Genrer og tematikker

Flere af digtene i Lea Marie Løppenthins debutdigte fra 2014 har narrative passager og fremstår som små hyperkonkrete og hyperpoetiske fortællinger. De syv digte i ”Nervernes adresse” taler med hinanden – både tematisk og sprogligt. Billeder, årstider, tider, former, mønstre, kroppen, personer går igen: venner, lillebror, drengeskuldre/drengehud/han/du. Sommer bliver til vinter, og kroppen forandrer sig.

Løppenthin skriver om at være ung og menneske, om at være en del af verdens kredsløb – både fra et sjæleligt mikroperspektiv, men også ud fra et vestligt, privilegeret perspektiv. I digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016) anvender hun samme humoristiske og naivistiske fortællestil. Digtene handler bl.a. om sårbarhed og opridser en sygdomshistorie med depression og mani.

Forfatteren selv har sagt: ”Min bog er skrevet til mennesker som er ramt af bipolær lidelse, som jeg selv er ramt af, omend i mild grad. Min bog er skrevet til psykiatriske patienter i al almindelighed. Min bog er skrevet til ofre for kapitalismen (dvs os alle), denne latterlige økonomi som er struktureret som en bipolær psyke – højkonjunktur – lavjunktur, aldrig ligevægt, denne meget eksotiske ligevægt.” (Lea Marie Løppenthin: marts-er-bedst-er-gratis”. lealoeppenthin.com, 2016/06/21).

I 2016 debuterede Løppenthin som prosaforfatter med værket ”Panser”, en genrehybrid delt i tre: en græsk tragedie (inkl. kor), en kort dannelsesroman og et brev. Et nutidigt drama om kærlighed, vrede og panser – sidstnævnte forstået som et værn for krop og sjæl. Den græske mytologi var også tematisk inspiration i hørespillet ”Persefone stikker af”, – og i romanen ”Sæson”, der transformerer sagnet om mor-datter-relationen mellem høstgudinden Demeter og hendes datter Persefone til en fortælling, der bl.a. – ligesom digtene i ”Marts er bedst” – omhandler bipolaritet.

I romanen ”Livet går over sine bredder” fortsætter Løppenthin sine genreeksperimenter samt brug af græsk-mytologi elementer. Romanen blander hverdag og sci-fi, og har sin egen plotmæssige logik eller mangel på samme. Temaerne er liv, død, køn, relationer, skabelsen af det nye menneske – og bæredygtighed. ”Romanen er langt fra at være deprimerende dystopisk eller et stykke klimaaktivistisk propaganda, men læses mere som en smågenial komedie, hvor Lea Marie Løppenthins vilde og velskrevne fantasi om forholdet mellem jord og mennesker har fået helt frie tøjler.” (Jacob Ørsted: Anmelderen slugte alle bogens mærkelige præmisser. ”I guder! Tak for en sprudlende læseoplevelse!” Berlingske, 05-20-2022)