Victoria Roses to liv

Citat
”Det var ikke, fordi der var noget galt med nogen af hendes familier eller nogen af hendes voksne. (…) Men Victoria ville nu hellere have nøjedes med to irriterende voksne, der boede sammen, så hun kunne blive boende det samme sted hele tiden. Hun var dødtræt af at flytte hver uge, og ud over det var hendes familier meget forskellige.”
”Victoria Roses to liv”, s. 15.

I Gitte Løkkegaards ”Victoria Roses to liv” fra 2015 hører man om 11-årige Victoria, der er skilsmissebarn og bor på skift hos sine forældre, som har fundet nye partnere. Hver fredag pakker hun tasken og bytter familie. Selvom de voksne er flinke nok, er hun træt af 7-7-ordningen, som betyder, at hun skifter hjem hver uge.

Så sker der det, at hendes elskede farfar bliver ramt af en blodprop og kommer på plejehjem. Hans kolonihavehus Roselyst skal sælges, og det er Victoria ked af, for det er et fristed for hende.

51580877

En aften går Victoria i teatret med sin bedste ven Storm, der også er skilsmissebarn. Her ser de forestillingen ”Ronja Røverdatter”, hvor Ronja flytter ud i skoven sammen med sin bedste ven Birk, fordi de voksne ikke vil acceptere deres venskab. Victoria får den idé, at hun og Storm skal flytte ind i farfarens kolonihavehus. Så slipper de for at flytte rundt mellem deres familier. I stedet er det nu forældrenes tur til at flytte ind og ud af kolonihavehuset på skift.

Trods forældre og papforældres protester flytter Victoria og Storm ind i kolonihavehuset. Forældrene skal nu lære, hvordan de skal tilpasse sig de nye omgivelser, ligesom Victoria og Storm plejer at gøre. Det kommer der nogle morsomme episoder ud af, for forældrene er slet ikke så fleksible som deres børn.

Victoria og Storm har også andre udfordringer end deres sammenbragte familier. De forsøger at skræmme potentielle købere af kolonihavehuset bort, så de kan beholde det. Desuden har farfaren lavet en krimigåde til dem, som de skal forsøge at løse inden for et bestemt tidsrum, og de går på jagt efter ledetråde i nabolaget. Tematisk beskriver bogen skilsmissebørns hverdag, og ved at vende det hele på hovedet bliver det tydeligt for både børn og voksne, hvad der egentlig kræves for at finde sin nye plads i en sammenbragt familie. Tonen er humoristisk og ærlig, og romanen foregår i et realistisk univers med en indbygget krimigåde. Bogen er illustreret med vignetter af Jan Solheim og egner sig som højtlæsningsbog fra syv år og selvlæsningsbog fra ni år.