Siegfried Lenz
Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix

Siegfried Lenz

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Emneord
Top image group
Siegfried Lenz
Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Lenz, Siegfried
Foto: Wikipedia

Indledning

Den verdensberømte tyske forfatter Siegfried Lenz har både et stort forfatterskab og et hav af priser bag sig. Lenz tilhører den tunge ende af verdenslitteraturen, og hans betydning for omverdenens billede af Tyskland – som noget andet end Hitlers Tyskland – er stor. Lenz debuterede i 1951 med romanen ”Es waren Habichte in der Luft”. Han fik sit internationale gennembrud i 1968 med romanen ”Tysktime” – en klassiker, der stadig læses flittigt, og som indtil videre har solgt i mere end to millioner eksemplarer. I en alder af 82 skrev han sin første kærlighedsroman, bestselleren ”Et minuts stilhed”, som kom i 2008, og trods sin høje alder skriver han ufortrødent videre. Skal man tro anmelderne, bliver det hele tiden bedre og bedre – noget den anmelderroste novellesamling ”Masken” fra 2012 kun understreger.

 

55103151

Blå bog

Født: 17. marts 1926 i landsbyen Lyck, der i dag ligger i det nuværende Polen og hedder Elk.

Død: 7. oktober 2014 i Hamburg.

Uddannelse: Studerede filosofi, engelsk og litteraturvidenskab ved Hamborg Universitet fra 1946-1950.

Debut: Es waren Habichte in der Luft. 1951.

Litteraturpriser: Siegfried Lenz har modtaget mange priser, bl.a. Goethe-prisen, Thomas Mann-prisen og de tyske boghandleres fredspris.

Seneste udgivelse:  Vinter- og julefortællinger. Hovedland, 2018. (Eine Art Bescherung). Oversætter: Inge Nissen.

Inspiration: Lenz er stor fan af konditorhåndværket, fordi som han siger: ”wienerbrød kan inspirere til kærlighed.”

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Den, der fortæller, afslører uvilkårligt noget om sig selv, uanset, hvad han fortæller og med hvilke ord; uanset om ordene er misvisende eller overdrevne, siger de noget om fortælleren.”
”Masken”, s. 28.

Siegfried Lenz er født i 1926 i den lille by Lyck, som på daværende tidspunkt lå i Østpreussen, men som i dag ligger i Polen og hedder Elk. Han voksede op hos sin bedstemor, fordi hans far døde tidligt og hans mor flyttede til Braunsberg med sin nye mand. Efter sin studentereksamen blev han indkaldt til militæret, og i 1943 blev han marinesoldat. Han deserterede i slutningen af 2. Verdenskrig, og satte for første gang ben i Danmark i foråret 1945 – i nærheden af Næstved. Han deserterede sammen med to andre tyske soldater, og de fik hjælp af danske frihedskæmpere til at komme til Kruså. Selv fortæller Lenz om den tid: ”I Kruså var de engelske kampvogne allerede ankommet. Englænderne sendte os tre ud til Husum, hvor vi blev anbragt på en stor eng. En krigsfangelejr under åben himmel. En dag kom en engelsk officer ind på engen og spurgte: ”Hvem kan engelsk?” Det kunne jeg. De skulle bruge en tolk til korrekt hjemsendelse af de mange tyske soldater .” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).

Opholdet som krigsfange og tolk blev kort. Lenz vendte tilbage til et sønderskudt Hamborg allerede i slutningen af 1945 og begyndte at studerede filosofi, engelsk og litteraturvidenskab ved Hamborg Universitet. Da han nærmede sig slutningen af sine studier, fik han mulighed for at arbejde på avisen ”Die Welt”. Journalistikken blev hans levevej, men også indgangen til at skrive litteratur. Lenz fortæller: ”Her begyndte jeg i 1948. Efter et år blev jeg redaktør på kulturen. Men det var mig ikke nok, jeg måtte skrive. Min første roman kom som føljeton i Die Welt i 1950. Jeg havde det held, at mange spurgte: Hvornår kommer den dog i bogform?” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).

