Henrik List
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Henrik List

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Henrik List
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Main image
List, Henrik
Foto: Fredrik Nilsen

Indledning

Henrik List følger, hvordan samtidskulturen bevæger sig. Romanerne ”Kære fucking dagbog” og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” portrætterer hhv. de rådvilde børn af internettet og dansk selvtilfredshed under pres i Thailands natteverden. Forfatterskabet præges af en solidaritet med dem, flertallet ser skævt til, samt en vilje til at sætte sig selv på spil. I essayformen – eksempelvis i ”Bangkok Ladyboys” – klæder List gerne sin egen person af. Og så er det op til læseren, om man beundrer frygtløsheden, når han går ind i menneskets drifter, eller bliver provokeret.

 

47142733

Blå bog

Født: 1965 i Esbjerg.

Uddannelse: Studier i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, 1984-1988.

Debut: Udbrud. Hovedland, 1984.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Bodega blues - Noter og historier fra Vesterbros sidste brune værtshuse. Byens Forlag, 2019.

Inspiration: Charles Bukowski, Henrik Stangerup, Jack Kerouac, Hubert Selby Jr., Hunter S. Thompson, James Ellroy.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”I en bås hældte han coken ud på wc-låget, mens jeg rullede en dollarseddel. ”O-K!” Med bedøvede, vatagtige læber og kokainen syngende gennem nervespidserne kyssede vi bagefter hinanden, mens jeg lod hånden glide ned mellem lårene og op under kjolen.”
”Pussyland”, s. 104.

Henrik List er født i 1965 i Esbjerg. Hans far arbejdede i toldvæsnet, moren var sekretær, og forældrenes opdragelse var præget af overbærenhed, når den unge List lavede ballade i skolen. Uagtet rebeltendenserne klarede han sig godt fagligt. I teenageårene dyrkede han punk-kulturen, men fik også skrevet sin første digtsamling ”Udbrud”, udgivet i 1984. Samme år indledte han studier i litteratur og moderne kultur på Københavns Universitet, men han forlod den akademiske verden fire år efter. Den lyriske debut blev fulgt af to andre digtsamlinger, ”I flænger af ilt og støv” (1985) og ”Miraklernes tid” (1988).

Derfra begyndte en periode, hvor List brugte sin væsentlige energi på kulturjournalistik. Han redigerede bl.a. musikmagasinet MM og kom i starten af 1990’erne til Berlingske Tidende. Her dækkede han den amerikanske litteratur, der siden skulle sætte aftryk i hans skønlitterære forfatterskab. Han markerede sig på Berlingske med klummeserien ”Henne om hjørnet”, hvor han og kollegaen Torben Weirup fortalte historier fra Vesterbros værtshuse og omegn. List debuterede som novelleforfatter og udgav ”Pussyland” (2001), mens han stadig var tilknyttet avisen, men han sagde op i 2003: ”Jeg havde forfatterdrømme, jeg skulle have realiseret. Jeg var kendt som en journalist, der overskred grænser. Man kunne godt være fræk og provokerende til en vis grænse. Men så kom der en selvcensur også.” (Helene Navne: Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog. Politiken, 2014-01-31).

Afskeden med avisformatets begrænsninger har resulteret i et forfatterskab, der løber i et faglitterært spor – med vægt på essayet – og et skønlitterært, der tæller romanerne ”Kære fucking dagbog (2009) og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” (2014).

”Det ene udelukker ikke det andet” lød titlen på et af de numre af københavnermagasinet Schäfer, List var med til at redigere fra 1994 til 2004, og det samme kan siges om bredden i hans produktion. Selv placerer han den i et felt, der hverken er ”den blåstemplede og statsstyrede litteratur” eller ”det store brede ’Familien Danmark felt’, der sælger tonsvis af bøger i Bilka eller Bog og Idé”. (Signe Grejsen Nissen: Playboyens profetier fra sengekanten. Lixen, 2008-06-01).

Den gamle teenagepunker har fundet sig til rette som en af dem, der står uden for, ligesom karaktererne i hans fiktion og mange af de medvirkende i ”Henne om hjørnet”-klummerne. Skrivende har han været hele vejen. ”Den amerikanske forfatter Charles Bukowski sagde engang: ”Du vælger ikke skriften – skriften vælger dig”, og sådan har jeg altid haft det.” (Peter Tougaard: Henrik List: At skrive er et spørgsmål om liv og død. Jydske Vestkysten, 2014-08-02).

