Tre år efter ”Morfeus”-udgivelsens vanvittige formeksperimenter gik Niels Lyngsø i 2007 med ”39 digte til det brændende bibliotek” over til en mere traditionel digtning med titler, linjeskift og alt det andet, som plejer at følge med, når man læser poesi. Det gør samlingen mindre bundet af sit koncept og litteraturteoretiske ærinde end sin forgænger, og der levnes bedre rum for poetisk omgang med mere alment gyldige emner.
Tematisk kredser digtene om kærlighed, minder og sorg, og på den måde kan man sige, at mennesket nærmere end poetikken er i centrum for ”39 digte til det brændende bibliotek”.
26760623
Digtene bindes som titlen antyder sammen af et ildmotiv. Ilden er både en livgivende og destruktiv kraft. Træ er både papir og brænde (se blot omslagets glødende blad), og digtsamlingens titel er en henvisning til antikkens største bibliotek i egyptiske Alexandria, som efter sigende brændte ned nogle hundrede år efter sin opførelse. Ildmotivet ekspliciteres især i ”Vågeblus I”, det første af tre dødsdigte, hvor jeg’et sidder hos sin døende mor ”og stirrer ind/ i dine øjne, der brænder/ Alexandrias bibliotek.”
Digter-jeg’et udtrykker både et tab og erkendelse i moderens død: ”Det brænder i dine øjne;/ de hager sig fast i mit blik./ Jeg sætter mig og tager din hånd,/ kigger ind i flammerne/ mens mørket falder på.” Erkendelsen betyder i Vågeblus III, at jeg’et føler en pligt til at lade ilden brænde videre i sig selv: ”biblioteket må ikke brænde ned – der skal/ også være et blus den dag/ bålet skal brænde i mine øjne.” Ilden er både død og skabelse og er uløseligt bundet sammen.
”39 digte til det brændende bibliotek”, som på symbolsk vis udkom på Niels Lyngsøs 39 års fødselsdag, er digter-jeg’ets møde med døden som grundvilkår. Det er en stille, meditativ behandling af livet mere end en poetisk styrkeprøve. Niels Lyngsø er her en mere afdæmpet poetisk skikkelse, som maler litterære stilleben og fantaserer om middelaldermystikeren Hildegard af Bingen (1098-1179).