Denne fokus på overfladen og det beskrivende deler Jørgen Leth med de forfattere, der også kom ud af kredsen ved tidsskriftet ta’. For eksempel er Vagn Lundbyes roman “Nico” fra 1969 en ‘pop-bog’ der blander krimi, porno, konkretpoesi, montage, højt og lavt. En overfladebog, der dyrker det heterogene og ikke leverer en enslydende fortolkning.
Med tiden er Leths digte blevet mindre vilde og mere registrerende og på den måde deler han sprog med den store bølge af minimalistisk halvfemserlitteratur. Helle Helle, Christina Hesselholdt og Pia Juul dyrker alle et sprog, der er blottet for forskønnelser. Et sprog, der beskriver og lader læseren om at bearbejde indtrykkene. Men Leth har dog aldrig, som disse minimalister, udfoldet sig i romaner. Han er blevet ved digtene, journalistikken, filmene og erindringerne.