C. S. Lewis’ ekstremt populære serie om Narnia består af syv bind, som blev udgivet i følgende rækkefølge:
1: Løven, heksen og garderobeskabet (1950)
2: Prins Caspian (1951)
3: Morgenvandrerens rejse (1952)
4: Sølvstolen (1953)
5: Hesten og drengen (1954)
6: Troldmandens nevø (1955)
7: Det sidste slag (1956)
Lewis mente tilsyneladende, at bøgerne også skulle læses i denne rækkefølge, selvom nr. 6 ifølge bøgernes interne kronologi kommer først, og selvom nr. 5 foregår i slutningen af nr. 1.
De fleste forlag (også det danske, Borgen) har valgt en noget anderledes rækkefølge, som er i overensstemmelse med den indre kronologi, nemlig: 6, 1, 5, 2, 3, 4, 7. Og selvom der blandt visse fans er diskussion om den ”korrekte” rækkefølge, er det ikke voldsomt vigtigt (blot bør nr. 7 – ”Det sidste slag ”– læses til sidst), for de enkelte bøger kan godt stå alene.
Løven, heksen og garderobeskabet foregår under 2. Verdenskrig, hvor fire søskende sendes til en gammel professor, som bor i et stort hus på landet. Den yngste pige, Lucy, finder ved et tilfælde ud af, at man ved at gå ind i et gammelt klædeskab kommer til en anden verden, Narnia, som er befolket af sære skabninger (bl.a. talende dyr – ikke mindst den mytiske og mægtige løve, Aslan). Snart får hun sine søskende – Peter, Susan og Edmund – med til Narnia, hvor det er permanent vinter på grund af Den hvide Heks, Jadis. En gammel spådom fortæller, at menneskebørns ankomst til Narnia varsler enden på heksens onde styre ...
06525865
Efter et år i vores verden, rejser de samme børn i Prins Caspian tilbage til Narnia, hvor flere århundreder i mellemtiden er svundet. Ondskaben er atter løs i eventyrlandet, og børnene vil hjælpe prins Caspian med at vælte den onde Miraz af tronen. Inden det store slag får de heldigvis hjælp af Aslan ...
I Morgenvandrerens rejse tilbringer Lucy og Edmund sommeren hos deres fætter Eustace. De finder tilfældigvis en portal til Narnia, hvor de sammen med Caspian, som nu er konge, kommer ombord på skibet Morgenvandreren. Sammen rejser de til uudforskede lande for at finde syv adelsmænd, som den onde Miraz sendte bort ...
Fætter Eustace og hans skolekammerat Jill bliver i Sølvstolen kaldt til Narnia for (sammen med en marskmule) at finde en forsvunden prins. Aslan sender dem på en lang rejse mod nord, hvor der bl.a. bor kæmper ...
Hesten og drengen begynder i Calormen, et rige syd for Narnia, hvor drengen Shasta og pigen Aravis flygter sammen. De må advare Narnia mod et angreb fra Calormen – et farligt forehavende, men undervejs møder de Aslan ...
Troldmandens nevø handler om selve Narnias skabelse, og om hvordan Den hvide Heks, Jadis, kom til landet – og ikke mindst hvordan garderobeskabet kom til at fungere som magisk portal mellem vores verden og Narnia!
I seriens sidste bind, Det sidste slag, går det rigtig skidt for Narnia. Onde kræfter har sneget sig ind, ikke mindst fra Calormen, og Jill og Eustace kommer Narnia til hjælp. Det ender i et gigantisk slutspil, hvor det gode må kæmpe mod det onde om Narnias skæbne.
Narnia-bøgerne er nogle af alle tiders mest populære fantasyromaner, og med god grund. Man kan identificere sig med børnene og forstå deres problemer, der er hele verdener i og på spil, den anden verden – Narnia – er rigt og detaljeret beskrevet, problemstillingerne er indtagende og universelle, og så er bøgerne enormt spændende.
