Sent i sit forfatterskab opnåede Preben Major Sørensen en slags kultstatus, ikke mindst i kraft af sin roman ”Barnet” (2010). Fortælleren i bogen har set sig ond på et barn, ja, han væmmes ved det, og det er med en vis fryd, han rapporterer fra barnets sygdom. I sin sygdom kaster barnet en frygtelig masse forskellige ting op, som så tydes af en augur – en augur er en spåmand fra det gamle Rom – eller en børnelæge, og tolkes som et tegn på, hvad barnet skal blive i sit liv.
28410522
Med meget lidt udvikling og variation – barnet dør f.eks. på et tidspunkt, uden at det har en egentlig indflydelse på teksten, og det liver da også op igen – er det denne motor, der kører i tomgang bogen igennem. Det er simpelthen en opremsning af det, barnet brækker op, og dét barnet skal blive til, uden at der er en afkodelig sammenhæng i mellem de to ting. På den måde bliver det nærmere til en antiroman, ideen om udvikling er ligegyldig, når det ingen forskel gør for den måde, teksten opfører sig på, at barnet dør, og ideen om konsekvens af handlinger og forløb er decideret fraværende. Det er et radikalt projekt, og selvom ondskab fylder meget, fylder humor lige så meget, det er ikke helt galgenhumoristisk, men det er tæt på.
Selvom ”Barnet” altså ikke handler om noget, kan der siges at være en samfundskritik mod forældres ideer om, at ens barn rigtig skal blive til noget her i tilværelsen, at ens funktion, ens beskæftigelse har noget at gøre med, om man bliver til et godt menneske.
Det, der i høj grad holder én i gang som læser, og faktisk gør at man gerne vil læse en 100 sider lang opremsning af opkast af diverse ting og tilhørende tydninger, er den store sproglige opfindsomhed. Det anti-associationsagtige link imellem genstand og beskæftigelse er ofte virkelig morsomt. Men det sker ofte, at tekststykkerne bliver længere og selvkommenterende og ligefrem fabulerende. Der er en enorm sproglig lethed og et højt humør forbundet med alle væmmelighederne, og den skriftlige energi er dejlig at være i selskab med.