En af Jørgen Leths mest berømte dokumentarfilm, “Det perfekte menneske” fra 1967, viser et menneske i færd med at udføre helt normale hverdagshandlinger. “Sådan hopper det perfekte menneske” siger speaken, mens man ser billeder af et menneske, der hopper. På samme måde undersøger Leth de helt simple menneskelige handlinger i sine digte. Der ligger i Leths evige tilbagevenden til dette beskrivende tema en erkendelse af, at kunsten kun kan bruges et stykke ad vejen til at sige noget centralt om mennesket og menneskets eksistens. Hvis man viser, hvordan et menneske hopper eller skriver et digt om, hvordan et menneske spiser et æg, har man gjort, hvad man kunne. Man kan ikke trænge længere ind i menneskets sjæl uden at formulere en fortolkning, som kan vise sig at være forkert. Kunsten må aldrig blive pædagogisk og autoritær. Derfor bliver Leth udenfor. Han beskriver overfladen, det man kan se med det blotte øje. Alt det andet overlader han til psykologer og filosoffer.
Hvis man kun vil beskrive det overfladiske uden at fortolke, bliver man nødt til at have et sprog, der på samme måde er transparent. Leth har fra “Sportsdigte” og frem perfektioneret et sådant iagttagende sprog, der er blottet fra alle ornamenter. De fleste af Leths digte er beskrivelser af noget, han har iagttaget. I et sprog der på samme måder beskriver uden at tilføje ekstra lag. Der er ingen metaforer eller skjulte betydninger i hans digte. Det interessante er at iagttage det værende – ikke at skabe fiktioner.
Leth har som kunstner altid været optaget af at gøre hverdagsbegivenheder til kunst. Hans digte og film har sat form på helt trivielle handlinger, og forsøgt at indskrive dem som elementer i et kunstværk. På bagsiden af “Det uperfekte menneske” står der, at Leth: “… har sans for at gribe livets æstetiske og erotiske muligheder og de sublime øjeblikke, det være sig i en bordtennis-kamp, et digt, et filmklip, en klaversolo, en massespurt, et samleje…” Leth har levet sit liv som et sanseligt menneske, og han har æstetiseret hverdagen således, at det levede liv bliver til et kunstværk. Om dette så giver en lov til at træde et stykke over den danske seksualmoral, når man bor på en ø-stat i Caribien, må være op til den enkelte at dømme.
Der er i princippet ingen forskel på, om Leth skriver til en avis eller en digtsamling. Han forsøger stadig at beskrive, hvad han ser. Han vil ikke bare formidle fakta, men også alt der ligger omkring: stemninger, lugte, farver, følelser og så videre. På den måde bliver artiklen til et digt. Et digt registrerer virkeligheden og sætter den på form.