Hannah Lutz (født 1986) er vokset op i et stort kollektiv på landet tæt ved byen Ekenäs i det sydlige Finland sammen med sine forældre og lillebroren Jonas. Hendes far er musiklærer og moren sociolog. I kollektivet sang de meget, og Hannah Lutz har altid været glad for musik. Det var også musikken, der vækkede hendes interesse for litteratur: ”I sangene begyndte jeg at interessere mig for melodierne i sproget, rytme, rim og fortællinger. Jeg skrev lange digte, der rimede og fik mit eget rimeleksikon, da jeg startede i skole, som jeg brugte næsten dagligt” (Eget interview, 2016).
Hannah Lutz har gået på forskellige skoler, herunder Rudolf Steiner-skole og et par folkeskoler. Hun har studeret Kulturvidenskab og kønsstudier på Åbo Akademi fra 2004-2011 og flyttede efterfølgende til København, hvor hun fra 2011-13 gik på Forfatterskolen. I dag bor hun i et kollektiv i Tølløse på Vestsjælland sammen med otte andre. Udover sit virke som forfatter er hun en del af kollektivredaktionen bag tidsskriftet VisAvis. Hun holder af at skrive i kollektivet, der altid rummer liv og stemmer: ”Mit værelse er oven på køkkenet, og der er ikke lydisoleret endnu, så når der er mennesker i køkkenet, kan jeg høre alt, hvad de siger og laver (…) deres stemmer former min arbejdsplads.” (Hannah Lutz: Arbejdspladsen: Hannah Lutz. Information, 2016-04-06).
Hannah Lutz er inspireret af den franske feminist og filosof Gayatri Spivak og hendes påstand om, at vi for at løse verdens udfordringer har brug for langsommelige handlinger frem for den hurtige tænkning og kortsigtede handling, som præger det kapitalistiske samfund i dag. Hannah Lutz mener, at litteratur er andet end umiddelbare reaktioner og kritik. I litteraturen er det muligt at behandle sproget mere omsorgsfuldt og ansvarsbevidst. Det handler ikke om at jage af sted uden at tænke over, hvordan man bruger sproget, og hvem ordene retter sig imod. Litteratur er et rum for eftertænksomhed: ”Vi tror tit, at politiske krisetider alene kalder på hurtig tænkning og hastig handling. Men de kalder altså i høj grad også på langsom tænkning, langsom læsning og langsom handling,” siger hun og fortsætter: ”Det er altid vigtigt at tænke langsomt og insistere på rum, der giver plads til netop det. Og det kan vi i litteraturen få lov til.” (Anna Raaby Ravn: At leve langsomt er i sig selv et oprør. Information, 2016-25-06).
Det er i skovene og i bøgerne, at Hannah Lutz føler sig hjemme. I sin romandebut ”Vildsvin” (2016) skriver hun om vildsvin, der vandrer rundt i de sydsvenske skove. Selv blev hun optaget og fascineret af dyrene, da hun sammen med nogle venner købte et hus i Småland, hvor de var omgivet af vildsvin. Vildsvinene blev betragtet som skadedyr, der spiste alt grønt i beboernes køkkenhaver. Selvom der var mange, så de dem aldrig, men kun sporene efter dem. Dette gav Hannah Lutz lyst til at udforske dem nærmere, hvilket senere resulterede i en roman.