ivan malinowski
Foto: Erik Gleie / Ritzau Scanpix

Ivan Malinowski

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
ivan malinowski
Foto: Erik Gleie / Ritzau Scanpix
Main image
Malinowski, Ivan
Foto: Geert Bardum / Scanpix

Indledning

Ivan Malinowski var en politisk engageret digter, der dannede fortrop for modernismens gennembrud i Danmark i 1960'erne. Digtsamlingen ”Galgenfrist” introducerede en ekspressionistisk poesi skrevet i et splittet billedsprog. Den var baseret på hans førstehåndsoplevelser fra efterkrigstidens sønderbombede Europa. Malinowski forblev livet igennem et rejsende og reflekterende menneske, der også gjorde sig bemærket som oversætter af klassisk modernistisk litteratur. I hans egen lyriske produktion kombinerer han protest og politiske opråb med filosofisk indsigtsfulde øjebliksbilleder af naturens skønhed. Han var en kritisk, antiautoritær kosmopolit og en revolutionær nihilist til det sidste.

 

26175674

Blå bog

Født: Den 18. februar 1926, Frederiksberg.

Død: Den 5. november 1989.

Uddannelse: Student fra den danske skole i Göteborg i 1945, studier i slavisk filologi på Århus Universitet 1947-1952.

Debut: Vejen. Borgen, 1954.

Litteraturpriser: Dansk Oversætterforbunds Ærespris, 1961. Det Danske Akademis store pris, 1970. Emil Aarestrup Medaillen, 1978.

Seneste udgivelse: Når vejskiltene er vendt. Borgen, 2006.

Inspiration: Erik Lindegren, Bertolt Brecht og Boris Pasternak.

Periode: Dansk modernisme

Artikel type
voksne

Baggrund

”der er ingen løsning eller ligevægt/ der er ingen bolig på jorden// men dette splittede blod vil ikke dø/ og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”
”Galgenfrist”, s. 7.

Ivan Malinowski blev født i 1926 på Frederiksberg. Han voksede op i Vanløse med sine forældre, der begge var borgerlige kunsthåndværkere. Da Anden Verdenskrig brød ud, engagerede han sig i modstandsbevægelsen og måtte flygte til Sverige i 1943. Her tog han studentereksamen og stiftede desuden bekendtskab med de samtidige svenske modernister, der fik stor betydning især for hans tidlige digtning. Hans to første digtsamlinger var så kraftigt inspireret af Erik Lindegren, at han senere valgte at slette dem fra forfatterskabet. Hele livet bevarede Malinowski tilknytningen til Sverige. Han boede i længere perioder i Småland med sin kone Ruth og datteren Nina Malinowski, der også er forfatter.

Som 20-årig rejste han til Østeuropa, hvor han arbejdede illegalt med at hjælpe jøder over grænsen fra Polen til Tjekkoslovakiet. Han blev fanget, fængslet og sendt tilbage til Danmark, og oplevelserne påvirkede ham dybt. ”Det der slog en der i Europas ruinbyer, det var hvor tynd en fernis det var, den civilisation man betragtede som en selvfølge, hvor tæt under overfladen det store kaos ligger, altså hvor lidt der skal til før mennesket forvandles til dyr (…) Jeg tror det var af uvurderlig betydning for mig, at jeg mærkede alt det der på min krop, at jeg sov i lusede, våde bunkere sammen med tiggere og hjemløse og døende og sortbørsfolk, mens mange af mine kolleger var henvist til at sidde i deres studenterværelser og bekymres over civilisationen,” (Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Hans Reitzels forlag, 1975, s. 149), fortæller han i et interview.

Efterfølgende studerede Malinowski slavisk filologi, men afbrød studierne efter en årrække for at oversætte litterære værker af bl.a. Pablo Neruda, Boris Pasternak og Bertolt Brecht. Han modtog i 1961 Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sit arbejde. Gennembruddet som forfatter kom i 1958 med ”Galgenfrist”. De følgende ti digtsamlinger varierer i længde og stil, men fælles for Malinowskis lyriske produktion er det modernistiske blik på naturen og foragten for krig, ulighed og undertrykkelse.

