Yiyun Lis historiske roman ”De hjemløse” tager udgangspunkt i en politisk handling, hvor en kvinde skal henrettes. Romanen sammenfletter det moderne Kinas voldsomme historie med et særpræget persongalleris skæbner i Mudderflodens by. En alvidende fortæller sammenvæver de mange personlige fortællinger til ét handlingsforløb, og der springes frem og tilbage i tid forholdsvis ubesværet. Outsidere og insideres skæbner skildres dramatisk og romanen er billedrig, brutal og blodig. Romanen forvalter det historiske stof på en måde, så de politiske og sociale forhold fremstår meget overbevisende.
De to novellesamlinger ”Efter tusind års fromme bønner” og ”Gulddreng, smaragdpige” har primært tredjepersonsfortællere, men også enkelte jeg-fortællere. Novellen ”Udødelighed” anvender en vi-fortæller til at udtrykke folkets stemme. Novellerne er en særegen blanding af mødet mellem de gamle og nye Kina, fortalt i en melankolsk og underspillet sprogtone, som minder om den nøgterne stil i Anton Tjekhovs noveller. Yiyun Lis tekster ligner dermed hverken den traditionelle American Short Story eller de romaner, som andre kinesisk-amerikanske forfattere har skrevet.
Tematisk kredser novellerne om ensomhed, sorg, tab, passivitet, familieforpligtelser, loyalitet, seksualitet og ægteskaber, hvor passion er erstattet med tryghed. I den kinesiske kultur er familien et vigtigt fundament, men i kølvandet på Kulturrevolutionen er fundamentet begyndt at krakelere. Yiyun Li skriver med udgangspunkt i almindelige mennesker eller outsideres liv, og der er intet heltemodigt ved dem. De tør ofte ikke udtrykke deres følelser eller begær over for andre, heller ikke deres nærmeste. De er utilpassede, undertrykte eller har svært ved at indfri familiens og samfundets forventninger. De er desillusionerede og søger f.eks. trøst i litteraturen. Når de læser Charles Dickens eller D.H. Lawrence får de adgang til en ny verden indeni, et rum de kan være i, når livet omkring dem gør for ondt.
”De hjemløse” giver et voldsomt og blodigt indblik i de politiske, kulturelle, sociale forhold i et moderne Kina. Tematisk forholder romanen sig til det totalitære regime i Kina med dets vold, undertrykkelse, korruption og dobbeltmoral. Regimets kontrol gennemsyrer samfundet og får mennesker til at begå ugerninger, og den beskriver også, hvor ondskabsfuldt familiemedlemmer kan behandle eller forråde hinanden.