Niels Lyngsø

Da Niels Lyngsø sidst i 1990’erne var nået det første stykke ind i sin ph.d.-afhandling i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, fik han en erkendelse. Han gad ikke lave den færdig. Han deponerede det foreløbige arbejde i skrivebordsskuffen og vendte aldrig siden tilbage til det. I stedet brugte Lyngsø sit treårige forskningsstipendium på at arbejde på sin tredje digtsamling, ”Force majeure”, som udkom i 1999. Den talentfulde litterat var dermed færdig som karriereakademiker.

Beslutningen om at forlade sit arbejdsliv som litteraturforsker på universitetet blev også det første skridt hen imod en transformation fra et enormt intellektuelt forfatterskab til et mere tilgængeligt virke. Niels Lyngsø mener selv, at han på grund af en meget lidt litterær opvækst i en familie fra den lavere middelklasse i københavnerforstaden Skovlunde har haft en tendens til at iføre sine værker en temmelig akademisk spændetrøje, som har virket afskrækkende på en bred skare af læsere: ”Jeg har nok haft en tendens til at overkompensere, fordi jeg ikke har litterær baggrund,” siger Niels Lyngsø selv (Anders Olling: Interview med Niels Lyngsø til Forfatterweb, 2016-23-05).

Universitetet havde ellers spillet en vigtig rolle i udformningen af Niels Lyngsø som forfatter. Den unge læsehest begyndte allerede at skrive i 11-12-årsalderen, og i gymnasiet blev det klart for ham, at han ville være forfatter. Men i stedet for at søge ind på Forfatterskolen blev hans litterære virke udviklet på litteraturstudierne på Københavns Universitet. Derfor blev hans tilgang teknisk, analytisk og historisk funderet.

Den akademiske tilgang til forfattergerningen kulminerede med ”Morfeus” fra 2004, hvorefter han skiftede stil i ”39 digte til det brændende bibliotek” fra 2007. Her var akademikeren trængt i defensiven af digteren, hvilket gav Niels Lyngsø en hidtil uset kunstnerisk frihed, som siden har resulteret i rapprojekter og lettere tilgængelig prosa. Noget, som den unge Niels Lyngsø nok ikke havde tilladt sig selv.

Niels Lyngsø har udover sit kunstneriske og akademiske virke arbejdet som oversætter og har tidligere været litteraturkritiker på Dagbladet Politiken.

”Morfeus” fra 2004 er Niels Lyngsøs hidtil mest radikale tekstarbejde, og bogen, som har undertitlen ”Digte og Poetik”, udfordrer på alle tænkelige måder tekstens opsætning og bogens fysiske form. Den anses for hans hidtidige hovedværk, hvor Lyngsø er både digter, litterat og eksperimenterende grafiker. Morfeus bygger videre på formeksperimenter fra tidligere de digtsamlinger ”Stof” (1996) og ”Force Majeure” (1999).

Morfeus er en kvadratisk samling sider sat sammen af fem ringe. Teksterne vender og drejer sig, former sig som tragte og bølger eller ligefrem bliver til konkret poesi i form af en nøgen kvinde (”Eliza”) eller en hånd (”De fem sanser: Håndskrift”), som former sig af bogstaver, tal og tegn. I nogle passager fader teksten ud og får gradvist samme farve som den blanke side, gotiske bogstaver sniger sig ind sammen med et digt af Schack von Staffeldt (”Vanvids Rige”) og et citat af Edmund Burke.   

25384350

Bogen har ingen sidetal og tager sig umiddelbart ud som et kaotisk mylder af ordeksperimenter. Men Lyngsøs ordrabalder holdes i snor af en række tekster, hvor Lyngsø udtrykker sin poetik, dvs. sin teori om poesiens væsen. Her lyder f.eks. i DET MORFISKE FELT (en ”filosofisk sonet” som nok nærmere skal betegnes som et manifest med 14 punkter), hvor det lyder: ”KAOS er ikke uform, men alform. Potentialitet. Virtualitet. Reservoir.” Siden kritiserer han i samme tekst opfattelsen af det klassiske værk og avantgardens ”antiværk” som modsætninger og skriver, at ”der er ikke på noget niveau en modsætning mellem det formfuldendte og det dynamiske”. 

På den måde er ”Morfeus” både digt og litterær teori. Et af Lyngsøs vigtigste ærinder med bogen er at bygge bro mellem det klassiske værk (orden) og de avantgardistiske formsprængninger (kaos).

Ved udgivelsen af ”Morfeus” i 2004 var litteraturkritikerne imponerede over Niels Lyngsøs ambitiøse bestræbelser, men bogen blev også kritiseret for at lade koncept og poetik overskygge det poetiske indhold.