Pussyland

Citat
”Vi pumpede knytnæverne over hovederne i takt til beatet, fuck de tømmermænd – Ben machoagtig med den ene hånd på rattet, mens jeepen kørte mod vest ad Interstate 15’s smeltende asfaltspor igennem Death Valley.”
”Pussyland”, s. 157.

Henrik Lists novellesamling ”Pussyland” fra 2001 skildrer en række personer, der nærmer sig amerikansk kultur, men ofte har langt til at være fuldt integreret. Tydeligt eksemplificeret i bogens titelnovelle, hvor en europæisk turist i New York giver sin storby-forelskelse et klimaks ved at tage på en lokal sexklub. Her undslipper han ikke rollen som bedåret fremmed. Den pige, han gør livtag med på klubben, er nok af kød og blod, men han ser på hende, som var hun en urealistisk fantasi i et pornoblad.

23455412

Fascinationen synes afstandsskabende, og det motiv forstærkes i novellen ”Mickey og Mig”, hvor hovedpersonen uden held prøver at komme tæt på sit idol, skuespilleren Mickey Rourke, i badebyen Miami. I andre af samlingens tekster bliver Lists turistfigur i højere grad forankret i det amerikanske miljø via en relation. Den mandlige fortæller i ”Nytårsaften, 1988, New York”, der er på besøg fra London, jagter sin gode ven Jack i Frihedsgudindens metropol, og dette projekt ligestiller ham for en stund med alle de andre i New York, der jagter noget; penge, anerkendelse, kærlighed. Det sidste får han lidt af ved novellens slutning, hvor han finder Jack, og de overmandes af gensynsglæde. Man får fornemmelsen af, at deres forhold er skrøbeligt; fortælleren skal snart rejse fra byen, og vennen orker dårligt nok at se ham. I novellen ”Jackpot baby” optræder endnu et ubalanceret venskab mellem mænd.

Fortællerens gamle kammerater har succes i musikindustrien i Californien – det har han ikke – hvilket resulterer i en følelse af mindreværd iblandet taknemmelighed over, at de trods alt holder sammen. Menneskers trofasthed og omsorg over for hinanden er et tema i samlingen, der står i kontrast til de hårdkogte miljøer. En gruppe unge sjokker rundt i Midtvesten og tager euforiserende svampe i ”Johnny Ringo”, men novellen slutter med en hjertevarm flirt. Og en ekstrem natklubscene i ”Bukowskis dame” får modspil af tiltrækningen mellem to fremmede, der har en tone af ømhed.

Gennemgående for novellerne er brugen af jeg-fortællere, der henvender sig fortroligt til læseren. Mængden af jeg’er på opdagelse i USA kan ind i mellem være vanskelige helt at skelne fra hinanden, og således kan samlingen opleves som et stort maskulint jeg, der afsøger landet for muligheder.