Kristian Leth

Kristian Leth (f. 1980) er søn af digteren Jørgen Leth og skuespilleren Hanne Uldall – og er selv far til tre børn. Han kommer fra en kunstnerisk familie, der bl.a. også tæller filminstruktøren Asger Leth, Kristians bror. Man kan støde på Kristian Leths navn inden for flere forskellige brancher, for han har både optrådt som skuespiller i bl.a. ungdomsgyseren “Midsommer", som tv-vært i musikprogrammet Liga.dk, som musiker i bandet The William Blakes og som digter til indtil videre tre digtsamlinger udkommet med flere års interval. Leths diskografi er dobbelt så stor som bibliografien, og mellem digtsamlingerne – hhv. “Land” (2002), “Besværet” (2008), “Før og efter videnskab” (2014) – har han lavet sit eget pladeselskab Speed of Sound, udgivet mere end seks plader, lavet titelsange til danske tv-serier og sat musik til flere af sin fars film, f.eks. “Det erotiske menneske” og “De fem benspænd” – og meget andet.

Kristian Leth debuterede som digter i 2002, samme år, han blev færdig på Forfatterskolen i København, hvor Hans Otto Jørgensen på daværende tidspunkt var rektor. Her gik han på årgang med bl.a. Adam Drewes, Nina Søs Winther og Eli I. Lund. Efter Forfatterskolen kom Kristian Leth på DRs Talenthold, som er en toårig uddannelse på DR for unge talenter. I DR-regi har han sidenhen – og senest i 2014 – modtaget flere priser for sin lette formidling af tungere temaer som klassisk musik, åndelighed og religion – emner han efter eget udsagn har været interesseret i siden 10-12-års alderen. 

Der er ingen tvivl om, at Leth er en intellektuel kunstner i konstant bevægelse og desuden en kyndig bruger af det danske sprog. Ikke desto mindre har han udelukkende skrevet sange på engelsk i bandprojekterne Baron Criminel og The William Blakes, indtil han i 2012 sprang ud som soloartist på pladen “Hjemad”, der består af ni dansksprogede sange. I et interview med Politiken i forbindelse med “Før og efter videnskab” luftede Leth, at han skriver på en roman – og det vil så fald blive hans første af slagsen: “Den bog, jeg er i gang med at skrive nu er en fortælling med mange forskellige spor. Mange sider, meget ambitiøst og alt muligt pis.” (Jakob Dybro Johansen: Kristian Leth: Musikken er min pause, der giver liv til litteraturen. Politiken, 2013-08-03).

I 2002 debuterede Kristian Leth med digtsamlingen “Land” på forlaget Gyldendal – samme år, han blev færdig på Forfatterskolen i København. På forsiden af bogen ser man forfatteren, dengang 22 år gammel, iscenesat som et klassisk, farverigt Andy Warhol-serigrafi. Bogen fylder 33 sider og har et kvadratisk format som en singleplade. Det er formodentlig ikke tilfældigt, for flere af digtene i samlingen har musikalske referencer – f.eks. digtet “this charming man”, hvis titel er direkte taget fra musikeren Morrisseys sang af samme navn. Morrissey synger bl.a.: “I would go out tonight, but I haven’t got a stitch to wear”. I Leths digt lyder det i modereret version: “mine håndled er tynde / mine håndflader vendt opad / i en gestus / i would go out tonight / men min hals er helt tør / punctured bycykle“ (s. 18).

I digtet “vi vil altid have firenze” (s. 21) – der i øvrigt refererer til det berømte citat fra filmen “Casablanca”, hvor Humphrey Bogart og Ingrid Bergman skilles med ordene “We’ll always have Paris” – sender forfatteren hilsner til musikeren Brian Eno. Der citeres ordret fra sangen “Dead Finks don’t talk” med linjerne: “oh cheeky cheeky / oh naughty sneaky / you’re so perceptive / and i wonder how you knew”. Der er flere både direkte og indirekte referencer til især musik – og dette kan læses som en hyldest til forfatterens (og musikerens) musikalske helte.

24371689

“Land” er på flere måder en letlæselig og ungdommelig digtsamling med popkulturelle referencer – og flere lag for den omhyggelige læser. Digtene sværmer om klassiske temaer som forår, forelskelse, sanselig natur – sol, lys, himmel, sand – et jeg og et du. Samtidig er der en rød tråd i de enkle digte, da flere af dem tager udgangspunkt i byer og geografiske steder i verden – fra Islands Brygge til Californien til Japan til Marrakesh til Kina. Der er ingen fast rytme eller metrik i digtene, ingen rim, men til gengæld anvender Kristian Leth af og til gentagelsesmønstre, som også kan læses som en hilsen til musikken – jf. omkvæd og repeterende linjer – der senere er blevet en af Leths leveveje.