Pussyland

”Vi pumpede knytnæverne over hovederne i takt til beatet, fuck de tømmermænd – Ben machoagtig med den ene hånd på rattet, mens jeepen kørte mod vest ad Interstate 15’s smeltende asfaltspor igennem Death Valley.”
”Pussyland”, s. 157.

Henrik Lists novellesamling ”Pussyland” fra 2001 skildrer en række personer, der nærmer sig amerikansk kultur, men ofte har langt til at være fuldt integreret. Tydeligt eksemplificeret i bogens titelnovelle, hvor en europæisk turist i New York giver sin storby-forelskelse et klimaks ved at tage på en lokal sexklub. Her undslipper han ikke rollen som bedåret fremmed. Den pige, han gør livtag med på klubben, er nok af kød og blod, men han ser på hende, som var hun en urealistisk fantasi i et pornoblad.

23455412

Fascinationen synes afstandsskabende, og det motiv forstærkes i novellen ”Mickey og Mig”, hvor hovedpersonen uden held prøver at komme tæt på sit idol, skuespilleren Mickey Rourke, i badebyen Miami. I andre af samlingens tekster bliver Lists turistfigur i højere grad forankret i det amerikanske miljø via en relation. Den mandlige fortæller i ”Nytårsaften, 1988, New York”, der er på besøg fra London, jagter sin gode ven Jack i Frihedsgudindens metropol, og dette projekt ligestiller ham for en stund med alle de andre i New York, der jagter noget; penge, anerkendelse, kærlighed. Det sidste får han lidt af ved novellens slutning, hvor han finder Jack, og de overmandes af gensynsglæde. Man får fornemmelsen af, at deres forhold er skrøbeligt; fortælleren skal snart rejse fra byen, og vennen orker dårligt nok at se ham. I novellen ”Jackpot baby” optræder endnu et ubalanceret venskab mellem mænd.

Fortællerens gamle kammerater har succes i musikindustrien i Californien – det har han ikke – hvilket resulterer i en følelse af mindreværd iblandet taknemmelighed over, at de trods alt holder sammen. Menneskers trofasthed og omsorg over for hinanden er et tema i samlingen, der står i kontrast til de hårdkogte miljøer. En gruppe unge sjokker rundt i Midtvesten og tager euforiserende svampe i ”Johnny Ringo”, men novellen slutter med en hjertevarm flirt. Og en ekstrem natklubscene i ”Bukowskis dame” får modspil af tiltrækningen mellem to fremmede, der har en tone af ømhed.

Gennemgående for novellerne er brugen af jeg-fortællere, der henvender sig fortroligt til læseren. Mængden af jeg’er på opdagelse i USA kan ind i mellem være vanskelige helt at skelne fra hinanden, og således kan samlingen opleves som et stort maskulint jeg, der afsøger landet for muligheder.

 

Kære fucking dagbog

”Ja, jeg er en sort engel – med en lyserød sløjfe i håret. Hardcore og følsom. Drømmer kun om at flyve væk fra mit fucked-up liv og finde en anden verden. Okay?”
”Kære fucking dagbog”, s. 96.

I 2009 udgav Henrik List ungdomsromanen ”Kære fucking dagbog”, der følger teenagepigen Kat og er skrevet som hendes dagbogsoptegnelser fra efteråret 2006 til begyndelsen af 2007. Læseren møder Kat på et tidspunkt i tilværelsen, hvor hun er ganske sårbar. Hun bor alene med sin mor og mindre bror, fordi faren er psykisk syg og ikke har overskud til at bidrage til familien. Dette svigt er Kat ved at fordøje – hun går selv til psykiater og er på lykkepiller.

Hun finder støtte hos veninder og venner, særligt drengen Alex, som hun forelsker sig i. Her ligger romanens kærlighedshistorie, der er bittersød, fordi Alex undervejs erkender sin homoseksualitet og må afvise Kat. Samtidig giver bogen et signalement af den emo-subkultur, de begge er en del af; sortklædt som punken, dødsflirtende som goth-kulturen og med en romantisering af livets tristhed, der kan være en trøst, når man er træt af at være næsten-voksen og afhængig af de voksne. List gør en del ud af at vise, hvordan emoerne distancerer sig fra andre sociale grupper, heriblandt rå gadebander og folk fra Københavns mode- og medieelite.

27648223

Bogens væsentlige tema er Kats identitetssøgen og etablering af egne spilleregler i forhold til stoffer, sex og relationer i almindelighed. Fra at være i en eksperimenterende fase, hvor det meste er tilladt, begynder hun at sige fra – eksempelvis nægter hun at være med i en pornofilm med Alex sat i værk af en ældre mand. Episoden manifesterer, hvordan Kat har opbygget en selvstændig styrke i løbet af romanen.

