Lutz, Hannah
Foto: Lea Meilandt

Hannah Lutz

Artikel type
voksne
stud.mag. Charlotte Lybecker, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
Lutz, Hannah
Foto: Lea Meilandt
Main image
Lutz, Hannah
Foto: Lea Meilandt / Samleren

Indledning

Den finlandssvenske forfatter Hannah Lutz har skrevet en sindrig roman om det at være alene, at føle længsel og om vildsvin. Hannah Lutz bevæger sig i et drømmende univers og veksler mellem det virkelige og det fantastiske. Hun omfavner det eksistentielle og udfolder personernes fortid og savn gennem deres tilbageskuende erindringer. ”Vildsvin” fra 2016 er en gådefuld roman, hvor den dyrkede natur møder vildskaben, og hvor håb og længsel går hånd i hånd med afmagt og tomhed.

 

52319633

Blå bog

Født: Den 24. marts 1984 ved Ekenäs i Finland.

Uddannelse: MA i Kulturvidenskab og kønsstudier fra Åbo Akademi, 2011. Uddannet fra Forfatterskolen i København, 2013.

Debut: Vildsvin. Forlaget Samleren, 2016.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Vildsvin. Forlaget Samleren, 2016.

Inspiration: Silvia Federici, Jonas Hassen Khemiri, Liv Strömquists og Sara Granérs tegneserier, oldemorens dagbøger og de finlandssvenske feminister Edith Södergran, Tove Jansson og Märta Tikkanen.

 

 

 

 

 

lutz

Baggrund

”Jeg længes hjem. Ud. Her er det umuligt at være alene, der er ikke plads. Træerne er trygt selskab, vugger og beroliger, trænger sig på. Jeg troede at den fugtige tætte skov ville forbinde mig med alt det levende, men jeg har ingen følelse af, at jeg deler skoven her med vildsvinene. Jeg er ikke forbundet med deres bevægelser, jeg ved ikke hvad de vil.”
”Vildsvin”, s. 79.

Hannah Lutz (født 1986) er vokset op i et stort kollektiv på landet tæt ved byen Ekenäs i det sydlige Finland sammen med sine forældre og lillebroren Jonas. Hendes far er musiklærer og moren sociolog. I kollektivet sang de meget, og Hannah Lutz har altid været glad for musik. Det var også musikken, der vækkede hendes interesse for litteratur: ”I sangene begyndte jeg at interessere mig for melodierne i sproget, rytme, rim og fortællinger. Jeg skrev lange digte, der rimede og fik mit eget rimeleksikon, da jeg startede i skole, som jeg brugte næsten dagligt” (Eget interview, 2016).

Hannah Lutz har gået på forskellige skoler, herunder Rudolf Steiner-skole og et par folkeskoler. Hun har studeret Kulturvidenskab og kønsstudier på Åbo Akademi fra 2004-2011 og flyttede efterfølgende til København, hvor hun fra 2011-13 gik på Forfatterskolen. I dag bor hun i et kollektiv i Tølløse på Vestsjælland sammen med otte andre. Udover sit virke som forfatter er hun en del af kollektivredaktionen bag tidsskriftet VisAvis. Hun holder af at skrive i kollektivet, der altid rummer liv og stemmer: ”Mit værelse er oven på køkkenet, og der er ikke lydisoleret endnu, så når der er mennesker i køkkenet, kan jeg høre alt, hvad de siger og laver (…) deres stemmer former min arbejdsplads.” (Hannah Lutz: Arbejdspladsen: Hannah Lutz. Information, 2016-04-06).

