Siegfried Lenz’ ”Landsbühne” (”På scenen”, 2010) fra 2010 er som ”Et minuts stilhed” en kortroman. Den handler om litteraturprofessoren Clemens, der er specialiseret i den tyske romantiks storhedstid ”Sturm und Drang”. Han sidder i det lille fængsel Issenbüttel i Nordtyskland, fordi hans karaktergivning på universitetet ikke gik helt lovligt for sig – hans kvindelige studerende fik karakterer efter deres performance i professorens seng. Clemens deler celle med Hannes, som modsat professoren kender de fleste bag murene og også ved, hvordan man skaffer det meste. Og han har en plan. De to skal sammen med en udvalgt gruppe stjæle den bus, der har bragt et omrejsende teater til fængslet.
28232004
Teatret gæster fængslet for at opmuntre fangerne, og mens teatertruppen opfører stykket ”Labyrinten”, stikker gruppen af i bussen. Alt går som planlagt, og da de ankommer til den lille by Grünau, hvor den årlige nellikefest afholdes, modtages de med klapsalver, og byens borgmester ser dem som den lille bys mulighed for at markere sig på landkortet. De er den teatertrup, der skal give byen kulturel anerkendelse. Den lille flok slår sig ned i byen for en tid, og på forskellig vis får de en plads i det lille samfund – bl.a. starter de et mandskor, som skal underholde byen under byfesten. Men friheden varer kort. Fangerne ender tilbage i fængslet, hvor turnéteatret – denne gang det rigtige – igen kommer forbi. De opfører Samuel Becketts ”Mens vi venter på Godot”.
Det forbliver uvist for læseren, om flugten reelt sker eller egentlig er hovedpersonens forestilling, ligesom det heller ikke er helt klart, hvem der narrer hvem – de undslupne fanger eller Grünaus borgmester, men den dobbelthed appellerer kun til læsernes fantasi og giver romanen en eksistentiel undertone. Hvad er egentlig sandt, når et menneske fortæller om sit liv, og hvordan lever man sit liv mest meningsfuldt med alle fejltagelserne?
Romanen er en jeg-fortælling med Clemens som fortæller. Han fortæller nøgternt og let undrende om flugten, som mest af alt fremstår som en farce. Men ”På scenen” er mere end en farce. Den er også en fortælling om venskab, hvilket især slutningen vidner om. Hannes erklærer sit venskab og sin troskab til Clemens – for sammen giver det mening at vente på friheden, og derfor afstår han fra at flygte endnu en gang fra fængslet.