Siegfried Lenz blev født i 1926 i den lille by Lyck, som på daværende tidspunkt lå i Østpreussen, men som i dag ligger i Polen og hedder Elk. Han voksede op hos sin bedstemor, fordi hans far døde tidligt og hans mor flyttede til Braunsberg med sin nye mand. Efter sin studentereksamen blev han indkaldt til militæret, og i 1943 blev han marinesoldat. Han deserterede i slutningen af 2. Verdenskrig, og satte for første gang ben i Danmark i foråret 1945 – i nærheden af Næstved. Han deserterede sammen med to andre tyske soldater, og de fik hjælp af danske frihedskæmpere til at komme til Kruså. Selv fortæller Lenz om den tid: ”I Kruså var de engelske kampvogne allerede ankommet. Englænderne sendte os tre ud til Husum, hvor vi blev anbragt på en stor eng. En krigsfangelejr under åben himmel. En dag kom en engelsk officer ind på engen og spurgte: ”Hvem kan engelsk?” Det kunne jeg. De skulle bruge en tolk til korrekt hjemsendelse af de mange tyske soldater.” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).
Opholdet som krigsfange og tolk blev kort. Lenz vendte tilbage til et sønderskudt Hamborg allerede i slutningen af 1945 og begyndte at studere filosofi, engelsk og litteraturvidenskab ved Hamborg Universitet. Da han nærmede sig slutningen af sine studier, fik han mulighed for at arbejde på avisen ”Die Welt”. Journalistikken blev hans levevej, men også indgangen til at skrive litteratur. Lenz fortæller: ”Her begyndte jeg i 1948. Efter et år blev jeg redaktør på kulturen. Men det var mig ikke nok, jeg måtte skrive. Min første roman kom som føljeton i Die Welt i 1950. Jeg havde det held, at mange spurgte: Hvornår kommer den dog i bogform?” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).
Debuten kom i 1951 og blev begyndelsen på en lang karriere som forfatter.
På avisen mødte Lenz også Liselotte, der blev hans kone. Efter 57 års ægteskab døde Liselotte. Hendes død medførte en stor sorg, men også en dyb skrivekrise for Lenz. Forfatteren var i gang med at skrive ”Et minuts stilhed”, men uden sin muse kunne han ikke gøre værket færdigt. Selv fortæller han: ”Da Liselotte døde, mistede jeg inspirationen. Jeg kunne ikke skrive videre, men med Ulla kom også inspirationen tilbage. Det er hendes fortjeneste, at jeg kunne fuldende fortællingen.” (Helge M. Wolffhechel: Verdensberømt digter ægter sin fynske muse. Jydske Vestkysten, 2010-05-10).
Ulla Jespersen, der oprindeligt kom fra Sydfyn, var i mange år familien Lenz’ genbo og ven i Hamborg. I 2010 giftede hun sig med Siegfried Lenz, samme år som forfatteren fyldte 84, og de boede sammen i nærheden af Fåborg på Fyn.
Forfatterens tilknytning til Danmark var årelang, og han talte flydende dansk. Sammen med Liselotte havde han i mere end 30 år sommerhus i Lebøl på Als. Af samme årsag mødte han tidligt i sit liv det overdådige sønderjyske kaffebord, der inspirerede ham så meget, at han drømte om et medlemskab i et dansk konditorlaug. Den drøm gik i opfyldelse, efter at Lenz skrev bogen ”Sønderjysk kaffebord” i 2007 – og han blev senere æresmedlem i bager- og konditorlauget.
Siegfried Lenz døde i oktober 2014.