Siegfried Lenz havde sans for at beskrive detaljer. Han skrev enkel, ligefrem prosa med fokus på en hovedpersons liv – typisk en mand. Mange af hans historier udspiller sig i et provinsmiljø. Det gælder f.eks. handlingen i ”Et minuts stilhed” og ”På scenen”, og også flere af novellerne i ”Masken” foregår i den nordtyske provins. Det samme gør hans mest solgte roman ”Tysktime” fra 1968, som også byder på et typisk tema for forfatteren. Lenz har selv udtalt, at romanen primært handler om et klassisk tysk efterkrigsdilemma: Hvorfor handlede folk, som de gjorde? Og netop opgøret med fortiden er et tema, der går igen i andre af Lenz’ historier.
Et andet gennemgående tema i forfatterskabet er forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem det man ser og oplever og det, der egentlig sker. I ”På scenen” udspilles dette forhold helt konkret, men også i ”Et minuts stilhed” og i flere af historierne fra ”Masken” får man som læser en fornemmelse af, at der sker mere end det, der står på linjerne. Netop det at skrive, så det appellerer til læserens fantasi og evne til meddigtning, var Lenz en mester i. Han kunne antydningens kunst til fingerspidserne, så man som læser får fornemmelsen af, at der bagved linjerne findes mange andre historier. Teksten bliver næsten metafysisk.
Og så kunne han skrive sætninger, der rummer et overskud af sansninger. Man mærker ofte hans fortællinger, før man forstår dem.
Noget andet, der går igen i både romaner og noveller er vand. Mange af hans historier foregår ved eller på havet eller en sø. Selv sagde Lenz om det: ”Nuvel, det er ikke så sært. Mit barndomshjem i Masurien lå lige op ad en sø, faktisk så tæt, at jeg nærmest kunne fiske fra vinduet. Jeg kunne betjene en kastestang, før jeg kunne læse. Vandet er mit element. I alle ferier stod den på vand og atter vand.” (Anders Raahauge: At skrive er at leve med sig selv. Kristeligt Dagblad, 2012-07-21).
Det kendetegner også forfatterskabet, at Lenz er meget loyal over for sine hovedpersoner. Han dømmer aldrig, selvom han som regel altid viser hovedpersonens svagheder. Ofte fortæller han gennem en ung mand – det gælder f.eks. både i ”Tysktime” og i ”Et minuts stilhed”. Om det fortalte Lenz: ”Valget faldt på en ung mand, (…) fordi det at fortælle for mig er det samme som at lære at leve. At blive klar til livets ubegribelighed. At fortælle er en befrielse. Fortæl det, og du forstår det bedre! Derfor placerer jeg impulsen til at fortælle i en ung mand, så han gennem fortællingsprocessen kan komme til at forstå sig selv bedre og lære at leve.” (Ulrich Greiner og Henning Sußebach: Erzähl es, damit du es besser verstehst! Die Zeit, 2008-05-14. Egen oversættelse).