Siegfried Lenz fik sit internationale gennembrud med romanen ”Deutschstunde” (”Tysktime”, 1970), der udkom i 1968. Romanen er en jeg-fortælling med to sideløbende spor i to forskellige tider. Det ene foregår i 1954 – fortælleren Siggis nutid, det andet foregår under og efter 2. Verdenskrig, hvor hans far opretholder et malerforbud. Siggi sidder i et ungdomsfængsel for unge utilpassede på en ø i Elben. Han skal skrive en tyskstil i fængslet, der skal handle om ’Pligtens glæder’.
Straks tænker Siggi på sin far, politibetjenten Jens Ole Jepsen. Han tænker på en særlig opgave, som faren fik fra Berlin hen mod slutningen af 2. Verdenskrig. Det bliver farens pligt at opretholde et malerforbud over for alle kunstnere i og omkring den lille fiktive by Rugbüll i det nordligste Tyskland. Det kommer især til at gå ud over barndomsvennen Max Ludvig Nansen, som Ole Jepsen efterhånden kommer til at anse som sin personlige fjende. Politimanden udtænker ondskabsfulde strategier i håbet om at afsløre maleren i at male.
Problemet for Siggi i forbindelse med stilen er, at han overvældes af så mange minder fra den tid, at det bliver umuligt for ham at finde én begyndelse, derfor sættes han i isolation og tvinges til at genskrive sin stil. Og det sætter gang i fortællerglæden. Han skriver dag og nat og beder flere gange om at få straffen forlænget. Han skriver og skriver i månedsvis. Siggi forstår ikke farens blinde lydighed. Han vil i modsætning til sin far redde kunsten. Siggi forstår heller ikke, at faren kan glemme gammelt venskab.
Maleren og farens barndomsven Max Ludwig Nansen har mange ligheder med virkelighedens ekspressionistiske maler Emil Nolde, der i 1941 fik et lignende malerforbud af nazisterne, fordi de opfattede hans malerier som degenererede. Lenz fortæller også selv i flere interviews, at Nansen er skabt i Noldes billede. Således rækker romanen ud over sin fiktive fortælling og siger noget om virkeligheden.
”Tysktime” handler om oprør, nationalisme, blindhed og om, hvordan mennesker bliver onde. Romanen er Lenz’ bud på at forstå, hvorfor mennesker gjorde, som de gjorde under 2. Verdenskrig. Budskabet synes at være, at blind lydighed fører til ondskab.