Siegfried Lenz’ kortroman ”Schweigeminute” (”Et minuts stilhed”, 2008) fra 2008 er en kærlighedshistorie. Den handler om den 18-årige Christians forelskelse i den unge, smukke engelsklærer Stella. Romanens ramme er den mindehøjtidelighed, som gymnasiet holder for Stella efter hendes død. Stella er død i en sejlulykke. Under mindehøjtideligheden mindes Christian for sig selv deres eneste sommer sammen – en intens kærlighed beskrevet nænsomt og diskret.
Romanen udspiller sig i en fiktiv provinsby ved Østersøen – en nordtysk fiskerby ved navn Hirtshafen. Her er havnefest, hvide måger, masser af fiskekuttere og et lille strandhotel, hvor Stella bor. Christians far er stenfisker, og i sommerferien hjælper Christian til på prammen. En af de første dage i sommerferien kommer Stella forbi. Hun hopper om bord på prammen og foregiver stor interesse i deres arbejde. De er ved at bygge en bølgebryder af sten. Det bliver begyndelsen på en forbudt romance. Christian og Stella er diskrete, men alligevel afslører et fotografi af dem, at der nok er mere mellem dem end engelske stile. I hvert fald i Christians mors øjne. Afsløringen bliver dog aldrig dramatisk – ægte kærlighed kan man ikke modstå – man er forsvarsløs, som Christians far udtrykker det.
27451349
Romanen er en jeg-fortælling, der fortælles af hovedpersonen Christian. Utallige steder i romanen henvender han sig direkte til den afdøde Stella. Det sker allerede i romanens begyndelse: ”Hvor blev han dog stående længe dér foran dit fotografi, Stella,”. De mange direkte tiltaler giver romanen en både sentimental og højtidelig stemning. De underbygger samtidig hovedpersonens ophøjelse af Stella. I Christians tilbageblik kommer henvendelserne til Stella til at stå side om side med sommerens hændelser. Således skabes der fortællermæssigt sammenhæng mellem forelskelsen og tabet – som om kærligheden og tabet er gensidigt uafhængige. Det giver en både smuk og dyb kærlighedsfortælling: En forelskelse og betagelse oplevet af en ung mand, orkestreret af en bagvedliggende fortæller med stor vid og erfaring.
”Et minuts stilhed” handler om at elske og at miste, og Lenz beskriver kærligheden poetisk og erotisk diskret.