Som både digter, forfatter, sportskommentator og filmmager har Jørgen Leth gennem hele karrieren besunget sine helte. Det kan være i sportsdigte om f.eks. cykelrytteren Fausto Coppi, i filmiske portrætter af kunstnerikonet Andy Warhol, som spiser en burger eller i det terapeutiske møde med Marina Abramovic' kunst, som beskrevet i prosaform i ”Et hus er mere end en ting”.
Derfor er det oplagt, at Jørgen Leth sætter en hel bog af til ”Mine helte” i fjerde bind i serien om ”Det uperfekte menneske”. Formelt adskiller ”Mine helte” fra 2015 sig fra dets forgængere i ”Det uperfekte menneske” ved at være opdelt i mindre kapitler, et til hver af de i alt 47 helte, Leth har fundet plads til i bogen.
51761413
Der er de oplagte portrætter af de store helte, Leth ofte er vendt tilbage til. Det drejer sig om folk som de allerede nævnte Fausto Coppi og Andy Warhol samt jazzmusikere som Thelonious Monk og Chet Baker. Men også personlige venner fra både Danmark og Haiti har fundet vej til bogen. (Som regel kunstnere af en art. Jørgen Leths venner synes altid at ”være noget ved musikken”). Og så straks mere provokerende kontroversielt: Folk som Haitis diktator Francois ”Papa Doc” Duvalier har fået et kapitel ligesom juntalederen Raoul Cédras, som førte an i det blodige kup mod Haitis populære præsident Jean-Bertrand Aristide i 1991. Det må siges at være typisk Leth: Allerede i forordet har han gjort opmærksom på, at en helt ikke er en rollemodel, og kapitlet om juntachefen indledes da også: ”General Cédras er en af mine yndlingsskurke” (s. 140).
Der er dog en enkelt mere ydmyg person, som Jørgen Leth har skænket et kapitel i ”Mine helte”. Butleren og assistenten Beleque har fået et af de længere portrætter. Han var dog også manden, som reddede Jørgen Leth ud af sit hjem, inden det styrtede sammen under jordskælvet på Haiti 12. januar 2010. Jørgen Leth er dog ikke bleg for at gøre opmærksom på, at han ikke har udbetalt løn til sin redningsmand siden katastrofen.