Henrik List

Artikel type
voksne
journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
List, Henrik
Foto: Fredrik Nilsen

Indledning

Henrik List følger, hvordan samtidskulturen bevæger sig. Romanerne ”Kære fucking dagbog” og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” portrætterer hhv. de rådvilde børn af internettet og dansk selvtilfredshed under pres i Thailands natteverden. Forfatterskabet præges af en solidaritet med dem, flertallet ser skævt til, samt en vilje til at sætte sig selv på spil. I essayformen – eksempelvis i ”Bangkok Ladyboys” – klæder List gerne sin egen person af. Og så er det op til læseren, om man beundrer frygtløsheden, når han går ind i menneskets drifter, eller bliver provokeret.

 

50919277

Blå bog

Født: 1965 i Esbjerg.

Uddannelse: Studier i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, 1984-1988.

Debut: Udbrud. Hovedland, 1984.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Solen skinner aldrig på en go-go-bar. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Inspiration: Charles Bukowski, Henrik Stangerup, Jack Kerouac, Hubert Selby Jr., Hunter S. Thompson, James Ellroy.

 

 

 

 

 

Baggrund

”I en bås hældte han coken ud på wc-låget, mens jeg rullede en dollarseddel. ”O-K!” Med bedøvede, vatagtige læber og kokainen syngende gennem nervespidserne kyssede vi bagefter hinanden, mens jeg lod hånden glide ned mellem lårene og op under kjolen.”
”Pussyland”, s. 104.

Henrik List er født i 1965 i Esbjerg. Hans far arbejdede i toldvæsnet, moren var sekretær, og forældrenes opdragelse var præget af overbærenhed, når den unge List lavede ballade i skolen. Uagtet rebeltendenserne klarede han sig godt fagligt. I teenageårene dyrkede han punk-kulturen, men fik også skrevet sin første digtsamling ”Udbrud”, udgivet i 1984. Samme år indledte han studier i litteratur og moderne kultur på Københavns Universitet, men han forlod den akademiske verden fire år efter. Den lyriske debut blev fulgt af to andre digtsamlinger, ”I flænger af ilt og støv” (1985) og ”Miraklernes tid” (1988).

Derfra begyndte en periode, hvor List brugte sin væsentlige energi på kulturjournalistik. Han redigerede bl.a. musikmagasinet MM og kom i starten af 1990’erne til Berlingske Tidende. Her dækkede han den amerikanske litteratur, der siden skulle sætte aftryk i hans skønlitterære forfatterskab. Han markerede sig på Berlingske med klummeserien ”Henne om hjørnet”, hvor han og kollegaen Torben Weirup fortalte historier fra Vesterbros værtshuse og omegn. List debuterede som novelleforfatter og udgav ”Pussyland” (2001), mens han stadig var tilknyttet avisen, men han sagde op i 2003: ”Jeg havde forfatterdrømme, jeg skulle have realiseret. Jeg var kendt som en journalist, der overskred grænser. Man kunne godt være fræk og provokerende til en vis grænse. Men så kom der en selvcensur også.” (Helene Navne: Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog. Politiken, 2014-01-31).

Afskeden med avisformatets begrænsninger har resulteret i et forfatterskab, der løber i et faglitterært spor – med vægt på essayet – og et skønlitterært, der tæller romanerne ”Kære fucking dagbog (2009) og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” (2014).

”Det ene udelukker ikke det andet” lød titlen på et af de numre af københavnermagasinet Schäfer, List var med til at redigere fra 1994 til 2004, og det samme kan siges om bredden i hans produktion. Selv placerer han den i et felt, der hverken er ”den blåstemplede og statsstyrede litteratur” eller ”det store brede ’Familien Danmark felt’, der sælger tonsvis af bøger i Bilka eller Bog og Idé”. (Signe Grejsen Nissen: Playboyens profetier fra sengekanten. Lixen, 2008-06-01).

Den gamle teenagepunker har fundet sig til rette som en af dem, der står uden for, ligesom karaktererne i hans fiktion og mange af de medvirkende i ”Henne om hjørnet”-klummerne. Skrivende har han været hele vejen. ”Den amerikanske forfatter Charles Bukowski sagde engang: ”Du vælger ikke skriften – skriften vælger dig”, og sådan har jeg altid haft det.” (Peter Tougaard: Henrik List: At skrive er et spørgsmål om liv og død. Jydske Vestkysten, 2014-08-02).

Pussyland

”Vi pumpede knytnæverne over hovederne i takt til beatet, fuck de tømmermænd – Ben machoagtig med den ene hånd på rattet, mens jeepen kørte mod vest ad Interstate 15’s smeltende asfaltspor igennem Death Valley.”
”Pussyland”, s. 157.

Henrik Lists novellesamling ”Pussyland” fra 2001 skildrer en række personer, der nærmer sig amerikansk kultur, men ofte har langt til at være fuldt integreret. Tydeligt eksemplificeret i bogens titelnovelle, hvor en europæisk turist i New York giver sin storby-forelskelse et klimaks ved at tage på en lokal sexklub. Her undslipper han ikke rollen som bedåret fremmed. Den pige, han gør livtag med på klubben, er nok af kød og blod, men han ser på hende, som var hun en urealistisk fantasi i et pornoblad.

23455412

Fascinationen synes afstandsskabende, og det motiv forstærkes i novellen ”Mickey og Mig”, hvor hovedpersonen uden held prøver at komme tæt på sit idol, skuespilleren Mickey Rourke, i badebyen Miami. I andre af samlingens tekster bliver Lists turistfigur i højere grad forankret i det amerikanske miljø via en relation. Den mandlige fortæller i ”Nytårsaften, 1988, New York”, der er på besøg fra London, jagter sin gode ven Jack i Frihedsgudindens metropol, og dette projekt ligestiller ham for en stund med alle de andre i New York, der jagter noget; penge, anerkendelse, kærlighed. Det sidste får han lidt af ved novellens slutning, hvor han finder Jack, og de overmandes af gensynsglæde. Man får fornemmelsen af, at deres forhold er skrøbeligt; fortælleren skal snart rejse fra byen, og vennen orker dårligt nok at se ham. I novellen ”Jackpot baby” optræder endnu et ubalanceret venskab mellem mænd.

Fortællerens gamle kammerater har succes i musikindustrien i Californien – det har han ikke – hvilket resulterer i en følelse af mindreværd iblandet taknemmelighed over, at de trods alt holder sammen. Menneskers trofasthed og omsorg over for hinanden er et tema i samlingen, der står i kontrast til de hårdkogte miljøer. En gruppe unge sjokker rundt i Midtvesten og tager euforiserende svampe i ”Johnny Ringo”, men novellen slutter med en hjertevarm flirt. Og en ekstrem natklubscene i ”Bukowskis dame” får modspil af tiltrækningen mellem to fremmede, der har en tone af ømhed.

Gennemgående for novellerne er brugen af jeg-fortællere, der henvender sig fortroligt til læseren. Mængden af jeg’er på opdagelse i USA kan ind i mellem være vanskelige helt at skelne fra hinanden, og således kan samlingen opleves som et stort maskulint jeg, der afsøger landet for muligheder.