Baggrund

Citat
”For anden gang i sit liv oplevede han at være endegyldigt uden for et miljø som han havde trivedes sådan i at det, den stakkede stund han var i det, end ikke havde strejfet ham at man kunne være noget andet sted. Som otteårig blev han i en vis forstand født igen: udstødt.”
”Min ukendte bror”, s. 53.

Da Niels Lyngsø sidst i 1990’erne var nået det første stykke ind i sin ph.d.-afhandling i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, fik han en erkendelse. Han gad ikke lave den færdig. Han deponerede det foreløbige arbejde i skrivebordsskuffen og vendte aldrig siden tilbage til det. I stedet brugte Lyngsø sit treårige forskningsstipendium på at arbejde på sin tredje digtsamling, ”Force majeure”, som udkom i 1999. Den talentfulde litterat var dermed færdig som karriereakademiker.

Beslutningen om at forlade sit arbejdsliv som litteraturforsker på universitetet blev også det første skridt hen imod en transformation fra et enormt intellektuelt forfatterskab til et mere tilgængeligt virke. Niels Lyngsø mener selv, at han på grund af en meget lidt litterær opvækst i en familie fra den lavere middelklasse i københavnerforstaden Skovlunde har haft en tendens til at iføre sine værker en temmelig akademisk spændetrøje, som har virket afskrækkende på en bred skare af læsere: ”Jeg har nok haft en tendens til at overkompensere, fordi jeg ikke har litterær baggrund,” siger Niels Lyngsø selv (Anders Olling: Interview med Niels Lyngsø til Forfatterweb, 2016-23-05).

Universitetet havde ellers spillet en vigtig rolle i udformningen af Niels Lyngsø som forfatter. Den unge læsehest begyndte allerede at skrive i 11-12-årsalderen, og i gymnasiet blev det klart for ham, at han ville være forfatter. Men i stedet for at søge ind på Forfatterskolen blev hans litterære virke udviklet på litteraturstudierne på Københavns Universitet. Derfor blev hans tilgang teknisk, analytisk og historisk funderet.

Den akademiske tilgang til forfattergerningen kulminerede med ”Morfeus” fra 2004, hvorefter han skiftede stil i ”39 digte til det brændende bibliotek” fra 2007. Her var akademikeren trængt i defensiven af digteren, hvilket gav Niels Lyngsø en hidtil uset kunstnerisk frihed, som siden har resulteret i rapprojekter og lettere tilgængelig prosa. Noget, som den unge Niels Lyngsø nok ikke havde tilladt sig selv.

Niels Lyngsø har udover sit kunstneriske og akademiske virke arbejdet som oversætter og har tidligere været litteraturkritiker på Dagbladet Politiken.