Pija Lindenbaum

illustratoren Søren Jessen, 2004.
Main image
Lindenbaum, Pija
Foto: POLFOTO

Indledning

I 1990 udkom Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst: Else-Marie og minifædrene (på dansk i 1991). Den blev et gennembrud, der straks etablerede hende som en tegner, der også kan skrive. At hun kunne tegne, vidste man allerede, idet hun indtil da havde illustreret adskillige bøger. De fleste hovedpersoner i Pija Lindenbaums bøger er små stærke piger, der går mod strømmen. Piger der handler. Selv siger hun, at de handler om rædsel!

 

28443269

Blå bog

Født: 1955 i Sundsvall, Sverige.

Uddannelse: Ikke kendt.

Debut: Else-Marie og minifædrene. Carlsen, 1991. (Else-Marie och småpapporna, 1990). Billedbog.

Priser: Sveriges Bokhandelsmedhjälpares plakett 1991 for Else-Marie og minifædrene. Expressens Heffaklump 1991 for Else-Marie og minifædrene. Illustrator of the year på Børnebogsmessen i Bologna 1993. Elsa Beskow-plaketten 1993. New York Times diplom for Boken om Bodil (ikke oversat til dansk). Augustpriset 2000 for Gitte og gråulvene.

Seneste udgivelse: Gitte gemmer sig. Klematis, 2012. (Gittan gömmer bort sej, 2011). Billedbog.

Inspiration: Kigger mere på den enkelte bog end på forfatternavnet. Kan godt lide specielle bøger. Især ”Loranga, Mazarin och Dartanjang,” af Barbro Lindgren.

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Omslag: Pija Lindenbaum og
Carlsen

I 1990 udkom Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst: Else-Marie og minifædrene (på dansk i 1991). Den blev et gennembrud, der straks etablerede hende som en tegner, der også kan skrive. At hun kunne tegne, vidste man allerede, idet hun indtil da havde illustreret adskillige bøger. Men ”Else-Marie og minifædrene” vakte en del forundring, for hvad var meningen med, at Else-Marie havde syv små fædre? Pija selv husker, at man dengang undrede sig mere over forfatteren end over bogen, for hvordan kan man tænke sådan? Hun syntes ikke selv, den var så mærkelig, dengang hun lavede den, for hun har altid været meget optaget af de gamle sagaer, hvor alt jo nærmest kan lade sig gøre så hvorfor ikke syv små fædre? At hun altid har haft et kompliceret forhold til sin egen far var ikke grunden til, at hun lavede bogen, men nu – mange år senere – kan hun godt se, at der måske er en sammenhæng.

Tegnestilen er traditionel med en brun og blød konturstreg, malet med pensel, der ikke råber alt for højt, og farvelægningen er yderst afdæmpet. Men figurerne lever og viser tydeligt, at her er en tegner, der formår at skabe levende, interessante figurer. En tegner der kender kroppen og dens udtryksmuligheder. En stor iagttager.

De fleste hovedpersoner i Pija Lindenbaums bøger er små stærke piger, der går mod strømmen. Piger der handler. Selv siger hun, at de handler om rædsel. Hun var selv et bange barn og er det sådan set stadigvæk. Hendes datter er ligesådan, men selvom man er et bange menneske, så finder man ud af det. Man klarer sig. På sin egen måde. ”Alt jeg laver er selvbiografisk,” siger Pija, ”eller også har jeg det fra min datter.”
At Pija er en succesfuld tegner og forfatter er der slet ingen tvivl om, og en del af hendes bøger er oversat til en række sprog.

