I Britta og prins Benny (1996) er farvelægningen igen mere afdæmpet. Blandt andet fordi de fleste tegninger har en lys, gul farve i bunden, der lige tager toppen af farvernes kraft. Til gengæld eksperimenteres der med perspektivet i tegningerne, og i opslaget hvor Britta og Prins Benny standser op foran et højhus inde i byen, ser man for første gang, at Pija Lindenbaum ser stort på perspektivreglerne og tegner husene, som de må se ud for et lille barn, der kommer fra landet. ”Pludselig giver Britta et råb fra sig og standser op. Aldrig har hun set så højt et hus. ”Se, prins Benny, det når næsten helt op til skyerne! Det må være slottet!”
Tegningerne i Stærke Arnold (1997) minder meget om de foregående bøgers med en nedtonet farvelægning, der her understreger stemningen af uhygge og spænding. Bogen handler om tre børn, der er helt sikre på at gamle, stærke Arnold holder børn i bur i sin kælder. Banden består af to drenge og en pige, og det er pigen der er lederen. Sådan er det i de fleste af Pijas bøger.
Historien om manden der bor alene og holder børn i bure i kælderen stammer fra Pijas egen barndom. Hun husker tydeligt sin og de andre børns skræk for manden, der i deres fantasi voksede til dette uhyre.
I bogen møder man også for første gang et dyr, som senere skulle vise sig at få stor indflydelse på Pija Lindenbaums bøger. Nemlig ulven, men mere om dem senere.