Vejen

”Dette kvindevæsens hoved var forvandlet til en hængende ligegyldighed, en modløs spids, som den der fremkommer når man trækker dej ud til pølsen brister.”
”Vejen”, s. 8.
Ivan Malinowski debuterede som helt ung med digtsamlingen ”Ting” (1945), men han valgte senere at slette den fra sit forfatterskab. Derfor er hans officielle debut novellesamlingen ”Vejen” fra 1954. Novellegenren er ikke hans foretrukne, og bogen er derfor på mange måder atypisk for forfatteren. Men novellernes miljøskildringer af en verden i ruiner, efterkrigstidens Europa med traumatiserede, desillusionerede og distancerede mennesker i absurde livssituationer og eksistensens meningsløshed er grundstemninger, der er karakteristisk for hele Malinowskis bibliografi.

De gennemgående motiver i ”Vejen”s otte noveller er huse, træer, insekter, fugle og veje – både konkrete og symbolske. Karaktererne er fortabte, fattige, apatiske eller onde. De fleste er navnløse eller benævnes ved et bogstav, som den hjemvendte krigsfange N. i ”Klokkerne” eller Dr. K. i samlingens første novelle ”Fluen”.

I ”Fluen” sidder Dr. K. i tandlægens venteværelse og betages af et maleri i et tidsskrift, som han bladrer i. Maleriet forestiller en forvredet kvindekrop efter en voldtægt med en spyflue på det ene bryst. Motivet hjemsøger Dr. K., da han senere på en halvmondæn bar opsøger en prostitueret. Hans virkelighedsopfattelse flyder langsomt sammen med billedets surrealistiske univers og udmønter sig i et voldsomt anfald af panikangst. Både titlen ”Fluen”, hovedpersonens navn og hans forvandling er inspireret af den modernistiske forfatter Franz Kafkas groteske fortællinger om Joseph K. En anden tydelig inspiration er Malinowskis egne erfaringer fra hans mange rejser rundt i Centraleuropa i årene efter Anden Verdenskrigs ophør.

Novellerne i ”Vejen” er samfundskritiske og mismodige i deres skildringer af verdens ondskab og galskab. I flere af novellerne benytter Malinowski sig af Bertolt Brechts såkaldte ”Verfremdungs-effekt”. Det er et greb, han bruger for at distancere teksten for læseren og dermed bryde med dennes illusioner. Læseren må derfor forholde sig kritisk til teksterne og selv reflektere over deres indhold og budskaber.

Galgenfrist

”glemmer jeg dig/ er det fordi jeg husker dig for godt/ måtte jeg aldrig huske dig/ som jeg husker verden”
”Galgenfrist”, s. 12.
”Galgenfrist” (1958) blev Ivan Malinowskis gennembrud som digter. Digtsamlingen udkom i et lille oplag på forlaget Arena, men er litteraturhistorisk blevet tillagt stor betydning, som en forløber for konfrontationsmodernismen. Malinowski konfronterer læseren med tilværelsen, der ikke har en fast orden og sammenhæng, men tvært imod er sprængt og absurd. Titlens betydning er karakteristisk for stemningen i digtene. ”Galgenfrist” betyder en kort udsættelse af noget uundgåeligt og ubehageligt. De små digte beskriver kortvarige erfaringer med natur, kærlighed og splittede eksistensvilkår. Sansningerne fortættes, fordi visheden om, at alting har en ende, er allestedsnærværende.

Samlingens første digt ”Disjecta membra” er, med Malinowskis egne ord, skrevet i den svenske lyriker Erik Lindegrens stil. Lindegren skrev i et sprængt billedsprog. ”Disjecta membra” består af ni strofer på to vers uden rim, hvor syntaksen pga. linjebrudene bliver fragmenteret. Titlen er taget fra et Horats citat, om at digtets ord ikke giver mening, hvis de tages ud af deres sammenhæng. Digtet tematiserer splittelse og forgængelighed. Når en frugt spaltes, rådner den, og døden skiller de elskende fra hinanden.