Over åen

De levende figurer er også karakteristisk for Over åen (1993) af Lennart Hagerfors – ja, for hele Pija Lindenbaums produktion. Der bruges stadig brun til at tegne konturer med, men farvelægningen er mere sprælsk. I hvert fald på helsidestegningerne. De fleste opslag består nemlig af en helsidestegning overfor en side med tekst plus en vignettegning holdt helt i brune farver. De brune tegninger er en sjov ide, der giver hele historien et præg af, at være noget der erindres. Noget fra de gode gamle dage, inden verden gik amok. Der er ingen væltede perspektiver eller underlige synsvinkler, og der er en stor ro i tegningerne. At tegne visse sekvenser i sort/hvide eller brun/hvide toner har Pija i øvrigt også gjort i Else-Marie og minifædrene og i Stærke Arnold , og i begge tilfælde er det sekvenser som foregår inde i hovedet på hovedpersonen.

Britta, prins Benny og stærke Arnold

Copyright: Omslag:
Pija Lindenbaum

I Britta og prins Benny (1996) er farvelægningen igen mere afdæmpet. Blandt andet fordi de fleste tegninger har en lys, gul farve i bunden, der lige tager toppen af farvernes kraft. Til gengæld eksperimenteres der med perspektivet i tegningerne, og i opslaget hvor Britta og Prins Benny standser op foran et højhus inde i byen, ser man for første gang, at Pija Lindenbaum ser stort på perspektivreglerne og tegner husene, som de må se ud for et lille barn, der kommer fra landet. ”Pludselig giver Britta et råb fra sig og standser op. Aldrig har hun set så højt et hus. ”Se, prins Benny, det når næsten helt op til skyerne! Det må være slottet!”

Copyright: Omslag:
Pija Lindenbaum & Gyldendal

Tegningerne i Stærke Arnold (1997) minder meget om de foregående bøgers med en nedtonet farvelægning, der her understreger stemningen af uhygge og spænding. Bogen handler om tre børn, der er helt sikre på at gamle, stærke Arnold holder børn i bur i sin kælder. Banden består af to drenge og en pige, og det er pigen der er lederen. Sådan er det i de fleste af Pijas bøger.

Historien om manden der bor alene og holder børn i bure i kælderen stammer fra Pijas egen barndom. Hun husker tydeligt sin og de andre børns skræk for manden, der i deres fantasi voksede til dette uhyre.

I bogen møder man også for første gang et dyr, som senere skulle vise sig at få stor indflydelse på Pija Lindenbaums bøger. Nemlig ulven, men mere om dem senere.

 

 

Hekseri

Copyright: omslag:
Pija Lindenbaum

Grumses café (1998) er et vendepunkt i Pija Lindenbaums karriere efter min mening. Pludselig er der fuld knald på farverne og figurtegningen er mere fri, men stadig med en fantastisk evne til at skabe liv. Se bare på de herlige ansigtsudtryk som bogen er fuld af. Heksemutter Grumse og lille Grete åbner en café, der tiltrækker alskens dyr, og her får tegneren rigtig lejlighed til at vise, hvor god hun (også) er til at tegne den slags. Endda med et morsomt twist, som for eksempel en frø med højhælede sko som fødder, fugle med bananer som vinger, eller et helt rødt (og meget forundret) får.

Bogen peger på flere måder hen mod bøgerne om Gitte, der udkommer de følgende år. Se for eksempel på bogens forsats (indersiden af omslaget). Den viser et træs spinkle grene med enkelte blade på en helt gul baggrund, der minder meget om bagsiden på Gitte-bøgerne.

Det virker, som om tegneren har forsøgt at eksperimentere her, og Pija siger også selv, at det er vigtigt at eksperimentere. Hun vil gerne eksperimentere. Problemet er bare at hun, som det bange, forsigtige menneske hun er, har svært ved at tage for store spring. Måske en af forklaringerne på at hun har malet med vandfarver hele vejen igennem sin bogproduktion og først for nylig er begyndt, at blande lidt akrylmaling ind i tegningerne. Hun er længe om at finde den helt rigtige farve, når hun farvelægger, og det er nok her, hun har eksperimenteret mest i de sidste år.