Debuten kom i 1951 og blev begyndelsen på en lang karriere som forfatter.

På avisen mødte Lenz også Liselotte, der blev hans kone. Efter 57 års ægteskab døde Liselotte. Hendes død medførte en stor sorg, men også en dyb skrivekrise for Lenz. Forfatteren var i gang med at skrive ”Et minuts stilhed”, men uden sin muse kunne han ikke gøre værket færdigt. Selv fortæller han: ”Da Liselotte døde, mistede jeg inspirationen. Jeg kunne ikke skrive videre, men med Ulla kom også inspirationen tilbage. Det er hendes fortjeneste, at jeg kunne fuldende fortællingen.” (Helge M. Wolffhechel: Verdensberømt digter ægter sin fynske muse. Jydske Vestkysten, 2010-05-10).

Ulla Jespersen, der oprindeligt kommer fra Sydfyn, var i mange år familien Lenz’ genbo og ven i Hamborg. I dag er hun forfatterens kone. De to giftede sig i 2010, samme år som forfatteren fyldte 84. Nu bor de det meste af tiden i nærheden af Fåborg på Fyn.

Forfatterens tilknytning til Danmark har været årelang, og i dag taler han dansk flydende. Sammen med Liselotte havde han i mere end 30 år sommerhus i Lebøl på Als. Af samme årsag mødte han tidligt i sit liv det overdådige sønderjyske kaffebord, der inspirerede ham så meget, at han drømte om et medlemskab i et dansk konditorlaug. Den drøm gik i opfyldelse, efter at Lenz skrev bogen ”Sønderjyske kaffebord” i 2007. I dag er han æresmedlem af bager- og konditorlauget.

Tysktime

”De har givet mig et straffearbejde. Joswig har selv ført mig ind i mit tilgitrede værelse, han har hamret på tremmerne foran vinduet og trykket på halmmadrassen; han vor yndlingsvogter, har endog gennemsøgt mit jernskab og mit gamle skjulested bag skabet.”
”Tysktime”, s. 5.

Siegfried Lenz fik sit internationale gennembrud med romanenDeutschstunde” (”Tysktime”, 1970), der udkom i 1968. Romanen er en jeg-fortælling med to sideløbende spor i to forskellige tider. Det ene foregår i 1954 – fortælleren Siggis nutid, det andet foregår under og efter 2. Verdenskrig, hvor hans far opretholder et malerforbud. Siggi sidder i et ungdomsfængsel for unge utilpassede på en ø i Elben. Han skal skrive en tyskstil i fængslet, der skal handle om ’Pligtens glæder’.

Straks tænker Siggi på sin far, politibetjenten Jens Ole Jepsen. Han tænker på en særlig opgave, som faren fik fra Berlin hen mod slutningen af 2. Verdenskrig. Det bliver farens pligt at opretholde et malerforbud over for alle kunstnere i og omkring den lille fiktive by Rugbüll i det nordligste Tyskland. Det kommer især til at gå ud over barndomsvennen Max Ludvig Nansen, som Ole Jepsen efterhånden kommer til at anse som sin personlige fjende. Politimanden udtænker ondskabsfulde strategier i håbet om at afsløre maleren i at male.

Problemet for Siggi i forbindelse med stilen er, at han overvældes af så mange minder fra den tid, at det bliver umuligt for ham at finde én begyndelse, derfor sættes han i isolation og tvinges til at genskrive sin stil. Og det sætter gang i fortællerglæden. Han skriver dag og nat og beder flere gange om at få straffen forlænget. Han skriver og skriver i månedsvis. Siggi forstår ikke farens blinde lydighed. Han vil i modsætning til sin far redde kunsten. Siggi forstår heller ikke, at faren kan glemme gammelt venskab.