”Myggesang” er samlingens vigtigste digt, og det er bl.a. medtaget i den danske kulturkanons lyrikantologi. Digtet beskriver med blomstrende kirsebærtræer og fjordens sarte vandspejl et sommeridyllisk drømmeunivers. Digtets rum er, som poesien, både åbent og lukket. Det er truet indefra og udefra, for hvert øjeblik kan drømmen briste, som en hinde eller et æg. I den sidste strofe afsluttes drømmetilstanden med en profeti om den forestående undergang: ”snart brister alt”.

”Galgenfrist” anses for at være den første digtsamling, som introducerede den radikale modernisme på dansk. Digtene er skrevet med en sort humor og i et barskt, smukt sprog. Deres budskab er nihilistisk, idet de afviser alle objektive værdier. Alting er meningsløst, og derfor oplever vi vores eksistens som sprængt i stykker.

1963-udgivelserne

”Ordet tro er beslægtet med ord som tryg og trøst. Ordet kunst er dannet af at kunne; det vækker (…) forestillingen om et tomrum der skal udfyldes, om en udfordring og en evne der skyder frem af det uvisse.”
”De tomme sokler”, s. 6.
I 1963 udgav Ivan Malinowski tre bøger: ”De tomme sokler”, ”Åbne digte” og ”Romerske bassiner”. Bøgerne er genremæssigt meget forskellige, men udgangspunktet er fælles: Kunsten skal kunne tale for sig selv.

”Åbne digte” består af 24 af Malinowskis mere lettilgængelige og prosaiske digte. Som titlen signalerer, er digtene for alle, og de kan tolkes frit. De repræsenterer ikke endegyldige løsninger eller definitive svar, men sigter mod at skabe refleksion og undren. Gentagelser og opremsninger giver digtene rytme. Der er f.eks. både et ”Åbent digt til Franco”, et ”Åbent digt til Hvorherre” og et til kulturministeren. Disse er sarkastiske portrætter og kommenterer på forfejlede gerninger. Andre digte er ironiske imitationer af annoncer, stillingsopslag eller tegneserier.

”Romerske bassiner” er surreelle sprogcollager, der ved konsekvent at forvrænge digtformen peger på den moderne verdens manglende sammenhæng og absurditet. Samlingens første del ”Katalog” indeholder 11 kvadratiske tekster, der opremser ord, citater og udsagn i en kaotisk, rytmisk strøm. Associationer, allitterationer og ironi fungerer som digtenes generator, eksempelvis: ”Flydende fløjlsgrød, kravlende camembert og ublufærdig blævrende blodbuddinger – alt for mennesket!” Ideen er at udstille og afsløre det meningsløse og klichéfyldte i det moderne menneskets sprogbrug. Men hvor ”Åbne digte” signalerer en opfordring til at handle og ændre på det meningsløse, udtrykker ”Romerske bassiner” intet håb om forandring og forbedring.

”De tomme sokler” indeholder mange forskellige typer tekster, bl.a. essays, revyviser, debatindlæg, digte og dialoger. I titelessayet fremlægger Malinowski sit syn på ideologi, religion og kunst. Ifølge ham, er det, der driver en kunstner, fortvivlelsen over universets tomhed. At skabe kunst kræver frihed, usikkerhed og erfaring. Malinowski forholder sig skeptisk til alle ideologier og værdier, hvorfor han anser nihilisme som den eneste anstændige holdning.

Poetomatic

”på engen tåger/ over tågerne fuldmånen/ overalt: ingenting”
Ivan Malinowskis ”Poetomatic”, der udkom i 1965, består af 110 helt korte digte om bl.a. naturen, universet og kroppen. Alle digtene er centreret på midten af siden, skrevet med små bogstaver og enkelte består af helt ned til tre ord. Nogle er skrevet med kursiv og andre indgår i små serier på op til fire digte, hvilket er markeret med romertal. Inspirationen til disse mikrodigte er forskellige udenlandske kortformer, som det japanske haiku, der beskriver natur og årstider i en fast form på få stavelser, og den humoristisk-politiske častuška-digtning, der stammer fra 1800 tallets Rusland.

