De første digte

Leths to første digtsamlinger “Gult Lys” fra 1962 og “Kanal” fra 1964 kan ses som Leths forsøg på at spore sig ind på en egen digterisk stemme. Samlingerne er begge inspireret af modernismen og dyrker en stil, der minder om Klaus Rifbjergs. Bedst er stykkerne om jazz, men generelt er digtene mere stiløvelser i et svulstigt og påtaget sprog, end de er gode digte. Litteraturkritiker Poul Borum kalder de to bøger for “helt epigonagtigt usikre samlinger” (“Danske digtere i det 20. århundrede”, side 401), med hvilket han netop antyder denne forbindelse til Rifbjerg, uden dog at mene noget særligt pænt. 

I 1967 kommer “Sportsdigte”, og her står Leth ikke længere på skuldrene af Rifbjerg. I de mellemliggende år har Leth udforsket filmmediet, og han er blevet en del af kredsen omkring det eksperimentelle tidsskrift ta’. Her havde han lært af den amerikanske popkunst, der dyrkede overfladen i stedet for den dybe mening. Gruppen omkring ta’, der blandt andre talte Per Kirkeby, Kristen Bjørnkær, Vagn Lundbye og Hans-Jørgen Nielsen, blev også kaldt attituderelativister, fordi de afviste, at mennesket havde en fikseret identitet eller et enkelt jeg. I stedet, hævdede de, har mennesket en serie af jeg’er, hvilket giver en ny attitude til hver ny situation (deraf betegnelsen: attituderelativisme). 

Leth viste i “Sportsdigte”, at han havde det svært med modernismens fikserede jeg og især med den alvorstunge dybde, som et modernistisk digt helst skulle indeholde. Derfor dyrkede Leth i disse digte noget så lavkulturelt (læs: ikke alvorligt) som sport. De fleste af digtene er beskrivelser af situationer i cykelløb eller i bordtenniskampe, og der er deciderede helteportrætter af nogle af sportens store skikkelser.

Sportsdigtene er undersøgelser af sportens mytologiske egenskaber, som opstår i mødet mellem den fysiske præstation og den intellektuelle refleksion. Der hviler en fascination af spillet og spillets regler over denne sportslige lyrik. Og de regler der gælder for spillet og sporten eksperimenterer digterjeget med at overføre til sin egen selvopfattelse og søgen efter identitet. Som eksempelvis i det smukke og enkle digt “Sprinteren 1”, hvor digtets jeg i første strofe lægger ud med at påtage sig en rolle som sprinter. Dernæst mytologiseres denne rolle, og til sidst afmonteres den som umulig, fordi den essentielt set er falsk: Den rene sprinter (læs: den rene model for identitetsskabelsen) findes ikke.