Gitte trilogien

Copyright: omslag:
Pija Lindenbaum

I Gitte bøgerne har Pija Lindenbaum nået sit foreløbige højdepunkt. Farvelægningen er fantastisk, selvom det i bund og grund er præcis den samme teknik, som er blevet brugt helt tilbage fra Else-Marie og minifædrene. Nu mestrer hun den bare bedre og hele hendes måde at tænke tegning på har ændret sig. Men på ti år skulle man vel også gerne kunne se en udvikling. Selv siger Pija at det, der afholder hende fra de helt vilde eksperimenter er fejhed. Og hvad er der så med de ulve? De symboliserer det farlige, rædslen, angsten for det ukendte. En rædsel hun som sagt deler med sin datter, der en dag fortalte sin mor, at hun var bange for at sove, fordi der lå ræve under sengen. Pija syntes ikke ræve var dramatiske nok, så hun lavede det om til ulve og fandt på historien om Gitte og gråulvene.

I Gitte og gråulvene (2000) er skovbunden rød i store dele af bogen og træstammerne violette. Men roen er der stadig. Se for eksempel på tegningen af Gitte der opdager, at hun er blevet væk. Hun sidder på en stor grå sten midt i en masse gult og skuler hen mod skoven og mørket mellem træstammerne, der anes i det øverste højre hjørne. En mesterlig tegning der siger mere end … ja, rigtig mange ord.

Gitte og uldhovederne (2001) starter lige på og hårdt med en tegning af et turisthotel med svømmepøl, og lille Gitte der står på en balkon højt, højt oppe og føler sig helt fortabt. ”Her er ingen børn og ingen sandkasse. Kun voksne, som taler underligt og har badetøj på hele dagen.” Den tegning er meget atypisk for Pija Lindenbaum. Det væltede perspektiv er brugt maksimalt og måske peger den fremad mod kommende tegninger? Den er i hvert fald meget anderledes end hendes tidligere tegninger af huse (måske på nær den ene i Britta og prins Benny som er omtalt tidligere). I øvrigt skildrer Pija mesterligt den skarpe sol nede sydpå. Se, hvordan den hvidkalkede bygning skærer i øjnene. Man kan godt forstå, at Gitte på næste opslag foretrækker at sidde i skyggen – med strømperne på.

Den tredje bog i trilogien om Gitte er udkommet på svensk Gittan och älgbrorsorna, men er ikke i skrivende stund oversat til dansk og omtales derfor ikke her.

 

Bibliografi

Bøger skrevet eller illustreret af Pija

Kral, Inger:
Skal vi gå i bad? 1982. Billedbog.
Kral, Inger:
Skal vi stege sild? 1983. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Else-Marie og minifædrene. 1991. Billedbog.
Hagerfors, Lennart:
Over åen. 1993. Billedbog.
Karlsson, Anna-Malin:
Navle her og numse der: en bog om kroppen 1996. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Britta og prins Benny. 1996. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Stærke Arnold. 1997. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Grumses café 1998. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Gitte og gråulvene. 2001. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Gitte og uldhovederne. 2002. Billedbog.
Lindgren, Astrid:
Mirabell 2002. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Gitte og elsdyrbrødrene. 2003. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Halli Hallo!: 49 anvisninger på sjove lege. 2003.
Lindenbaum, Pija:
Hvad siger hunden?: en dyrelyd-bog. 2004.
Lindenbaum, Pija:
Da Åges mor glemte alt. 2006. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Lille-Laudrup og den bedste onkel. 2007. (Lill Zlatan och morbror raring. 2006).
Lindenbaum, Pija:
Kenny og barbierne. 2008. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Liv sover vild. Klematis, 2010. (Siv sover vilse, 2009). Oversat af Mette Jørgensen. Billedbog.
Lindenbaum, Pija:
Gitte gemmer sig. Klematis, 2012. (Gittan gömmer bort sej, 2011). Billedbog.

Læs mere om Pija Lindenbaum

Författare & illustratörer för barn och ungdom. 1998 Nulevende svenske og udenlandske forfattere og illustratorer.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Pija Lindenbaum

Om forfatterskabet

Links

Portræt af Pija Lindenabaum på forlaget Rabén & Sjögrens hjemmeside, hvor Lindenbaum har udgivet en lang række værker.