Dagbogsformen har collagepræg, udover de daterede afsnit optræder lister over Kats yndlingsmusik, fotografier af hende (i skikkelse af en model, som får hovedpersonen til at virke ekstra virkelig), udklip fra en chat-korrespondance og en dansk stil. En ungdommelig tone er desuden tilstræbt via brug af slang og forkortelser. Indholdsmæssigt er der en tendens til, at Kat kredser i ring om de samme jævnaldrende, hun er optaget af, hvilket øger fornemmelsen af at være inde i hovedet på en pige, der idoldyrker rockstjerner såvel som personerne i hendes nærhed.

 

Solen skinner aldrig på en go-go-bar

”De tre thailandske mænd var da rare at have omkring sig – som beskyttelse mod diverse uønskede tilnærmelser fra de indfødte – men det var samtidig dem, der bestemte, hvor de skulle hen, og hvad der skulle ske … i en by, han slet ikke kendte…”
”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”, s. 76.

Henrik Lists roman ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” fra 2014 forener et nutidigt portræt af den danske medieverden med en skildring af sexturisme. Den uerfarne journalist Rune Mathias Lütken bliver af sin chefredaktør sendt til Thailand for at finde kunstneren William Flemming. Under sit eksil i ferielandet har Flemming taget pikante billeder af en række unge thailandske kvinder, og da disse udstilles i Danmark ruller skandalen. Har Flemming, som den danske stat har støttet med legater, udnyttet mindreårige? Den mistanke skal Lütken efterprøve, men i Thailand falder han i stedet i kløerne på den lokale politichef, der emmer af korruption og er lidt for ivrig efter at få Flemming dømt.

Første del af romanen udstiller hovedsagelig sammenstødet mellem Lütkens politiske korrekthed og den eksotiske underverden af prostituerede og deres vestlige kunder. Magtfordelingen er ikke entydig ifølge List; reporteren Lütken bliver som en anden hvalp forført af en ung kvinde på en natklub – hans drifter udfordrer den moral, han holdt så pletfri hjemme i Danmark. I romanens anden del skifter synsvinklen til den mere garvede journalist Robert ”Bob” Larsen, som også efterforsker Flemming-skandalen i den thailandske by Pattaya.

50919277

Larsen har givet slip i højere grad end sin yngre kollega; går til en prostitueret uden skrupler, mens hans gamle ambitioner om faglig anerkendelse spøger i baggrunden. Den store konfrontation med Flemming udebliver for begge journalister, skønt Larsen tilsyneladende nærmer sig et nuanceret billede: Flemming kan godt lide unge kvinder, men der findes intet bevis for, at han har begået overgreb mod børn.

Romanen tematiserer den uperfekte mand, idet Lütken, Larsen og Flemming repræsenterer ham hver især. Titlen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” antyder, at ingen kan undgå at blive fordærvet – på go-go-baren forsvinder folks idealer i mørket. Karakteristisk for skrivestilen er de præcise referencer til samtiden; Statens Museum for Kunst, designeren Henrik Vibskov og forfatteren Ib Michael nævnes i fremstillingen af kultur- og mediemiljøet. Afstanden mellem virkelighed og fiktion bliver dog ikke så kort, at bogen til fulde opleves som en nøgleroman.

 

Genrer og tematikker

Centralt i forfatterskabet står udforskningen af sociale scener, som har en grad af ekstremitet og lukkethed. Fra Københavns punkere og emo’er, der leger med deres outsiderstatus i ”Kære fucking dagbog” til transpersoner i rejseessayet ”Bangkok Ladyboys” og prostitutionsmiljøerne, der indgår på forskellig vis i ”Pussyland”, essaysamlingen ”Sidste nat i Kødbyen” og romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.

List forklarer om dette gennemgående fokus: Det, der interesserer mig ved de marginaliserede miljøer (…) er, at når du er uden for det borgerlige samfund, hvad enten det er socialt, økonomisk, kulturelt, etnisk eller seksuelt, så er der en større frihed til at leve, som du vil.” (Signe Grejsen Nissen: Playboyens profetier fra sengekanten. Lixen, 2008-06-01).