Maleren og farens barndomsven Max Ludwig Nansen har mange ligheder med virkelighedens ekspressionistiske maler Emil Nolde, der i 1941 fik et lignende malerforbud af nazisterne, fordi de opfattede hans malerier som degenererede. Lenz fortæller også selv i flere interviews, at Nansen er skabt i Noldes billede. Således rækker romanen ud over sin fiktive fortælling og siger noget om virkeligheden.

”Tysktime” handler om oprør, nationalisme, blindhed og om, hvordan mennesker bliver onde. Romanen er Lenz’ bud på at forstå, hvorfor mennesker gjorde, som de gjorde under 2. Verdenskrig. Budskabet synes at være, at blind lydighed fører til ondskab.

Et minuts stilhed

”Gennem kuverten kunne jeg mærke, at det var et kort, og det var et postkort med billede, som indbød til et besøg på det oceanografiske museum, billedet forestillede en delfin, der overmodigt var sprunget i vejret og tilsyneladende havde tænkt sig at lande oven på en bølge. Blot en enkelt sætning stod på bagsiden: ”Love, Christian, is a warm, bearing wave”, underskrevet Stella.”
”Et minuts stilhed”, s. 130.

Siegfried Lenz’ kortroman Schweigeminute” (”Et minuts stilhed”, 2008) fra 2008 er en kærlighedshistorie. Den handler om den 18-årige Christians forelskelse i den unge, smukke engelsklærer Stella. Romanens ramme er den mindehøjtidelighed, som gymnasiet holder for Stella efter hendes død. Stella er død i en sejlulykke. Under mindehøjtideligheden mindes Christian for sig selv deres eneste sommer sammen – en intens kærlighed beskrevet nænsomt og diskret.

Romanen udspiller sig i en fiktiv provinsby ved Østersøen – en nordtysk fiskerby ved navn Hirtshafen. Her er havnefest, hvide måger, masser af fiskekuttere og et lille strandhotel, hvor Stella bor. Christians far er stenfisker, og i sommerferien hjælper Christian til på prammen. En af de første dage i sommerferien kommer Stella forbi. Hun hopper om bord på prammen og foregiver stor interesse i deres arbejde. De er ved at bygge en bølgebryder af sten. Det bliver begyndelsen på en forbudt romance. Christian og Stella er diskrete, men alligevel afslører et fotografi af dem, at der nok er mere mellem dem end engelske stile. I hvert fald i Christians mors øjne. Afsløringen bliver dog aldrig dramatisk – ægte kærlighed kan man ikke modstå – man er forsvarsløs, som Christians far udtrykker det.

27451349

Romanen er en jeg-fortælling, der fortælles af hovedpersonen Christian. Utallige steder i romanen henvender han sig direkte til den afdøde Stella. Det sker allerede i romanens begyndelse: ”Hvor blev han dog stående længe dér foran dit fotografi, Stella,”. De mange direkte tiltaler giver romanen en både sentimental og højtidelig stemning. De underbygger samtidig hovedpersonens ophøjelse af Stella. I Christians tilbageblik kommer henvendelserne til Stella til at stå side om side med sommerens hændelser. Således skabes der fortællermæssigt sammenhæng mellem forelskelsen og tabet – som om kærligheden og tabet er gensidigt uafhængige. Det giver en både smuk og dyb kærlighedsfortælling: En forelskelse og betagelse oplevet af en ung mand, orkestreret af en bagvedliggende fortæller med stor vid og erfaring.

”Et minuts stilhed” handler om at elske og at miste, og Lenz beskriver kærligheden poetisk og erotisk diskret.

 

På scenen

””Jeg har mange gange tænkt: ’Hold ud’, alle og enhver må holde et eller andet ud, tåle, hvad de ved, hvad der er hændt dem, hvad de har fået at vide, nogle gange må vi også holde hinanden ud. Sammen med dig er det lettere her, alt sammen.” Jeg ville takke ham, ville give ham noget tilbage af tilliden og påskønnelsen, men det kom ikke så vidt.”
”På scenen”, s. 125-126.

