Pigen der fortalte film

Citat
”Efter den slags forestillinger blev klapsalverne ved med at klinge i mine ører hele natten, så jeg slet ikke kunne falde i søvn. Når jeg lå søvnløs, tænkte jeg på min mor, og under tæpperne græd jeg stille.”
”Pigen der fortalte film”, s. 55.

Med ”La Contadora de Películas” fra 2009 (”Pigen der fortalte film”, 2013) er Letelier for første gang blevet oversat til dansk. Bogen er en kortroman og handler om pigen María Margarita, der vokser op i en salpetermineby i det nordlige Chile i 1960’erne. Det er en hård opvækst med stor fattigdom, og uden meget andet at se frem til end et arbejde for minen.

Marias mor har forladt familien, og hendes far sidder i kørestol efter en arbejdsulykke. Der er dog en lille biograf i byen, som tilbyder en tiltrængt virkelighedsflugt fra livet i armod, men efter familiens hårde skæbne er der kun råd til en biografbillet. Maria vinder konkurrencen som den bedste filmfortællerske over sine brødre og må fortælle familien om de film hun ser, og snart også hele nabolaget, da hun viser sig at være en gudsbenådet fortæller. Så talentfuld er hun, at familien kan begynde at tage entré, og det ender med, at landsbyboerne foretrækker at få filmene fortalt frem for at se dem. En virkelighedsflugt bliver det også for Maria, som kan nyde den stjernestatus i landsbyen, komplet med nyt navn og det hele.

50718948

Førstepersonsfortælleren i ”Pigen der fortalte film” fortæller i korte, minimalistiske afsnit nøgternt og stramt om hændelserne i den lille by. Til trods for det socialrealistiske materiale og sentimentale potentiale bliver det ikke en trist fortælling om en opvækst i fattigdom. Den koncise stil giver god modvægt til det sentimentale stof, og trods den usentimentale fortællerstil er bogen utrolig rørende. Bogens materiale kommer i høj grad fra Leteliers eget liv, ligesom mange andre af hans værker. Han voksede også selv op i en lille mineby, hvor biografen var den store eskapistiske adspredelse. 

Tematisk handler bogen om uskyldstabet i 1970’erne. På den ene side med fjernsynets indtog i landsbyens små hjem, som sænker interessen for biografen og deraf filmfortællersken, og på den anden side Pinochets militærkup i 1974, der gør at industriejerne i landsbyen, ’gringoerne’ fra Vesten, ”forsvinder” sammen med en lang række andre folk, og at landsbyen sygner hen.