Men List eksponerer ikke blot outsiderne, han afprøver gang på gang, hvad hans eget frisind kan rumme. Eksempelvis har titelnovellen i ”Pussyland” – om en fyr, der overværer et erotisk show i New York på sin bryllupsrejse – rødder i Lists fortid. Da han var i begyndelsen af 20’erne og nygift, besøgte han en pornobiograf i byen. I ”Bangkok Ladyboys” bruger List sig selv helt uden fiktionaliseringens distance, når han beskriver sine intime erfaringer med en transseksuel. Formidleren, der laver litteratur ud af andres liv, er ikke beskyttet.

Denne filosofi ligger i forlængelse af den gonzo-journalistiske genre, hvor skribenten træder direkte ind i historien. For List handler selvudleveringen om at bringe balance i tingene: ”Når jeg skildrer mennesker, der befinder sig i sårbare og ekstreme livssituationer, så mener jeg, at jeg skylder de mennesker at udstille de samme sider af mig selv.” (Jesper Vestergaard: Kønnenes kabaret. MetroXpress København, 2006-05-15).

Bag outsidertemaet er en forfatter, som søger en tolerance, der går videre end gængs politisk korrekthed. Da List trådte ind i prostitutionsdebatten med ”Sidste nat i Kødbyen”, var hans hensigt ikke at afproblematisere køb og salg af sex. Men han betonede, ”at den enkelte kvinde skal have ret til at vælge, hvad hun vil bruge sin krop til uden at blive fordømt af andre.” (Maria Lützen: Myten om frigjorte dansker. Jyllands-Posten, 2007-05-06).

I ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” er hovedpersonen Rune Mathias Lütken den politisk korrekte efter dansk tilsnit, der forarges over de ældre vestlige turister, der er kunder hos sexarbejderne i Thailand. Den anden bærende karakter, Robert ”Bob” Larsen, repræsenterer prostitutionskunden, men han har andre sider og dæmoniseres ikke af List. Her – som i sammenstødene mellem kulturelle grupper i ”Kære fucking dagbog” – skildres det, at verden er en mangfoldighed af livsanskuelser.

Hos List kan det virke som et kaos, der ikke gør ret mange lykkelige. Folk går i stedet efter de kortvarige lykketilstande, orgasmen, beruselsen af stoffer eller alkohol, ikke mindst typisk for personerne i ”Pussyland”. Men muligheden for det varige kigger frem i samlingen – at en kødelig tiltrækning kunne blive en forelskelse og en samhørighed mellem to. List har været inde på, at der bor en romantiker i ham: ”Mine bøger kan måske ses som sortsynede. Men det er ikke det samme som kynisme. Sortsyn er noget, man har, når man har fået knust sit hjerte. Det er en romantiker, der har tabt.”

(Helene Navne: Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog. Politiken, 2014-01-31).

 

Beslægtede forfatterskaber

Henrik List er i sin skønlitteratur forbundet med forfattere knyttet til den amerikanske tradition for new journalism grundlagt i 1960’erne, blandt andre Tom Wolfe og Joan Didion. Bredt defineret blander genren skønlitteraturens formmæssige virkemidler – herunder den personlige fortællerstemme og dramatiske forløb – med den grundige research fra journalistikken.

I Lists tilfælde peger hans essayistiske bøger på, hvordan han tilegner sig et virkeligt stof, der også udforskes i forfatterskabets skønlitterære del. Således dokumenterer essaybogen om Los Angeles ”Scener fra Sunset Boulevard” forfatterens faktuelle kendskab til byen på den amerikanske vestkyst, der indgår i flere af novellerne i ”Pussyland”. Ligeledes berører Lists rejseessay ”Bangkok Ladyboys” dele af den offentlige seksualitetsdyrkelse i Thailand, der gør de bærende mandlige karakterer rundtossede i romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.

I et kort efterskrift til sin ungdomsroman ”Kære fucking dagbog” bekendtgør forfatteren direkte, at bogen er næret af betydelige mængder information fra unge. Tilsvarende var Tom Wolfes roman ”Jeg er Charlotte Simmons” (2007) om livet på et amerikansk universitet funderet i overleveringer fra studerende. Men List har mere tilfælles med Wolfe end bevidstheden om, at research hjælper samtidslitteraturen på vej. Når han beskriver en musikrytme i ”Pussyland” som ”BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSHCI, BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSCHI” ligner det en hilsen til Wolfes fremstillinger af lyd. Desuden minder begyndelsen til ”Solen skinner aldrig på en go-go bar” om Wolfes sociale tværsnit i hovedværket ”Forfængelighedens bål” (1989).

