“Emil i Lönneberga” fra 1963 (”Emil fra Lønneberg”, 1964 og 2010), “Nya Hyss av Emil i Lönneberga” fra 1966 (“Mere om Emil fra Lønneberg”, 1966 og 2008) og “Än lever Emil i Lönneberga” fra 1970 (“Han er her endnu – Emil fra Lønneberg”, 1970 og 2008) er endvidere samlet på dansk i “Bogen om Emil fra Lønneberg” fra 2000.
Bøgerne skildrer livet på landet i slutningen af 1800-tallet. Her møder vi den fantasifulde og egenrådige vildbasse Emil, som bor på gården Katholt i byen Lønneberg i Småland i Sverige. Fem år er han, da serien starter, og han bor med sine forældre Alma og Anton Svendsen, lillesøster Ida, karlen Alfred og pigen Line. Line er den, der malker, vasker op, vasker tøj og laver mad og den slags, og Alfred pløjer markerne og passer dyrene. For der er nemlig også dyr på Katholt: to heste, et par stude, otte køer, tre grise, ti får, femten høns, en hane, en kat og en hund. Nå ja, og så er der Tyttebær-Maja, som er en gammel kone, der ofte kommer og hjælper til med lidt af hvert på gården, og som kan fortælle grumme spøgelseshistorier.
Emil er en mester i at finde på skarnsstreger. Ja faktisk er han så slem, at folkene i Lønneberg samler penge ind til de stakkels Svendsens på Katholt, fordi det er så synd for dem, at de har sådan en uregerlig knægt. “Det kan være, der er nok til at sende Emil til Amerika”, siger de, men det bliver han nu ikke – heldigvis. Til gengæld ryger han i snedkerværkstedet, hver gang han har lavet ballade, og hver gang han sidder i værkstedet, snitter han en ny sjov lille mand. Da vi lærer Emil at kende, har han allerede snittet 54 træmænd, men i løbet af bekendtskabet når han op på hele 369 træmænd, der alle sammen bevares – bortset fra den, hans mor graver ned bag ribsbusken, fordi den ligner provsten for meget.
Noget af det særlige ved Emil fra Lønneberg-fortællingerne er beskrivelserne af det forhold, der er mellem Alfred og Emil. For uanset hvor stor en lømmel Emil er, og hvor mange skarnsstreger han finder på, så holder Alfred af Emil. Alfred kan lide Emil præcis, som han er, og er der noget, man har brug for, så er det da den form for ubetinget kærlighed. Når Alfred er færdig med sit arbejde, lærer han Emil alle mulige ting. Som for eksempel at lægge seletøj på en hest og hvordan man fisker, og så har Alfred for øvrigt lavet et fint trægevær til Emil, og det er Emils yndlingsting. Sammen med luen, som er en hue, han engang har fået af sin far. Emil elsker luen og bøssen så højt, at han ikke kan gå i seng uden at have begge dele med sig. Det nære forhold mellem den voksne og barnet markeres med sætninger som: ““Du og jeg, Alfred,”, sagde Emil. “Ja, du og jeg, Emil,” sagde Alfred.” Den opmærksomhed, Alfred viser Emil, og den kærlighed, der er imellem de to, er dyb og smuk, og man bliver varm om hjertet af det bekendtskab.
27409954
For øvrigt er Emil ikke udelukkende en lømmel. Han er også en dreng, der har pæren i orden, og han er aldrig ondskabsfuld. Faktisk er han en god og sød dreng, der tænker med hjertet og handler spontant. Nogen gange lidt for spontant. Mange af hans skarnsstreger skyldes hans retfærdighedssans, som for eksempel da han inviterer folk fra fattiggården hjem til julegilde, hvor fadene bliver tømt, mens forældrene er borte. Og selv om man måske ikke skulle tro det, når man først møder Emil, så bliver han ligefrem sognerådsformand, da han bliver voksen. Der er således en positiv morale i historien; at selvom man er en uartig dreng med lidt for mange påhit, så kan man godt være et fornuftigt menneske, der udvikler sig til at blive noget meget fint som voksen.
Man kan sige om Emil, at han er en art hverdagslivets Pippi. Begge er de små oprørere, der laver gale streger, begge er de godhjertede og hjælpsomme, og begge gør de op med autoriteter – Pippi gør eksempelvis op med kravet om en familie, med skolens autoritet og med politiets overmagt, mens Emil gang på gang underminerer den faderlige autoritet i husmandshjemmet. Emil er således endnu et af Astrid Lindgrens gode, stærke børn, der ikke blot står udenfor den voksne verden og dens vurderinger, men som gang på gang intervenerer i den, påvirker den og forandrer mønstrene. Men hvor Pippi ofte må digte for at overleve virkelighedens barske realiteter, der måske har druknet hendes far, og hvor hun har superkræfter, så er Emil et mere almindeligt barn uden evner til at bære heste over hovedet.
I øvrigt har Astrid Lindgren fortalt, at Emil er hendes yndlingsfigur, og at historierne delvist bygger på hendes fars fortællinger.