen-univers, som man hurtigt bliver fortrolig med. Konkrete elementer som solsort, Brabrand, hund og april er gennemgående i hans metier lige som poetologiske og metarefleksive lag er det. Der er tale om en yderst inkluderende og demokratisk digtform, hvor alle perspektiver og parametre er gyldige som såvel emne som form. Værkerne veksler formmæssigt mellem det mindste og det største, indholdsmæssigt mellem det mest poetiske og det mest håndgribelige, det formfuldendte og det udflydende. Der hersker en grundlæggende nysgerrighed over for, hvad poesi og sprog overhovedet er.
Om sine tidlige undersøgelser af sproget som værktøj fortæller Laugesen: »Det primære motiv var vel igennem eksperimenter på så mange felter som muligt at forsøge at nå frem til en måde at bruge sproget på, som – ja, jeg er næsten nødt til at sige det – er mere sandfærdig. (…) Vi ville simpelthen finde en ny måde at tale eller skrive på, som i højere grad end normalt svarer til det, man faktisk oplever eller mener, at man er. En spontan og direkte måde, der er så personlig, at man ideelt når ned til lag, der er så dybt private for én selv, at de også er private for alle mulige andre, der læser det – så de ikke kan skyde det fra sig og sige: »Dét her, det rager ikke mig.« Det skulle gerne være så privat, at det nødvendigvis måtte rage alle, der læser det.« (En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype. Information, 2002-07-22).
Væsenstræk der kæder de mange samlinger sammen er bl.a. humor, rytme, metrik, anarkistisk typografi, poetik. Både i det enkelte digt og de enkelte samlinger er der uafvendeligt skift mellem et minimalt og et maksimalt udtryk og skift mellem absolut nærvær i baghaven og venstreorienteret, agiterende politisk poesi. Digtene rummer alt fra metatekst til omverden, og så er det på samme tid både klogt og frækt.