Hannah Lutz er inspireret af den franske feminist og filosof Gayatri Spivak og hendes påstand om, at vi for at løse verdens udfordringer har brug for langsommelige handlinger frem for den hurtige tænkning og kortsigtede handling, som præger det kapitalistiske samfund i dag. Hannah Lutz mener, at litteratur er andet end umiddelbare reaktioner og kritik. I litteraturen er det muligt at behandle sproget mere omsorgsfuldt og ansvarsbevidst. Det handler ikke om at jage af sted uden at tænke over, hvordan man bruger sproget, og hvem ordene retter sig imod. Litteratur er et rum for eftertænksomhed: ”Vi tror tit, at politiske krisetider alene kalder på hurtig tænkning og hastig handling. Men de kalder altså i høj grad også på langsom tænkning, langsom læsning og langsom handling,” siger hun og fortsætter: ”Det er altid vigtigt at tænke langsomt og insistere på rum, der giver plads til netop det. Og det kan vi i litteraturen få lov til.” (Anna Raaby Ravn: At leve langsomt er i sig selv et oprør. Information, 2016-25-06).

Det er i skovene og i bøgerne, at Hannah Lutz føler sig hjemme. I sin romandebut ”Vildsvin” (2016) skriver hun om vildsvin, der vandrer rundt i de sydsvenske skove. Selv blev hun optaget og fascineret af dyrene, da hun sammen med nogle venner købte et hus i Småland, hvor de var omgivet af vildsvin. Vildsvinene blev betragtet som skadedyr, der spiste alt grønt i beboernes køkkenhaver. Selvom der var mange, så de dem aldrig, men kun sporene efter dem. Dette gav Hannah Lutz lyst til at udforske dem nærmere, hvilket senere resulterede i en roman.  

Vildsvin

”Vildsvinene vil forlade Småland, vil væk fra hjemmet, men det nytter ikke, de går rundt i cirkler. Hver nat til de samme stengærder, roder i den samme gamle jord. Er det drømmene der holder dem? Søvnen?”
”Vildsvin”, s. 31.

I Hannah Lutz’ debutroman ”Vildsvin” (2016) følger vi tre jegfortællere, som ikke har noget til fælles og så alligevel? De er alle ankommet til Hornanäs i Småland nær produktionsskove og søer, fordi de føler sig ensomme, længselsfulde og er draget af de vildsvin, der er så mange af.

I skiftende monologer beretter de om deres erindringer og om vildsvinene, som spiser af beboernes køkkenhaver og nedtramper kornet på markerne. Ritve vil lave en dokumentarfilm om vildsvinene. Hun kan ikke se dem, men de bliver ved med at dukke op i hendes drømme. Glenn arbejder for kommunen og har et fjernt forhold til sit job og til kæresten Martina. Modsat Ritve kan han se vildsvinene, der pusler rundt i hans have om natten. Glenn venter på istiden og ser på, hvordan alt trampes ned foran ham: ”En dag, måske snart, fejer en vind ind over landskaberne der får os på den nordlige halvkugle til at fryse fast midt i en bevægelse. Vi når ikke at forberede os, det sker uden varsel. Jeg har forsonet mig med tanken, det skal jo slutte på en eller anden måde” (s. 7-8).

52319633

Mia forsøger ihærdigt at holde live i sin tavse morfar. Hun længes tilbage til dengang, hvor morfaren fortalte spændende historier fra sin barndom om vildsvinet Sigga og den karismatiske folkeskolelærer Ivar Sandberg. I forsøget på at få sin morfar til at tale, tager hun ham med til hans gamle folkeskole Siggalycke, hvor hun digter videre på hans fortællinger. Alle tre forsøger de at finde en mening med tilværelsen.

De tre fortælleres skiftende monologer udgør i korte afsnit romanens opbygning, og tankestrømmene blandes med de sanselige naturbeskrivelser og jordnære dialoger. Lutz anvender mange sideordnede sætninger, som skaber en staccatoagtig rytme og giver læseren lyst til at læse de korte fortællinger i én glidende overgang.

Romanen kredser om forholdet mellem menneske og natur, det kunstige og det vildtvoksende. Personerne befinder sig i grænselandet mellem virkelighed og fantasi, ligesom vildsvinene, der efterlader konkrete synlige spor, men som også optræder i drømme og fortællinger. Vi kan ikke afskærme os fra naturen. Vildsvinene kommer igen, og istiden truer forude. Vi må blot vente og se: ”Hvad skal vi gøre, siger Martina. Ingenting, siger jeg, vi venter og ser.”, som der står på side 73.