Kunst, politik og virkelighed udgør forfatterskabets tematiske skelet. Karakteristisk for Malinowskis lyrik er den kontinuerlige kritik af imperialisme, fascisme og religion. Malinowski var ateist og anså en nihilistisk grundholdning som en forudsætning for frihed. ”Eftersom de etablerede værdier og den tro de foreskriver ikke er andet end undertrykkelsesmidler, er en ophævelse af troen – og dermed værdierne – ikke andet end en frigørelsesproces. En befrielse fra blandt andet fjendskab, splittelse, isolation. Følgelig en frigørelse til blandt andet venskab, fællesskab, samarbejde – eller med andre ord: socialisme,” (Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Hans Reitzels forlag, 1975, s. 134) forklarer han ved et foredrag i 1973. Undertrykkelse var altså et emne, der lå Malinowski meget på sinde. Erfaringerne fra Anden Verdenskrig inspirerede til at opfatte splittelsen som et eksistensvilkår. Hans kosmopolitiske tilværelse satte altså også sit aftryk på digtene. F.eks. skrev han digte om Spanien, Nicaragua og de svenske skove.
Forgængelighed i form af de skiftende årstider, og motiver som veje, vind, fugle og vand forekommer hyppigt i digtene. Endelig benytter Malinowski sig ofte af modsætningspar som krig-fred, drøm-virkelighed, liv-død. Han sammenstiller modsatrettede synspunkter i digtene for at diskutere et udsagn, og derfor er hans produktion af flere blevet betegnet som dialektisk: hans poesi synes at reflektere gennem modsætninger.