I Hannah Lutz’ debutroman ”Vildsvin” (2016) følger vi tre jegfortællere, som ikke har noget til fælles og så alligevel? De er alle ankommet til Hornanäs i Småland nær produktionsskove og søer, fordi de føler sig ensomme, længselsfulde og er draget af de vildsvin, der er så mange af.
I skiftende monologer beretter de om deres erindringer og om vildsvinene, som spiser af beboernes køkkenhaver og nedtramper kornet på markerne. Ritve vil lave en dokumentarfilm om vildsvinene. Hun kan ikke se dem, men de bliver ved med at dukke op i hendes drømme. Glenn arbejder for kommunen og har et fjernt forhold til sit job og til kæresten Martina. Modsat Ritve kan han se vildsvinene, der pusler rundt i hans have om natten. Glenn venter på istiden og ser på, hvordan alt trampes ned foran ham: ”En dag, måske snart, fejer en vind ind over landskaberne der får os på den nordlige halvkugle til at fryse fast midt i en bevægelse. Vi når ikke at forberede os, det sker uden varsel. Jeg har forsonet mig med tanken, det skal jo slutte på en eller anden måde” (s. 7-8).
52319633
Mia forsøger ihærdigt at holde live i sin tavse morfar. Hun længes tilbage til dengang, hvor morfaren fortalte spændende historier fra sin barndom om vildsvinet Sigga og den karismatiske folkeskolelærer Ivar Sandberg. I forsøget på at få sin morfar til at tale, tager hun ham med til hans gamle folkeskole Siggalycke, hvor hun digter videre på hans fortællinger. Alle tre forsøger de at finde en mening med tilværelsen.
De tre fortælleres skiftende monologer udgør i korte afsnit romanens opbygning, og tankestrømmene blandes med de sanselige naturbeskrivelser og jordnære dialoger. Lutz anvender mange sideordnede sætninger, som skaber en staccatoagtig rytme og giver læseren lyst til at læse de korte fortællinger i én glidende overgang.
Romanen kredser om forholdet mellem menneske og natur, det kunstige og det vildtvoksende. Personerne befinder sig i grænselandet mellem virkelighed og fantasi, ligesom vildsvinene, der efterlader konkrete synlige spor, men som også optræder i drømme og fortællinger. Vi kan ikke afskærme os fra naturen. Vildsvinene kommer igen, og istiden truer forude. Vi må blot vente og se: ”Hvad skal vi gøre, siger Martina. Ingenting, siger jeg, vi venter og ser.”, som der står på side 73.