Pija Lindenbaum

Artikel type
illustratorer
illustratoren Søren Jessen, 2004.
Main image
Lindenbaum, Pija
Foto: POLFOTO

Indledning

I 1990 udkom Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst: Else-Marie og minifædrene (på dansk i 1991). Den blev et gennembrud, der straks etablerede hende som en tegner, der også kan skrive. At hun kunne tegne, vidste man allerede, idet hun indtil da havde illustreret adskillige bøger. De fleste hovedpersoner i Pija Lindenbaums bøger er små stærke piger, der går mod strømmen. Piger der handler. Selv siger hun, at de handler om rædsel!

 

28443269

Blå bog

Født: 1955 i Sundsvall, Sverige.

Uddannelse: Ikke kendt.

Debut: Else-Marie og minifædrene. Carlsen, 1991. (Else-Marie och småpapporna, 1990). Billedbog.

Priser: Sveriges Bokhandelsmedhjälpares plakett 1991 for Else-Marie og minifædrene. Expressens Heffaklump 1991 for Else-Marie og minifædrene. Illustrator of the year på Børnebogsmessen i Bologna 1993. Elsa Beskow-plaketten 1993. New York Times diplom for Boken om Bodil (ikke oversat til dansk). Augustpriset 2000 for Gitte og gråulvene.

Seneste udgivelse: Gitte gemmer sig. Klematis, 2012. (Gittan gömmer bort sej, 2011). Billedbog.

Inspiration: Kigger mere på den enkelte bog end på forfatternavnet. Kan godt lide specielle bøger. Især ”Loranga, Mazarin och Dartanjang,” af Barbro Lindgren.

Baggrund

Omslag: Pija Lindenbaum og
Carlsen

I 1990 udkom Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst: Else-Marie og minifædrene (på dansk i 1991). Den blev et gennembrud, der straks etablerede hende som en tegner, der også kan skrive. At hun kunne tegne, vidste man allerede, idet hun indtil da havde illustreret adskillige bøger. Men ”Else-Marie og minifædrene” vakte en del forundring, for hvad var meningen med, at Else-Marie havde syv små fædre? Pija selv husker, at man dengang undrede sig mere over forfatteren end over bogen, for hvordan kan man tænke sådan? Hun syntes ikke selv, den var så mærkelig, dengang hun lavede den, for hun har altid været meget optaget af de gamle sagaer, hvor alt jo nærmest kan lade sig gøre så hvorfor ikke syv små fædre? At hun altid har haft et kompliceret forhold til sin egen far var ikke grunden til, at hun lavede bogen, men nu – mange år senere – kan hun godt se, at der måske er en sammenhæng.

Tegnestilen er traditionel med en brun og blød konturstreg, malet med pensel, der ikke råber alt for højt, og farvelægningen er yderst afdæmpet. Men figurerne lever og viser tydeligt, at her er en tegner, der formår at skabe levende, interessante figurer. En tegner der kender kroppen og dens udtryksmuligheder. En stor iagttager.

De fleste hovedpersoner i Pija Lindenbaums bøger er små stærke piger, der går mod strømmen. Piger der handler. Selv siger hun, at de handler om rædsel. Hun var selv et bange barn og er det sådan set stadigvæk. Hendes datter er ligesådan, men selvom man er et bange menneske, så finder man ud af det. Man klarer sig. På sin egen måde. ”Alt jeg laver er selvbiografisk,” siger Pija, ”eller også har jeg det fra min datter.”
At Pija er en succesfuld tegner og forfatter er der slet ingen tvivl om, og en del af hendes bøger er oversat til en række sprog.

Over åen

De levende figurer er også karakteristisk for Over åen (1993) af Lennart Hagerfors – ja, for hele Pija Lindenbaums produktion. Der bruges stadig brun til at tegne konturer med, men farvelægningen er mere sprælsk. I hvert fald på helsidestegningerne. De fleste opslag består nemlig af en helsidestegning overfor en side med tekst plus en vignettegning holdt helt i brune farver. De brune tegninger er en sjov ide, der giver hele historien et præg af, at være noget der erindres. Noget fra de gode gamle dage, inden verden gik amok. Der er ingen væltede perspektiver eller underlige synsvinkler, og der er en stor ro i tegningerne. At tegne visse sekvenser i sort/hvide eller brun/hvide toner har Pija i øvrigt også gjort i Else-Marie og minifædrene og i Stærke Arnold , og i begge tilfælde er det sekvenser som foregår inde i hovedet på hovedpersonen.