Pija Lindenbaum

Omslag: Pija Lindenbaum og
Carlsen

I 1990 udkom Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst: Else-Marie og minifædrene (på dansk i 1991). Den blev et gennembrud, der straks etablerede hende som en tegner, der også kan skrive. At hun kunne tegne, vidste man allerede, idet hun indtil da havde illustreret adskillige bøger. Men ”Else-Marie og minifædrene” vakte en del forundring, for hvad var meningen med, at Else-Marie havde syv små fædre? Pija selv husker, at man dengang undrede sig mere over forfatteren end over bogen, for hvordan kan man tænke sådan? Hun syntes ikke selv, den var så mærkelig, dengang hun lavede den, for hun har altid været meget optaget af de gamle sagaer, hvor alt jo nærmest kan lade sig gøre så hvorfor ikke syv små fædre? At hun altid har haft et kompliceret forhold til sin egen far var ikke grunden til, at hun lavede bogen, men nu – mange år senere – kan hun godt se, at der måske er en sammenhæng.

Tegnestilen er traditionel med en brun og blød konturstreg, malet med pensel, der ikke råber alt for højt, og farvelægningen er yderst afdæmpet. Men figurerne lever og viser tydeligt, at her er en tegner, der formår at skabe levende, interessante figurer. En tegner der kender kroppen og dens udtryksmuligheder. En stor iagttager.

De fleste hovedpersoner i Pija Lindenbaums bøger er små stærke piger, der går mod strømmen. Piger der handler. Selv siger hun, at de handler om rædsel. Hun var selv et bange barn og er det sådan set stadigvæk. Hendes datter er ligesådan, men selvom man er et bange menneske, så finder man ud af det. Man klarer sig. På sin egen måde. ”Alt jeg laver er selvbiografisk,” siger Pija, ”eller også har jeg det fra min datter.”
At Pija er en succesfuld tegner og forfatter er der slet ingen tvivl om, og en del af hendes bøger er oversat til en række sprog.