Ved at sætte skildre raceadskillelsen i det amerikanske syd skriver Harper Lee sig ind i en litterær familie, som tæller store amerikanske forfattere som William Faulkner, Carson McCullers samt en af landets allerstørste forfattere gennem tiden, Mark Twain.
Som skildrer af Syden tager Harper Lee over fra den amerikanske Nobel- og Pulitzervinder William Faulkner (1897-1962), som i sit virke skildrede det fiktive Yoknapatawpha County, et mindre samfund i Mississippi. Ligesom Lee tematiserer Faulkner racismen, men hvor han så den som et uundgåeligt vilkår, sår Lee i sine to bøger et håb om, at tingene kan ændre sig.
Mark Twain (1835-1910) tematiserer også i sine to sammenhængende klassikere ”The Adventures of Tom Sawyer” (1876) og ”The Adventures of Huckleberry Finn” (1884) sydens racisme. I sidstnævnte rejser hovedpersonen Huck Finn ned ad floden Mississippi sammen med den bortløbne slave Jim og må revidere den lærdom, han har fået ind med modermælken om forholdet mellem sort og hvid. Som i ”Dræb ikke en sangfugl” er Mark Twains værk fortalt fra børneperspektiv og tematiserer, hvordan hovedpersoner kommer til at sætte spørgsmålstegn ved det omkringliggende samfunds normer. Både Twain og Lee har siden fået kritik for at benytte nedladende udtryk om amerikanere med afrikansk baggrund på trods af deres værkers grundlæggende antiracistiske budskaber.
Det er også nærliggende at formode, at Harper Lee har hentet inspiration fra den nu hengemte, men i samtiden umådeligt populære Carson McCullers (1917-1967), som i sin ”The Heart is a lonely Hunter” (1940) skildrer et miljø af outsidere i Georgia. Hos McCullers finder man en miljøskildring, som giver mindelser om Lees, mens hun også opstiller et kønsperspektiv i skildringer af udadvendte drengepiger, som ikke lever op til normerne for ordentlig opførsel.