Lige siden Narnia-serien udkom, har mange lagt stor vægt på romanernes religiøse eller kristne indhold. Det religiøse er som nævnt altid med i Lewis’ bøger, og det gælder også Narnia-serien, hvor det mest iøjnefaldende kristne element er løven Aslan, som er en Jesus-figur. (Aslan betyder for resten løve på tyrkisk.) Men Lewis inddrog også mange andre elementer i Narnia-bøgerne; bl.a. fik han inspiration fra græsk og romersk mytologi.
Lewis sagde dog, at Aslan ikke ”bare” var et symbol på Jesus. Som han skrev i et brev: ”Man tager fejl, hvis man tror, at alting i bøgerne ’repræsenterer’ noget i denne verden. ... Jeg sagde ikke til mig selv: ’Lad os repræsentere Jesus, som Jesus virkelig er i vores verden, ved en løve i Narnia.’ Jeg sagde: ’Lad os antage, at der var et land som Narnia, og at Guds Søn, ligesom han blev menneske i vores verden, blev en løve dér – og lad os så forestille os, hvad der ville ske.’”
Som det antydes, er Narnia-bøgerne blevet læst allegorisk. En allegori er en historie, som har to planer – det umiddelbare plan, dvs. det som historien tilsyneladende handler om, og så et mere symbolsk plan, som man skal tolke sig frem til. Det er ingen hemmelighed, at Lewis var bevidst om det symbolske plan i Narnia-bøgerne, altså om de kristne elementer. Ved at skrive symbolsk, ønskede Lewis at præsentere idéerne i deres ”rene” form: han var klar over, at mange mennesker har forbehold over for religion og kristendom, og han håbede således at kunne ”snige” de kristne idéer forbi folks forbehold og hæmninger.
Narnia-bøgerne er dog først og fremmest bøger for børn, og det var Lewis’ forhåbning, at børn kunne læse og nyde historierne uden at være klar over, at de også blev undervist undervejs. Og der er formentlig mange Narnia-læsere, som slet ikke har indset, at romanerne er dybt religiøse.
Netop det religiøse aspekt er faldet nogle for brystet, bl.a. den britiske forfatter Philip Pullman, som i et interview med journalisten Bo Green Jensen siger: ”Jeg har ingen respekt for C. S. Lewis. Han var en dårlig forfatter. Han kunne fortælle en historie, og han havde en smuk prosastil, det må vi give ham, men hans Narnia-bøger virker på mig som propaganda. De lyver, de snyder, de forvrænger, de gør alle de ting, som litteratur netop ikke bør gøre. Det er ren, ufortyndet propaganda, og jeg hader og foragter de bøger” (i Det første landskab, s. 83).
Pullmans dom er meget hård – og også for hård. For det første har alle forfattere dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og Lewis lagde ikke skjul på, at hans dagsorden var kristen. Og som Philip Pullman selv siger, så var C. S. Lewis en dygtig fortæller, som tilmed havde et smukt sprog. Og så træder det altså lidt i baggrunden, at han havde kristne motiver – for man kan som nævnt sagtens læse bøgerne uden at ane noget som helst om kristendom, eller uden at opfatte eller bekymre sig om den kristne symbolik, for den sags skyld. I sidste ende er det et spørgsmål om litteratursyn – om hvordan man definerer god litteratur – og hvis man synes, at god litteratur først og fremmest er spændende og uforglemmelige historier, som man lever sig ind i og som berører én – ja, så er C. S. Lewis’ bøger om Narnia god litteratur!
Narnia-bøgerne er efterhånden gamle, men de tiltaler stadig børn, unge og voksne i dag. For selvom de har et halvt århundrede på bagen, er sproget ikke specielt gammeldags. Og uanset hvor religiøse eller manipulerende, gammeldags eller konservative Narnia-bøgerne end måtte være – så er det altså en række drønspændende historier!