t i n g e f l o k
t o l k f i g e n
f i g e n t o l k
t e g n i f l o k
k l o g e n f i t
f i n t e k l o g
k l o n e g i f t
k o n g e f i l t
f i l t e n g o k
k o g e f l i n t
k i n g o f l e t
l i g f e t k n o
k n o g l e f i e
l o g e f i n k e.”
I udgivelsen fra 1989, ”Nattur”, er Peter Laugesen slået ind på den bane, der kendetegner størstedelen af hans forfatterskab. I modsætning til f.eks. ”Anarkotika” er digtene her adskilt, nogen med titler og mange med vekslende typografi. Samlingens digte er i høj grad lange, hvilket veksler mere i andre samlinger, men har tematisk fællesskab med både tidligere og senere værker. Mange digte kredser om en besyngelse af nuet og naturen og de små øjeblikke af nærvær, der er klangbund i teksterne. De for forfatterskabet så velkendte temaer med solsort, børn og bajere runger gennem ”Nattur”, hvor også politiske digte slår igennem. Særligt digtet, der begynder ”hvis jeg var en fugl” har opnået en særlig status, efter at det er udkommet med musik på cd’en ”HOWL ON!” fra 2001: ”hvis jeg var en fugl / f.eks. en solsort / ku’ jeg sidde på en gren / i det klare morgenlys / og skide ned i fjæset / på jean marie le pen / hvis han kom forbi / her i brabrand i april (…) ”.
Digtet indeholder flere karakteristiske træk fra både samlingen og forfatterskabet: Det talesproglige udtryk gør sig gældende både i ordvalg, syntaks og stavemåde. Det politiske og samfundsengagerede aspekt kommer til udtryk i en udtalt foragt for den franske højreekstremist Jean-Marie Le Pen, der på det tidspunkt med succes stod i front for partiet Front National. Forankringen i tid, sted og årstid ses både i henvisningen til Le Pen, Brabrand, morgenlys og april og så solsorten, der om noget er emblematisk for Laugesens motivkreds.
I ”Nattur” er der fokus på det skrifttematiske med udfoldelser af den poetik, der blev anslået i ”Anarkotika”: ”Når linjerne falder af sig selv / helt tilfældigt uden for al kontrol / er det i orden. Mere kan ikke kræves. / Forlanges var for langt et ord.” (s. 27) og ”Det er situationen. Den skrives. Det er den, der er det.” (s. 99). Det er en poetik, der hylder den ubrudte skrivning, den uredigerede tekst og skriftens automatik frem for ciselerede digte. Dette til trods er der stadig masser af fokus på form, metrik, rim og klang og en enorm opmærksomhed på det enkelte ords lyd og muligheder. Se citatet for et eksempel på humoristisk, politisk ordkunst.
”Nattur” er del af en trilogi sammen med ”Kulttur” (1990) og ”Indianer Joes vandskål” (1990).