Sukker

Citat
”Han trådte et skridt frem mod hende. Hun havde mest lyst til at slå ham, men gjorde det ikke. Han lagde en hånd på hendes ene kind, greb hende i håret. Tog fat med den anden hånd også. Så trak han hende ind til sig og kyssede hende heftigt. Det gjorde ondt i hendes hovedbund. Hans læber sugede sig fast til hendes (…).”

”Sukker”, s. 56.

”Sukker” af Gitte Løkkegaard (2015) er en ungdomsroman om en gymnasiepiges forelskelse og erotiske besættelse af en ældre mand. 19-årige Nina er fuld af charme og selvtillid og nedlægger ubekymret fyre på stribe. Hun er kæreste med den jævnaldrende Lauritz, men hun har en del engangsaffærer med andre fyre ved siden af. Da Lauritz holder sabbatår, rejser han til Afrika for at arbejde, og han og Nina beslutter at være langdistancekærester. Nina, som stadig går i 3.g, søger et fritidsjob og bliver ansat på sin fars arbejdsplads. Til jobsamtalen møder hun den 37-årige chef Thomas Mierzejewski, som optræder køligt og tilknappet.

Kort tid efter til en personalefest kysser de hinanden, og herfra indledes et hedt erotisk forhold. Nina er forelsket og euforisk, men det ændrer sig, da hun lærer Thomas’ mørkere sider at kende. Thomas har en smertefuld fortid med en kæreste, der var ham utro, og han har svært ved at vise Nina tillid. Deres forhold er derfor præget af besættelse og jalousi, og Thomas’ bratte humørskift og kontrollerende adfærd, hvor han hele tiden vil vide, hvor Nina er, skaber mange op- og nedture. Men der er også masser af kærlighed og hed sex i de gode perioder.

51763513

Nina ændrer personlighed fra at være en glad, smilende og udadvendt ung kvinde til at være bekymret og have meget fokus på, hvad der gør Thomas glad eller jaloux. Mange af hendes venner lever et fortsat ubekymret gymnasieliv, mens Nina på grund af forholdet til Thomas hurtigere bliver mere voksen og alvorlig. Hun bliver afhængig af Thomas, selvom forholdet udvikler sig i destruktiv retning, og slutningen er dramatisk.

”Sukker” er fortalt i tredje person fra Ninas synsvinkel, sproget er letflydende og direkte, og sexscenerne er ret detaljerede. Tematisk skildrer romanen en svimlende forelskelse og et begær, som hverken Nina eller Thomas har kontrol over. Ninas forhold til mænd skifter fra at være en ubekymret leg til at være noget, hun bliver fysisk og følelsesmæssigt afhængig af. Sammen med Thomas udforsker Nina kærlighedens og seksualitetens mørkere og mere destruktive sider.