Morfeus

Citat
”Lyde bliver tyde / ligere i tåge for / planter sig i vand / partikler som former den / bølge af blomster * der / bærer verden frem til bue / gangene sneglen forgården ind”
”Morfeus”, intet sidetal

”Morfeus” fra 2004 er Niels Lyngsøs hidtil mest radikale tekstarbejde, og bogen, som har undertitlen ”Digte og Poetik”, udfordrer på alle tænkelige måder tekstens opsætning og bogens fysiske form. Den anses for hans hidtidige hovedværk, hvor Lyngsø er både digter, litterat og eksperimenterende grafiker. Morfeus bygger videre på formeksperimenter fra tidligere de digtsamlinger ”Stof” (1996) og ”Force Majeure” (1999).

Morfeus er en kvadratisk samling sider sat sammen af fem ringe. Teksterne vender og drejer sig, former sig som tragte og bølger eller ligefrem bliver til konkret poesi i form af en nøgen kvinde (”Eliza”) eller en hånd (”De fem sanser: Håndskrift”), som former sig af bogstaver, tal og tegn. I nogle passager fader teksten ud og får gradvist samme farve som den blanke side, gotiske bogstaver sniger sig ind sammen med et digt af Schack von Staffeldt (”Vanvids Rige”) og et citat af Edmund Burke.   

25384350

Bogen har ingen sidetal og tager sig umiddelbart ud som et kaotisk mylder af ordeksperimenter. Men Lyngsøs ordrabalder holdes i snor af en række tekster, hvor Lyngsø udtrykker sin poetik, dvs. sin teori om poesiens væsen. Her lyder f.eks. i DET MORFISKE FELT (en ”filosofisk sonet” som nok nærmere skal betegnes som et manifest med 14 punkter), hvor det lyder: ”KAOS er ikke uform, men alform. Potentialitet. Virtualitet. Reservoir.” Siden kritiserer han i samme tekst opfattelsen af det klassiske værk og avantgardens ”antiværk” som modsætninger og skriver, at ”der er ikke på noget niveau en modsætning mellem det formfuldendte og det dynamiske”. 

På den måde er ”Morfeus” både digt og litterær teori. Et af Lyngsøs vigtigste ærinder med bogen er at bygge bro mellem det klassiske værk (orden) og de avantgardistiske formsprængninger (kaos).

Ved udgivelsen af ”Morfeus” i 2004 var litteraturkritikerne imponerede over Niels Lyngsøs ambitiøse bestræbelser, men bogen blev også kritiseret for at lade koncept og poetik overskygge det poetiske indhold.