Parallellen til amerikanske Joan Didion findes i form af Lists interesse for randeksistenser og Californien – hos Didion eksempelvis undersøgt i hendes første essaysamling ”Slouching Towards Betlehem” (1968). I Didions fremstilling er Californien langt fra den problemløse solskinsstat – ansvarsløsheden og desperationen lurer blandt lykkejægerne. List nærmer sig en lignende skildring af Los Angeles i novellen ”Jackpot baby” fra ”Pussyland”-samlingen.

Det farlige Los Angeles optræder desuden i Bret Easton Ellis’ forfatterskab – navnlig i romanerne ”Under nul” (1987) og ”Imperial Bedrooms” (2010). Flere referencer til Ellis er til at lokalisere i ”Pussyland”. En af jeg-fortællerne er til løssluppen ”Fed Tirsdag”-fest i New Orleans; de unge i Ellis’ roman ”Uskrevne regler” (1993) går til fester med navne som Våd Onsdag og Tørstig Torsdag. I en anden novelle indgår den dystre åbningslinje fra Ellis’ ”American Psycho” (1991) lettere omskrevet: ”You who enter here: Abandon all hope!”

Tilknytningen til amerikansk litteraturhistorie er altså umiskendelig, men set i dansk sammenhæng har han til en vis grad brødre i Carsten Jensen og Thomas Boberg, eftersom rejseskildringen og udlængslen også præger deres forfatterskaber. Samme karakteristika findes i Tom Kristensens værk. Kristensens hug til borgerlig pænhed og skildring af maskulinitet, der styrter – ikke mindst i ”Hærværk” (1930) – placerer ham i litterært stamtræ med List.

Bibliografi

Digte

List, Henrik:
Udbrud. Hovedland, 1984.
List, Henrik:
I flænger af ilt og støv. Borgen, 1985.
List, Henrik:
Miraklernes tid. Hovedland, 1988.

Noveller

List, Henrik:
Pussyland – Historier fra Amerika. Rosinante, 2001. Revideret version af Pussyland udgivet på Shooting Gallery Press, 2009.

Romaner

List, Henrik:
Kære fucking dagbog. Lindhardt og Ringhof, 2009.
List, Henrik:
Solen skinner aldrig på en go-go-bar. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Essays

List, Henrik:
London non stop – Stemninger og tidsbilleder. Hovedland, 1990.
List, Henrik:
Los Angeles non stop – Et storbylandskab i bakspejlet. Hovedland, 1992.
List, Henrik:
Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor. Tiderne Skifter, 1997.
List, Henrik:
Bangkok Ladyboys. Ill. Anders Askegaard. Tiderne Skifter, 2006.
List, Henrik:
Tilbage til Tanger Redux. Shooting Gallery Press, 2007.
List, Henrik:
Sidste nat i Kødbyen. Lindhardt og Ringhof, 2007.
List, Henrik:
Scener fra Sunset Boulevard – Et drive-in rejseessay. Tiderne Skifter, 2010.

Journalistik

List, Henrik:
Deadline 2000 – Remix fra 90’erne. Udvalgt kulturjournalistik. Rosinante, 1999.
List, Henrik:
Henne om hjørnet – Udvalgte klummer 1995-2002. S.m. Torben Weirup. Big City Books, 2002.
List, Henrik: Bodega blues - Noter og historier fra Vesterbros sidste brune værtshuse. Byens Forlag, 2019.

Biografier

List, Henrik:
Katja Kxxx – Stjerne i Syndens by. Tiderne Skifter, 2002.
List, Henrik:
Kameraet i hovedet – FEAR X og Nicolas Winding Refn. People’s Press, 2003.

CD

List, Henrik:
Pussyland Connection. S.m. Jokeren, DJ Wunderbaum og August Engkilde. Better Reason Records, 2002.

Om forfatterskabet

Web

Her er en fyldig vejviser rundt i hans bagkatalog. Under menupunktet “Om Henrik List” ligger Kristoffer Zøllners grundige portræt af forfatteren “Bohemen fra provinsen”.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henrik List

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Vestergaard, Jesper:
Kønnenes kabaret. MetroXpress København, 2006-05-15.
Lützen, Maria:
Myten om frigjorte dansker. Jyllands-Posten, 2007-05-06.
Nissen, Signe Grejsen:
Playboyens profetier fra sengekanten. Lixen, 2008-06-01.
Navne, Helene:
Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog. Politiken, 2014-01-31.
Tougaard, Peter:
Henrik List: At skrive er et spørgsmål om liv og død. Jydske Vestkysten, 2014-02-08.