Beslægtede forfatterskaber

Astrid Lindgren var ikke alene om at revolutionere svensk børnelitteratur i perioden efter 2. Verdenskrig. Samme år, som Pippi Langstrømpe udkom i 1945, debuterede Tove Jansson som børnebogsforfatter. Både Pippi og Mumitrolden fremstår og agerer som selvstændige individer. Med et nutidigt pædagogisk begreb kan man sige, at de symboliserer ’det kompetente barn’. De er selv i stand til at udforske og fortolke verden – som for eksempel når Mumimor sender Mumitrolden alene ud på farlige opgaver i ”Kometen kommer”.

I øvrigt henter Astrid Lindgren noget af sit tankegods til Pippi-figuren fra så forskellige værker som Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, L.M. Montgomerys ”Anne fra Grønnebakken”, Jerry Siegel og Joe Shusters ”Superman” og Edgar Rice Burroughs ”Tarzan” og parrer således den gode superhelt med den stærke og eventyrlystne pige.

Astrid Lindgren læste også A.A. Milnes bøger om Peter Plys, og ligesom Jakob ikke ønsker at blive voksen, så er der også en insisteren på barnets univers hos Lindgren. Begge forfattere lader endvidere børns fantasi stå som et stærkt supplement til – eller ligefrem en erstatning for virkeligheden. Jakob ’forsvinder’ ind i det fortryllede sted Hundredemeterskoven, Lillebror flyver rundt i Stockholm med Karlsson på taget, og Karl fra ”Brødrene Løvehjerte” forsvinder ind i et fjernt, middelalderligt univers.

En dansk forfatter, der er værd at sammenligne med, er Ole Lund Kirkegaard, der også benytter fantastiske elementer i flere af sine værker. Blandt andet i ”Otto er et næsehorn” og ”Hodja fra Pjort”. Førstnævnte foregår ganske vist i et mere eller mindre realistisk univers, men krydres af lystige skriverier og sære fantastiske elementer som at en tegning af et næsehorn pludselig bliver til et levende næsehorn – og det lige midt i en stue. ”Hodja fra Pjort” foregår til gengæld i et opfundet univers, nemlig i byen Pjort i fantasilandet Bulgislav, hvor Hodja bor, indtil han får et flyvende tæppe, som han kan udforske verden på.

Kirkegaards fortællinger om ”Lille-Virgil” er også værd at nævne. Ligesom Pippi Langstrømpe bor Lille-Virgil alene. Han bor i et hønsehus med en etbenet hane, og han finder på mange sjove og spændende ting, blandt andet sammen med sin trofaste ven Oskar.