Siegfried Lenz’ ”Landsbühne” (”På scenen”, 2010) fra 2010 er som ”Et minuts stilhed” en kortroman. Den handler om litteraturprofessoren Clemens, der er specialiseret i den tyske romantiks storhedstid ”Sturm und Drang”. Han sidder i det lille fængsel Issenbüttel i Nordtyskland, fordi hans karaktergivning på universitetet ikke gik helt lovligt for sig – hans kvindelige studerende fik karakterer efter deres performance i professorens seng. Clemens deler celle med Hannes, som modsat professoren kender de fleste bag murene og også ved, hvordan man skaffer det meste. Og han har en plan. De to skal sammen med en udvalgt gruppe stjæle den bus, der har bragt et omrejsende teater til fængslet.

28232004

Teatret gæster fængslet for at opmuntre fangerne, og mens teatertruppen opfører stykket ”Labyrinten”, stikker gruppen af i bussen. Alt går som planlagt, og da de ankommer til den lille by Grünau, hvor den årlige nellikefest afholdes, modtages de med klapsalver, og byens borgmester ser dem som den lille bys mulighed for at markere sig på landkortet. De er den teatertrup, der skal give byen kulturel anerkendelse. Den lille flok slår sig ned i byen for en tid, og på forskellig vis får de en plads i det lille samfund – bl.a. starter de et mandskor, som skal underholde byen under byfesten. Men friheden varer kort. Fangerne ender tilbage i fængslet, hvor turnéteatret – denne gang det rigtige – igen kommer forbi. De opfører Samuel Becketts ”Mens vi venter på Godot”.

Det forbliver uvist for læseren, om flugten reelt sker eller egentlig er hovedpersonens forestilling, ligesom det heller ikke er helt klart, hvem der narrer hvem – de undslupne fanger eller Grünaus borgmester, men den dobbelthed appellerer kun til læsernes fantasi og giver romanen en eksistentiel undertone. Hvad er egentlig sandt, når et menneske fortæller om sit liv, og hvordan lever man sit liv mest meningsfuldt med alle fejltagelserne?  

Romanen er en jeg-fortælling med Clemens som fortæller. Han fortæller nøgternt og let undrende om flugten, som mest af alt fremstår som en farce. Men ”På scenen” er mere end en farce. Den er også en fortælling om venskab, hvilket især slutningen vidner om. Hannes erklærer sit venskab og sin troskab til Clemens – for sammen giver det mening at vente på friheden, og derfor afstår han fra at flygte endnu en gang fra fængslet.

Masken

”Begejstrede over vores fund prøvede vi forskellige masker på efter tur, vi lo til hinanden som svin, brægede som gedebukke og brummede som bjørne; aldrig er der så hurtigt opstået så munter en stemning som den dag, stormen forærede os containeren.”
”Masken – fortællinger”, s. 25.

Sigfried Lenz’ 2012-udgivelse ”Die Maske” (”Masken”, 2012) består af fem noveller, der alle kredser om kunsten og forholdet mellem virkelighed og fantasi.

Titelnovellen ”Masken” handler om den unge mand Jan, der holder sommerferie på en ø hos sin bedstefar. Efter et uvejr finder Jan og en gruppe mænd en stor kasse fyldt med kinesiske masker – fortrinsvis dyremasker. Mændene tager dem på og går på byens lokale bar. Maskeraden spreder sig, og inden længe er alle gemt bag en fantasifuld dyremaske. Pludselig kan øens beboere se hinanden i et nyt lys. Gammelt nag kan glemmes, og kærlighed kan opstå. En kort stund virker alt muligt, alt foranderligt. Men så kommer de lokale betjente og forlanger maskerne tilbageleveret, og uden masker er intet glemt. Hovedpersonens flirt med den smukke Lene synes også at afhænge af maskerne, for som hun siger ”Hvad enten du tror det eller ej, så var du en anden med maske på, Jan” (s. 51). Måske blev Jan den, hun drømte om, når han var gemt bag masken. I hvert fald ender novellen med, at Lene river dragemasken af Jan, smider den i pejsen og forlader øen for altid uden at sige farvel. Novellen åbner således for eksistentielle spørgsmål som: Findes der et virkeligt, maskeløst jeg? Og er øboerne mest virkelige med eller uden masker?

