En forårsnat i 1929 overgav C. S. Lewis sig til Gud. Han havde længe kæmpet imod, sagde han, men nu gik den ikke længere. Han blev hurtigt en meget populær amatørteolog, og han udgav bøger og holdt foredrag, hvori han især beskæftigede sig med religiøse problemstillinger for almindelige mennesker. Det var ikke teologi på et svævende, akademisk niveau, men religiøse, etiske spørgsmål for menigmand. Og C. S. Lewis var en rigtig dygtig formidler, debattør og forkynder.
For eksempel omhandler The Problem of Pain (som ikke er oversat til dansk) det klassiske problem: hvordan kan Gud være god, når der er så megen sorg og lidelse? Ville en barmhjertig Gud virkelig tillade dette? Lewis mente at svaret er, at man som menneske ofte udvikler sig åndeligt gennem lidelse. At smerten tit er nødvendig for den mentale vækst.
Adskillige af Lewis’ religiøse værker – som indbefatter både fag- og skønlitteratur – er oversat til dansk, og til de bedre kendte hører Fra helvedes blækhus. Denne bog består af 31 breve, som er skrevet af dæmonen Fangegarn. Fangegarn er kontorchef i et af helvedes afdelinger; han er magister i ondskab og docent i synd! Brevene er skrevet til Fangegarns nevø, Malurt, som skal forsøge at lokke et menneske i fordærv, og han får således gode råd af sin onkel. Undervejs bliver mange religiøse spørgsmål belyst, og den populære bog viser ikke mindst Lewis fra hans ironiske og humoristiske side.
Gud er så at sige til stede i alle Lewis’ værker. Der er som regel mindst én person som benægter Guds eksistens, eller som forråder Ham – og denne person bliver aldrig helt lykkelig, før han eller hun har taget den højere magt til sit hjerte. Men selvom alle hans bøger berører religion, sagde Lewis at han aldrig begyndte på en historie med et særligt kristent budskab for øje.
Som historiefortæller så C. S. Lewis – ligesom sin ven Tolkien – fantasygenren som særligt spændende, ikke mindst som medie for religiøse budskaber. Fantasy er nemlig ofte en meget symbolsk genre, beslægtet med myten, som tillader en forfatter at fortælle en gammel historie i nye klæder – eller fortælle en historie, som tilsyneladende handler om ét, men i virkeligheden (også) handler om noget helt andet.