Hvordan skal vi leve sammen? Står monogami i vejen for det gode liv? Erfarer vi bedst gennem krop eller tanke? Det er hovedtemaerne i Niels Lyngsøs roman ”Himlen under jorden” fra 2016. Bogen er en fortsættelse af ”Min ukendte bror” fra året før, men kan sagtens læses selvstændigt.
Antropologen Nadia Nazir lever i et kollektiv i et flere hundrede kilometer langt underjordisk gangsystem under Paris. Hun er antropolog og har erklæret det monogame parforhold krig, og i kollektivet eksperimenterer medlemmerne med utopiske samlivsformer med sex som det primære omdrejningspunkt.
Samtidig er hendes for hende ukendte halvbror Hans-Peter Frederiksen taget til Schweiz for at besøge deres hårdt ALS-ramte far. Her trækker den døende far, som er så ramt af sygdommen, at han taler ved hjælp af en computer, sønnen ind i sin fortid som ingeniør i et hemmeligt firma, som arbejdede på at udvikle superbeskyttelsesrum under den kolde krig.
52583071
Formelt skifter bogen mellem to spor, hvor de to halvsøskende (hun som jeg-fortæller, han holdes i tredje-person), som lever helt forskellige liv, skiftes til at løbe med opmærksomheden. Mens Nadia dyrker de kropslige erfaringer, er Hans-Peter fokuseret på sprog og teknologi. Hvordan hænger det så sammen? Svaret kan måske findes i den døende far, der viser ukendte sider af sig selv fra tiden som umiddelbart rationel ingeniør.
I øvrigt vil læsere, der har bogen liggende på natbordet, bemærke en detalje, som kan ses som en hilsen fra Lyngsøs tid som formelt eksperimenterende digter. Omslaget på ”Himlen under jorden” er fyldt med selvlysende prikker, der lyser op i nattemørket. Altså mimer omslaget bogens titel: Når mørket sænker sig, lyser stjernerne op i overført betydning, ligesom i Nadias mørke sexkollektiv-utopi under Paris.
”Himlen under jorden” blev enormt positivt modtaget blandt kritikerne i de danske dagblade, og er den foreløbigt den mest roste Niels Lyngsø-udgivelse til dato.