29448256

I novellen ”Rivaler” tematiseres forholdet mellem realisme og fantasi på en anden måde. En museumskustode stjæler sit yndlingsmaleri ”Antonia med det blå sjal” og forelsker sig i kvinden på maleriet. Detlevs kone Sandra bliver mere og mere jaloux over forelskelsen i den fiktive kvinde og flænger til sidst maleriet. Således åbner også denne historie for overvejelser om forholdet mellem virkelighed og illusion, hvilket novellen ”Udkast”, der handler om et ægtepars udarbejdelse af en fiktion om den søn, de aldrig fik, også gør.

De fem fortællinger er enkle, tonen lavmælt, næsten underspillet. Men trods enkelheden rummer fortællingerne alle mere end blot deres historie. Bag hver historie gemmer sig nemlig tanker og overvejelser over både kunst og eksistens, der udfordrer læseren til at gå på jagt efter betydninger, der ikke står direkte på linjen.

 

Genrer og tematikker

Siegfried Lenz har sans for at beskrive detaljer. Han skriver enkel, ligefrem prosa med fokus på en hovedpersons liv – typisk en mand. Mange af hans historier udspiller sig i et provinsmiljø. Det gælder f.eks. handlingen i ”Et minuts stilhed” og ”På scenen”, og også flere af novellerne i ”Masken” foregår i den nordtyske provins. Det samme gør hans mest solgte roman ”Tysktime” fra 1968, som også byder på et typisk tema for forfatteren. Lenz har selv udtalt, at romanen primært handler om et klassisk tysk efterkrigsdilemma: Hvorfor handlede folk, som de gjorde? Og netop opgøret med fortiden er et tema, der går igen i andre af Lenz’ historier.

Et andet gennemgående tema i forfatterskabet er forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem det man ser og oplever og det, der egentlig sker. I ”På scenen” udspilles dette forhold helt konkret, men også i ”Et minuts stilhed” og i flere af historierne fra ”Masken” får man som læser en fornemmelse af, at der sker mere end det, der står på linjerne. Netop det at skrive, så det appellerer til læserens fantasi og evne til meddigtning, er Lenz en mester til. Han kan antydningens kunst til fingerspidserne, så man som læser får fornemmelsen af, at der bagved linjerne findes mange andre historier. Teksten bliver næsten metafysisk.

Og så kan han skrive sætninger, der rummer et overskud af sansninger. Man mærker ofte hans fortællinger, før man forstår dem.

Noget andet, der går igen i både romaner og noveller er vand. Mange af hans historier foregår ved eller på havet eller en sø. Selv siger Lenz om det: ”Nuvel, det er ikke så sært. Mit barndomshjem i Masurien lå lige op ad en sø, faktisk så tæt, at jeg nærmest kunne fiske fra vinduet. Jeg kunne betjene en kastestang, før jeg kunne læse. Vandet er mit element. I alle ferier stod den på vand og atter vand.” (Anders Raahauge: At skrive er at leve med sig selv. Kristeligt Dagblad, 2012-07-21).

Det kendetegner også forfatterskabet, at Lenz er meget loyal over for sine hovedpersoner. Han dømmer aldrig, selvom han som regel altid viser hovedpersonens svagheder. Ofte fortæller han gennem en ung mand – det gælder f.eks. både i ”Tysktime” og i ”Et minuts stilhed”. Om det siger Lenz: ”Valget faldt på en ung mand, (…) fordi det at fortælle for mig er det samme som at lære at leve. At blive klar til livets ubegribelighed. At fortælle er en befrielse. Fortæl det, og du forstår det bedre! Derfor placerer jeg impulsen til at fortælle i en ung mand, så han gennem fortællingsprocessen kan komme til at forstå sig selv bedre og lære at leve.” (Ulrich Greiner og Henning Sußebach: Erzähl es, damit du es besser verstehst! Die Zeit, 2008-05-14).

