” … et udsyn hærget af fugt”. Sådan lyder den sidste sætning i Cecilie Linds debutbog fra 2012, ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. Der bindes således en sløjfe mellem udgang og indgang – mellem titel og afslutningsreplik.
”Dughærget pupil accelererer tusmørket” består af 35 korte tekststykker opsat i en smal centreret spalte. Uden brug af tegnsætning løber teksterne hen over siderne i remsende sideordninger, hvis begyndelse og slutning er umarkeret, endsige utydelig. Egentlig ville et højt format hen ad børneklassikeren ”Lange Peter Madsen” være mere passende for disse aflange teksttæppers egenart; mere passende end den foreliggende lille bog, hvori Linds strømmende skrift forstyrres utidigt af sideskift.
29492344
Linds sprog er ”dughærget” og ”tusmørkt”. Der leveres ikke pointer og opbygges ikke forklaringer eller udredninger, der søger et mål. I stedet møder teksterne læseren som en sær diktion, hvis princip er defineret omkring et ustandseligt forskydende nu, der kun orienterer sig to-tre ord tilbage i teksten og derfra kaster nye ord fremad.
Således er repeterede klangbilleder og særligt bogstavrim hyppige – gerne i tre- og firfoldige rytmiske udbrud: ”legende legendelabert” (s. 60) eller ”forbarmet forarmet styret forsvarsmekanisme” (s. 29). Lind skriver i en øjeblikkets logik, hvor sammenhænge er noget, der snarere skabes og genskabes kontinuerligt end noget, der er definerende eller styrende for sætningers udbredelse. Lind skal ingen steder hen, men det er abeskønt at gå, for at parafrasere Per Højholts ”Turbo”.
”Dughærget pupil accelererer tusmørket” kan man genkende på sætningernes generelle mangel på subjekt og i særdeleshed mangel på ”jeg”. Linds sætningskonstruktion er desuden præget af nydannelser, passiv-verber og ubestemte substantiver – tre bomærker, som tilfører det jeg-løse sprog yderligere tørhed og distance: ”..at erobre himmelrum [minus bestemmelse] blidt i fjerforhutlet [neologisme]/ dragt af uforløste længsler næbhænges [passivform + neologisme]/ i usynligt bur trimmes [minus bestemmelse + passivform] tro på ro [minus bestemmelse] …” (s. 45). Når sætninger fremstår mere normalgrammatiske, er sætningssubjektet fortrinsvist et sært substantiv (Dunkelhovedet fjerpostyr) eller en distanceret tredjeperson fra fantastikkens kulørte persongalleri (havherre, frø, vampyr). Lind opererer slet ikke med noget så konstrueret som normalt.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Dughærget pupil accelererer tusmørket"