En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem

Teksterne i ”En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem” (2008) er skrevet mellem 1957 og 1966, hvor Jørgen Leth var jazzskribent for diverse magasiner og dagblade, og det er en blandet landhandel med kodeordet jazz, man præsenteres for. Artiklerne veksler mellem meget subjektive reportager fra jazzmiljøet i Paris til baggrundsartikler, interviews og nekrologer, hvor Jørgen Leth påtager sig en mere traditionel formidlerrolle som journalist. Et enkelt indledende digt og en tidlig novelle om Charlie Parker fra 1957 er der også blevet plads til blandt teksterne, som er udvalgt af Lars Movin, der også forsyner bogen med et 70 sider langt efterord.

Jørgen Leth er kun i begyndelsen af tyverne i 1957, og man kan mærke en ungdommelig fascination ved at være tæt på idoler som Bud Powell, Stan Getz og Oscar Petitford, og indimellem støder man i interviewene på smånaive og studentikose spørgsmål som ”Kender De Jack Kerouac?”

27466605

Ellers kan man tydeligt mærke Jørgen Leths observerende stil, der dog aldrig forfalder til blot at være decideret kølige iagttagelser. Leths indstilling til jazzen skinner konstant igennem i teksterne. Faktisk udkæmper Jørgen Leth i sine år som jazzskribent lidt af en kulturkamp. Bag skriverierne ligger en kamp for at ophøje jazzen fra let underholdningsmusik til kunst. Den unge jazzskribent plæderer for den besværlige og komplekse bebop frem for traditionel swing, og han er ikke bange for at fyre bredsider af mod jazzens konservative kræfter. Her viser den ellers umiddelbart så apolitiske og æstetisk indstillede Jørgen Leth sig pludselig som en radikal kulturkæmper: Kunst skal have kant, og vi må aldrig læne os tilbage og lade os døse hen i bedøvende, tandløs underholdning. Mennesket skal fremad.

Dette aspekt gør, at også folk, som måske ikke er brændende interesserede i gamle jazzkoryfæer som Jan Johansson, Stan Getz og Miles Davis, også kan finde en konflikt at fordybe sig i, svøbt i Jørgen Leths velskrevne jazzkritik.