I ungdomstrilogien om Mads og Lulu, der består af ”Cykose”, ”Insania” og ”Hypnosia”, blander Birgitte Lorentzen psykologisk gys, overtro og realisme i en romantisk fortælling om, at der måske er mere mellem himmel og jord. Birgitte Lorentzen har altid været interesseret i psykologien: ”Jeg har altid været fascineret af, hvad der sker i hovedet på os. Vores hjerner har mange mærkelige afkroge,” siger hun (Jan Løfberg: Fransk succes for Søborg-forfatter. Gladsaxe Bladet, 2014-06-24).
Historien om Mads og Lulu bruger blandt andet de overtroiske elementer til at debattere, hvad det vil sige at være normal, og hvad det vil sige at falde uden for normalen. Normalitetsbegrebet er derfor et gennemgående tema i trilogien. Begrebet debatteres blandt andet via den ene af seriens to hovedpersoner, Mads, der med sine overnaturlige evner og sit mystiske udseende er anderledes. I ”Cykose” og ”Insania” går han tilmed i den såkaldte specialklasse, fordi lærerne tolker Mads’ overnaturlige evner som psykisk ustabilitet.
Birgitte Lorentzen forklarer, hvorfor normalitetsbegrebet er et vigtigt emne i serien: ”Mads er måske psykisk syg, men det kan også være, at han bare tænker anderledes. Det er ikke til at sige. Jeg synes desværre, vi har en tendens til at stille en diagnose, så snart en person stikker uden for normerne,” fortæller Birgitte Lorentzen (Jan Løfberg: Fransk succes for Søborg-forfatter. Gladsaxe Bladet, 2014-06-24).
Et andet centralt element i serien om Lulu og Mads er puberteten med både psykisk og fysisk forandring. Det er derfor heller ikke helt tydeligt, ifølge forfatteren, om de paranormale oplevelser, som Mads og Lulu oplever, er reelle, eller om hændelserne også skyldes forstyrrede og angstplagede teenagehjerner.