Min ukendte bror

Citat
”Midt på Rigshospitalets helikopterplatform lå en fyrreårig mand i fosterstilling. Januarblæsten ruskede i den beskidte t-shirt, og bukserne var våde og krøllede. Den ene sko manglede, strømpen så ud til engang at have været gul, og i hånden knugede han et par ødelagte briller. Da de to portører fik øje på ham, troede de først at han var død, men da de råbte ham an, vågnede han med et spjæt.”
”Min ukendte bror”, s. 27.

”Min ukendte bror” (2015) er Niels Lyngsøs første roman siden 1992, og hvor han før har haft ry for at være en tung, intellektuel forfatter, er han denne gang langt mere tilgængelig. Der er tale om en form for erindringsroman, hvor læsere vil finde langt mere at identificere sig med end i tidligere værkers systemisk udfordrende sprogeksperimenter, uden på nogen måde at forfalde til at skrive rendyrket skabelonlitteratur.

Sprognørden Hans-Peter rammes hårdt af 40-års-krisen, og en kold vintermorgen ligger han bevidstløs på helikopterlandingspladsen på toppen af Rigshospitalet i København. Da han kommer til sig selv, fabler han om rumvæsener, taler et væld af sprog og har helt og aldeles mistet sin hukommelse.

51960270

Da Hans-Peter kommer i behandling hos en psykiater, sammenstykkes historien om hans opvækst gennem halvfjerdserne og firserne. Et tidsportræt af de gamle årtiers musik og kitsch, som formelt kunne ligne den klassiske roman om genskabelsen af de tabte erindringer a la Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” (1913-27), hvor jeg’et på sit (syge-)leje fremmaner barndom og ungdom for det indre blik. Men Niels Lyngsø piller alligevel ved formen ved at lade flere andre spor flette sig ind i romanens forløb.

F.eks. følges en række rumsonders vej gennem solsystemet, og den mystiske jegfortæller (som IKKE er Hans-Peters jeg) viser en enorm viden om fænomener som velfærdssamfundets udvikling og byplanlægning og kan heller ikke afholde sig fra at komme med sin egen analyse af bogens hovedperson.

”Min ukendte bror”s overordnede ærinde er beskrivelsen af et kejtet æggehoveds forsøg på at finde sin plads i en verden, som holdes sammen af sprog, men som han trods sin hårde kamp for at finde ind til sprogets inderste kerne, aldrig rigtig finder sin plads i. I hvert fald ikke før en benhård livskrise sender ham ud i vanviddets mørke hul.