Forløbelser

Citat
”Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. (…) og hvad i helvede har jeg i grunden ikke gjort for at højne smagen, for at sprede tågen og lufte ud på hospitalsgangen, hvad har jeg ikke præsteret af beskidt lokumsrensning, hvor de andre bare sad og gloede ud af vinduet på de grønne marker med de græssende køer”
”Forløbelser”, s. 127.

I Preben Major Sørensens udgivelse ”Forløbelser” fra 2015 finder man i novellen ”Barnet i døren”, der kun er én side lang, noget typisk for hans forfatterskab. Nemlig genstande der ikke kun er en ting, eller der ikke kan fastholdes i skriften som kun værende en ting. Det unavngivne jeg i novellen knuser hovedet på det, der både er en dukke og et barn, da han lukker en dør. Han forsøger at trøste Laurits, der er far til barnet eller ejer af dukken eller begge ting, ved at sige: ”’Ja, men Laurits, det er jo kun en dukke.’ Og tilmed er jeg så taktløs at tilføje: ’Er du for resten sikker på om barnet overhovedet er dit?’” (”Forløbelser”, s. 82). Det er ikke til at afgøre, om det er et barn eller en dukke, der er tale om.

Det er paradoksalt, at skriften, som ellers udmærker sig ved at kunne udpege, fastholde, definere og fastholde ting, her hos Major Sørensen kan skabe et sådan mærkeligt hybridvæsen, der netop ikke kun kan være én ting. Det peger på en inspiration fra både sprogfilosofi og horror-fortællinger, hvor den uhyggelige fornemmelse af det ukendte og ukendelige dyrkes. Dét, det også peger på, er, at der hos Major Sørensen ligger en antagelse om, at man i skriften har en frihed til at gøre lige det, der passer én.

52077710

Det tema bliver tydeligt i ”Forløbelser”, hvor provokationen og overskridelsen virkelig bliver testet og ofte kammer over. I flere af bogens tekster er der en stemme og en fortæller, der meget ligner Major Sørensen selv, men som ikke skal forveksles med en autofiktionel stemme. Forhåbentligt ikke i hvert fald, for der tales om incest og voldtægt af børn samt tortur og bestialske drab. Det må man snarere se som et oprør imod en forståelse af litteratur som noget, der skal gøre godt, være opbyggeligt og repræsentere rimelige synspunkter. Det vil Major Sørensen ikke. Ligesom med de mystiske aspekter af hans tekster er det ikke lyset, men mørket og ondskaben, der interesserer ham. Hele tiden skrevet med en kølighed og distance, der gør det så meget desto ondere. Og selvfølgelig skal ondskaben også kunne undersøges i litteraturen.