Cecilie Linds skrift har flere berøringsflader med dansk litteraturhistorie. Slægtskaber strækker sig tilbage til 1920’ernes ekspressionisme og navnlig Rudolf Broby-Johansens stumpe og jeg-løse sætningsbygning. Hvor Broby-Johansen kun er grum, er Lind dog også sød. Tillige finder vi fællestræk i 1960’ernes teksteksperimenter, hvor Per Højholts ”Turbo” skal fremhæves som et fortilfælde af en tekstmodus, der stadigt forskyder sig i stedet for at sigte på et mål. Man kan endelig fornemme Michael Strunges alvor og selvtillid i Linds (tidlige) tekster. Man ser Strunge for sig, med mascaraen flydende i øjenkrogen og verden hamrende ind i de stakkels overbelastede sanser, når Lind i et interview fra 2013 forklarer: ”Af og til kommer ord til mig i strømsk virvar. Det kan føles yderst voldsomt. Jeg overmandes, og så må fingrene forsøge at følge med hjernens udspyningsproces.” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19).
Skal vi kigge på samtiden, kan man pege på Charlotte Weitze som en litterær artsfælle. Weitzes folkloristik, tæt befolket af nisser, talende dyr og unge kvinder, er i det mindste heller ikke bange for eventyrets overnaturlige topos. I de seneste bøger synes en inspiration fra Ursula Andkjær Olsen og med hende også Peter Laugesen at samle sig i en formskiftende og vildt udbredende skriftfacon.
”Mit barn” gentager på flere måder en æstetik, man kender fra 1970’erne. Det er igen Peter Laugesens udflydende, ustoppelige modus og Suzanne Brøggers rodede grænseløshed, særligt i ”Creme fraiche”. Men det er også Vita Andersens bekendende knækprosa og så selvfølgelig den helt store fødebog, Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”, der nok deler motiv men så ikke meget andet med ”Mit barn”. I dag skriver ”Mit barn” sig ind i en kreds af forældrebøger skrevet af forfattere som Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Maja Lucas og på den fædrene side Jan Thielke og Rolf Sparre Johansson.