 

Beslægtede forfatterskaber

Siegfried Lenz’ tidlige forfatterskab koncentrerer sig tematisk om efterkrigstidens konflikter. Skyld og ansvar er omdrejningspunkterne. Det gælder f.eks. i romanen ”Stadtgespräch” fra 1963 og i ”Tysktime” fra 1968. I sidstnævnte gør politibetjenten Ole Jepsen det, han får besked på – han parerer ordre uden at sætte spørgsmålstegn ved ordren og opretholder nazisternes maleforbud for ungdomsvennen og maleren Max Ludwig Nansen.

Lenz er ikke fordømmende over for sine personer, han fremstiller blot mennesket, som det er. Netop temaet omkring at kunne forvalte fortiden går igen i efterkrigslitteraturen. Man finder dette tema i mange forskellige værker som f.eks. i Günter Grass’ groteske romaner, i Hans Magnus Enzensbergers lyrik og i Rolf Hochhuths dramatik. Også flere af Rainer Werner Fassbinders film koncentrerer sig om, hvordan man som tysker skal leve med fortiden.

Relationen mellem menneske og fortid er også et tema, man finder i Lenz’ nyere værker, men her er også andre temaer som f.eks. kærlighed. Romanen ”Et minuts stilhed” tager fat i en for kunsten genkendelig kærlighedsproblematik: Lærer-elev-kærligheden. Denne forbudte kærlighed er også temaet i Bo Widerbergs film ”Lærerinden”, men hvor fokus i filmen er på det skæve og problematiske i magtrelationen mellem lærer og elev, er fokus i Lenz’ roman snarere på det smukke i relationen.  

Lenz er også kendt for sin underspillede ironi. I hans nyere værker kommer den især til udtryk i kortromanen ”På scenen”. Ironien og absurditeten i denne roman minder om både John Steinbecks ”Dagdriverbanden” og Samuel Beckets berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”, sidstnævnte optræder endda direkte i romanens handling.   

Siegfried Lenz’ store forfatterskab er svært at samle under et tema. Man kan dog sige, at forfatteren igennem sine mange værker, der er skrevet over et helt liv, tegner et mangfoldigt billede af tyskeren for os.

Og at skrive er en livsnødvendighed for forfatteren: ”Jeg har opdaget, at der ligger en art selvterapi i at skrive. Hvis det lykkes, og jeg skriver en, to, tre timer formiddag og en, to timer igen om eftermiddagen, og min kone, Ulla, læser det igennem og kan lide, hvad det bliver til, så er jeg lykkelig (…) Albert Camus har sagt: ’Det at skrive er en art retfærdiggørelse.’ Man må prøve at retfærdiggøre sig over for livet og stå inde for det, man har gjort.” (Anders Raahauge: At skrive er at leve med sig selv. Kristeligt Dagblad, 2012-07-21).

Bibliografi

Romaner

Lenz, Siegfried:
Es waren Habichte in der Luft. Hoffmann und Campe, 1951.
Lenz, Siegfried:
Duell mit dem Schatten. Hoffmann und Campe, 1953.
Lenz, Siegfried:
So zärtlich war Suleyken: Masurische Geschichten. Hoffmann und Campe, 1955.
Lenz, Siegfried:
Der Mann im Strom. Hoffmann und Campe, 1957.
Lenz, Siegfried:
Jäger des Spotts: Geschichten aus dieser Zeit. Hoffmann und Campe, 1958.
Lenz, Siegfried:
Brot und Spiele. Hoffmann und Campe, 1959.
Lenz, Siegfried:
Fyrskibet. Borgen, 1962. (Das Feuerschiff, 1960).
Lenz, Siegfried:

Stadtgespräch. Hoffmann und Campe, 1963.
Lenz, Siegfried:

Lehmanns Erzählungen oder So schön war mein Markt. Hoffmann und Campe, 1964.
Lenz, Siegfried:

