Centralt i forfatterskabet står udforskningen af sociale scener, som har en grad af ekstremitet og lukkethed. Fra Københavns punkere og emo’er, der leger med deres outsiderstatus i ”Kære fucking dagbog” til transpersoner i rejseessayet ”Bangkok Ladyboys” og prostitutionsmiljøerne, der indgår på forskellig vis i ”Pussyland”, essaysamlingen ”Sidste nat i Kødbyen” og romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.
List forklarer om dette gennemgående fokus: ”Det, der interesserer mig ved de marginaliserede miljøer (…) er, at når du er uden for det borgerlige samfund, hvad enten det er socialt, økonomisk, kulturelt, etnisk eller seksuelt, så er der en større frihed til at leve, som du vil.” (Signe Grejsen Nissen: Playboyens profetier fra sengekanten. Lixen, 2008-06-01).
Men List eksponerer ikke blot outsiderne, han afprøver gang på gang, hvad hans eget frisind kan rumme. Eksempelvis har titelnovellen i ”Pussyland” – om en fyr, der overværer et erotisk show i New York på sin bryllupsrejse – rødder i Lists fortid. Da han var i begyndelsen af 20’erne og nygift, besøgte han en pornobiograf i byen. I ”Bangkok Ladyboys” bruger List sig selv helt uden fiktionaliseringens distance, når han beskriver sine intime erfaringer med en transseksuel. Formidleren, der laver litteratur ud af andres liv, er ikke beskyttet.
Denne filosofi ligger i forlængelse af den gonzo-journalistiske genre, hvor skribenten træder direkte ind i historien. For List handler selvudleveringen om at bringe balance i tingene: ”Når jeg skildrer mennesker, der befinder sig i sårbare og ekstreme livssituationer, så mener jeg, at jeg skylder de mennesker at udstille de samme sider af mig selv.” (Jesper Vestergaard: Kønnenes kabaret. MetroXpress København, 2006-05-15).
Bag outsidertemaet er en forfatter, som søger en tolerance, der går videre end gængs politisk korrekthed. Da List trådte ind i prostitutionsdebatten med ”Sidste nat i Kødbyen”, var hans hensigt ikke at afproblematisere køb og salg af sex. Men han betonede, ”at den enkelte kvinde skal have ret til at vælge, hvad hun vil bruge sin krop til uden at blive fordømt af andre.” (Maria Lützen: Myten om frigjorte dansker. Jyllands-Posten, 2007-05-06).
I ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” er hovedpersonen Rune Mathias Lütken den politisk korrekte efter dansk tilsnit, der forarges over de ældre vestlige turister, der er kunder hos sexarbejderne i Thailand. Den anden bærende karakter, Robert ”Bob” Larsen, repræsenterer prostitutionskunden, men han har andre sider og dæmoniseres ikke af List. Her – som i sammenstødene mellem kulturelle grupper i ”Kære fucking dagbog” – skildres det, at verden er en mangfoldighed af livsanskuelser.
Hos List kan det virke som et kaos, der ikke gør ret mange lykkelige. Folk går i stedet efter de kortvarige lykketilstande, orgasmen, beruselsen af stoffer eller alkohol, ikke mindst typisk for personerne i ”Pussyland”. Men muligheden for det varige kigger frem i samlingen – at en kødelig tiltrækning kunne blive en forelskelse og en samhørighed mellem to. List har været inde på, at der bor en romantiker i ham: ”Mine bøger kan måske ses som sortsynede. Men det er ikke det samme som kynisme. Sortsyn er noget, man har, når man har fået knust sit hjerte. Det er en romantiker, der har tabt.”(Helene Navne: Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog. Politiken, 2014-01-31).