Før og efter videnskab

Citat
“Jeg synes der går hul / på mig hele tiden / jeg synes dagene er svære / som om sengen nu er uredt / en gang for alle / og ligegyldigt hvordan / vi lægger os i den / bliver vores søvn afbrudt.”
“Huller” fra ”Før og efter videnskab”, s. 21.

I Kristian Leths tredje digtsamling ”Før og efter videnskab” (2014) gør han brug af samme geografiske greb som i debuten ”Land”. Flere af digtene er underskrevet i Stockholm, Skagen, Sao Paolo, Paris, Andratx, Islands Brygge – og dateret i tidsrummet 2003 til 2012. Rejsen som genkommende billede fungerer som ramme, og læseren får fornemmelsen af, at Leth har skrevet sine digte i toget, i flyet, på cyklen forskellige steder i verden – evigt rejsende og søgende, også sjæleligt.

I ”Før og efter videnskab” undersøger Kristian Leth temaer som liv, død, videnskab/det rationelle vs. åndelighed/det uforklarlige, natur, dyr og hvad det vil sige at være et menneske i en moderne verden. I digtet ”Lascaux” (s. 51) lyder det f.eks.: ”Senere i dag sidder jeg / i et fly og prøver / at forstå magien / i synet af skyer ovenfra / Nede i mørket ser dyreformerne / lige så levende ud / som nogen sinde i / femogtredive tusinde år”.

50951014

Det moderne digterjeg er melankolsk og vemodigt: ”Forårets glemte drøm / hæver sig op af ishavet” (s. 61), og undrende: ”Hvorfor musikken kan få en til at huske” (s. 20) og i flere af digtene ligger en kritik af den moderne verden. Jeg’et er både hverdagsligt og eksistentielt bekymret for sine døtre, for sig selv, for menneskene, det lyder f.eks.: “Vi har kun ordene / og den forsvindende følelse / af at eksistere / og den er ikke til at stole på” (s. 7). Et andet sted sørger digterjeg’et over en afdød ven i digtet ”Til Kenneth Kock”, men jeg’et erkender livsbekræftende i samme tekst, at efter død kommer liv: ”Du døde i sommers for snart et år siden, men her er / foråret / for første gang og det virker / som det eneste rigtige, farvel” (s. 31). 

”Før og efter videnskab” er en blanding af dagligdags observationer, intellektuelle, nærmest antropologiske refleksioner og spirituelle forestillinger om livet som mystisk og flerdimensionelt. Digtsamlingen antyder, at det videnskabelige sprog ikke rækker, når det handler om at forklare de større sammenhænge i livet. 

Rent sprogligt ligger Leth i disse digte et sted mellem de to foregående hhv. konkrete og abstrakte bøger – og som afsender fremstår han mere moden, eftertænksom og personlig i sit stof.