Gitte Løkkegaard er tv- og radiojournalist og forfatter. Hun blev født 1. november 1963 i Bording Kirkeby mellem Herning og Silkeborg, hvor hun også er opvokset. Hun husker sin barndom i landsbyen således: ”Jeg var en rigtig hestepige. Jeg red dagligt på to heste, men jeg spillede også håndbold og var med i de årlige dilettantstykker, som blev øvet i forsamlingshuset. Det foregik alt sammen i Bording. Fra Hallen til rideskolen var der godt en kilometer og forsamlingshuset lå i midten, så mit aktive liv var udspændt over disse godt og vel tusind meter.” (Laila Kempel: Det var på gymnasiet, jeg fik min tro på, at min stemme kunne høres. Aoh.dk, 2013-09-02). I gymnasiet blev hun introduceret for en større verden, som gav hende en tro på, at hendes stemme kunne høres. Selvom der kun var syv kilometer fra Bording Kirkeby til Ikast, så husker hun, at der var en verden til forskel.
Gitte Løkkegaard har ingen formel journalistuddannelse, men begyndte sin journalistiske karriere i Danmarks Radio, hvor hun i en årrække var tilknyttet. Hun blev kendt som studievært på ungdomsprogrammet ”P4 i P1”, ”Strax” og senere i ”Løkkegaards” på P1. Hun var idékvinde til tv-serien ”De moderne familier” på DR. Hun har produceret dokumentarudsendelserne ”Selmas krig” og ”De teenageramte familier”, og hun har medvirket i ”Smagsdommerne”.
Som dokumentarist har Gitte Løkkegaard fortalt mange historier fra virkeligheden, men fra 2001 begyndte hun for alvor at beskæftige sig med at skrive fiktion. Hun debuterede som børnebogsforfatter i 2003 med bogen ”Axel Højhus får en familie”. Hendes bog ”MGP-missionen” blev filmatiseret i 2013 med Martin Miehe-Renard som instruktør. Blandt store læseoplevelser for unge nævner hun John Greens bog ”En flænge i himlen”. Morten Sabroes voksenbog ”Sidste tog” har også gjort et stort indtryk på hende. Gitte Løkkegaard har ud over børne- og ungdomsromaner skrevet bogen ”Tine Bryld – et lettere kaotisk ridt” (2009) om forfatteren og radioværten Tine Brylds liv.