Der Spielverderber. Hoffmann und Campe, 1965.
Lenz, Siegfried:
Tysktime. Gyldendal, 1970. (Deutschstunde, 1968).
Lenz, Siegfried:

Leute von Hamburg. Hoffmann und Campe, 1968.
Lenz, Siegfried:

Beziehungen: Ansichten und Bekenntnisse zur Literatur. Hoffmann und Campe, 1970.
Lenz, Siegfried:

So war das mit dem Zirkus. Hoffmann und Campe, 1971.
Lenz, Siegfried:
Et forbillede søges. Gyldendal, 1974. 
(Das Vorbild, 1973).
Lenz, Siegfried:
Forhistorien. Gyldendal, 1981. (Heimatmuseum, 1978).
Lenz, Siegfried:
Det tabte. Gyldendal, 1982. (Der Verlust, 1981).
Lenz, Siegfried:
En ende på krigen. Gyldendal, 1985. (Ein Kriegsende: Erzählung, 1984).
Lenz, Siegfried:
Eksercerpladsen. Gyldendal, 1986. (Exerzierplatz, 1985).
Lenz, Siegfried:
Klangprøven. Gyldendal, 1991. (Die Klangprobe, 1990).
Lenz, Siegfried:

Die Auflehnung. Hoffmann und Campe, 1994.
Lenz, Siegfried:
Arnes Nachlass. Hoffmann und Campe, 1999.
Lenz, Siegfried:

Fundbüro. Hoffmann und Campe, 2003.
Lenz, Siegfried:
Zaungast, Erzählungen. Hoffmann und Campe, 2004.
Lenz, Siegfried:
Die Erzählungen. Hoffmann und Campe, 2006.
Lenz, Siegfried:
Et minuts stilhed. Forlaget Hovedland, 2008. (Schweigeminute, 2008).
Lenz, Siegfried:
Der Anfang von etwas. Meistererzählungen. Hoffmann und Campe, 2009.
Lenz, Siegfried:
På scenen. Forlaget Hovedland, 2009. (Landesbühne, 2009).
Lenz, Siegfried:
Die Auflehnung. Hoffmann und Campe, 2010.
Lenz, Siegfried:
Påskebordet. Hovedland, 2012. (So zärtlich war Suleyken, 1955). Oversat af Jacob Jonia.
Lenz, Siegfried:
Dykkeren. Hovedland, 2016. (Der Mann im Strom, 1969). Oversat af Jacob Jonia.
Lenz, Siegfried: Overløberen. Hovedland, 2016. (Der Überläufer). Oversætter: Inge Nissen ; oversætter: Jacob Jonia.

Noveller

Lenz, Siegfried:
Den serbiske pige. Gyldendal, 1989. (Das serbische Mädchen, 1987).
Lenz, Siegfried:
Masken. Forlaget Hovedland, 2012. (Die maske, 2011). Oversat af Jacob Jonia.
Lenz, Siegfried: Vinter- og julefortællinger. Hovedland, 2018. (Eine Art Bescherung). Oversætter: Inge Nissen.

Om forfatterskabet

Web

Her finder man bl.a. en kort biografi, en bibliografi, et interview og links til artikler om forfatteren.

Artikler

Friis, Lykke:
Perspektiv: I centrum af et tabt og et nyt Tyskland. Berlingske, 2009-04-03.
Hyltoft, Ole:
Tyskerne der elsker Danmark – og Ulla. Berlingske, 2011-03-15.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Siegfried Lenz

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Raahauge, Anders:
Forår for Lenz. Jyllands-Posten, 2007-05-11.
Greiner, Ulrich og Henning Sußebach:
Erzähl es, damit du es besser verstehst! Die Zeit, 2008-05-14.
Wolffhechel, Helge M.:
Verdensberømt digter ægter sin fynske muse. Jydske Vestkysten, 2010-05-10.
Raahauge, Anders:
At skrive er at leve med sig selv. Kristeligt Dagblad, 2012-07-21.