Romanen ”Vildsvin” (2016) af Hannah Lutz har noget drømmende og mytisk over sig i dens vekslen mellem virkelighed og fantasi. Romanens tre jegfortællere befinder sig i den stilstandsramte landsby ved Smålands skove af forskellige årsager, og deres veje berører kun hinanden sporadisk. De kommer alle i kontakt med de vildsvin, der lister rundt, og de lider alle af en form for tab og ensomhed, der får dem til at tage ud i skovene for at søge tryghed. Måske hos vildsvinene, måske i drømmene.
Det drømmende univers er et gennemgående tema i romanen. Det er her, personerne møder den vilde natur. Dette ses blandt andet i Ritves forsøg på at smelte sammen med naturen og blive en del af flokken: ”Vi lukker øjnene, vi kaster os ud i bølgerne. Hele aftenen svømmer vi, samler søgræs, tunge læs som vi tørrer over bålet. Vi lægger os omkring ilden, kigger ind i gløderne, bliver tavse og rolige i natten. Mit hår tørrer, ligesom vildsvinenes pels. Vinden er varm, vi sover under åben himmel, lever af søgræs og saltvand hele sommeren” (”Vildsvin”, s. 95).
Mias projekt om at lave et lydarkiv fra morfarens gamle skole nærmer sig også det fantastiske, når hendes fortællinger flyder sammen med morfarens erindringer. Det mystiske lægger sig som et slør over hele romanen og efterlader læseren med undrende spørgsmål. Kommer morfaren til at tale? Overlever Glenn i skovene? Og oplever Ritve nogensinde en forening med vildsvinene?
”Vildsvin” er en roman, hvor det episke forløb med et plot er trukket i baggrunden. Læseren drages i stedet af forfatterens flydende prosa. Hannah Lutz sammenfletter monologer, dialog og naturbeskrivelser i et fængende sprog med mange allitterationer og sideordnede sætninger: ”Jeg tørrer morfars hår. Jeg tørrer mit eget hår. Jeg pudser næse. Sætter mig i køkkenet. Jeg bider negle” ( ”Vildsvin”, s. 12). Romanen har mange fællestræk med kortprosa i dens korte fragmentariske form og åbne slutning, hvor læseren må arbejde videre på historiens mulige fortsættelse. ”Vildsvin” kan også danne paralleller til den fragmenterede punktroman, hvor korte tekststykker er byggesten, som læseren selv skal forbinde.