Samlingens stil er en absolut digtning, hvilket betyder, at ”Poetomatic” ikke imiterer virkeligheden. I stedet skaber Malinowskis små tekstbider et eget, lille og lukket univers, hvor sprogets klange og rytmer dyrkes. Identitet og eksistens, ikke mindst livet og døden, er nogle af de tematikker, der går igen og derved binder de fortættede digte sammen på tværs af samlingen. F.eks. lyder det et sted ”med sæd i den løftede hånd bonden// målløs/ i hvede til livet” og i et andet digt ”skulle man overgi sig/ når/ og bare fordi/ døden går en til knæene”. Hvor det første digt formulerer en fascination over jordens evne til at skabe nyt liv, repræsenterer det andet samlingens mere dystre syn på livets endeligt: alt skal dø, og der er ingenting efter døden.

Modsætninger og paradokser bruges som virkemiddel til at skabe nye betydninger, og digtene peger derfor i mange retninger. Gennemgående er dog et metaperspektiv, der problematiserer digtenes tilblivelse, dvs. skriveprocessen og digter-jegets ambivalente situation og position. Sproget er koncentreret og forkortet til det yderste. Et digt er en iagttagelse af naturen minimeret til de tre substantiver: ”vandet/ tömmer/ floden”, og Malinowski har selv beskrevet digtene som små klokker, der er hængt op for at sige ”ding”, når man går ind i dem.

Det er ikke kun i ”Poetomatic”, at Malinowski benytter den helt korte digtform. I ”Vinterens hjerte” (1980) og ”Hvad nu?” (1983) optræder eksempelvis aforismer og epitafier, der er korte, humoristiske nekrologer på vers.

Kritik af tavsheden

”Jeg taler magthavernes sprog/ (…) Alligevel/ Prøver jeg på dette sprog/ (det eneste jeg kan) at sige:/ Lad os afskaffe al undertrykkelse/ Herunder poesien. Hvorfor/ Skulle ikke hverdagen/ Være et digt?”
”Kritik af tavsheden”, s. 25.
Ivan Malinowskis ”Kritik af tavsheden” er en politisk digtsamling, der udkom på arbejdernes internationale kampdag i 1974. Digtene er skrevet i hånden med blæk og alle har en titel, der begynder med ”Kritik af …”. Digtene kritiserer f.eks. sproget, Spanien, forfatteren selv eller begreber som langmodigheden, fornuften og håbet. Digtene er erkendelsesteoretiske, idet de står i relation til den tyske filosof Immanuel Kants betydningsfulde værk ”Kritik af den rene fornuft” fra 1781. Kritik skal forstås som en dybdegående analyse eller undersøgelse af et fænomen, et emne eller en genstand.

Flere af digtene undersøger forholdet mellem sprog og magt, bl.a. titeldigtet, hvor det danske samfund får en ironisk opsang: ”Selv svinet/ Siger sin mening/ Når det slagtes.” hedder det, mens danskerne forholder sig fåmælte og mundlamme. Danmark beskrives ikke som et harmonisk og elsket hjemland, men fremstår fjendtligt, fordi danskerne – i digtets optik – er kujoner, der ikke tør give deres mening til kende. Hvis man forholder sig tavs overfor uretfærdigheder, bliver man som konsekvens heraf indirekte medskyldig.

Flere af digtene tematiserer arbejds- og produktionsforhold. Der indgår konkrete eksempler fra virkelighedens arbejdsmiljø. Fiskernes lønninger og en arbejdsulykke på Lindøværftet bruges eksempelvis til at illustrere modsætningsforholdet mellem rig og fattig og mellem arbejdere og deres arbejdsgivere.

Klasseforskelle og ulighed problematiseres også i forbindelse med kunst og poesi. Et af samlingens karakteristiske virkemidler er at afsløre sprogets indre modsætninger, ved at tolke faste vendinger bogstaveligt. Når sproget benytter det personlige pronomen ”han” om mennesker generelt, indikerer dette, at verden er mandsdomineret, hvilket Malinowski mener, at der skal ændres på. Digtenes fælles budskab er, at al undertrykkelse bør afskaffes. Og da sproget og kunsten også er et middel til undertrykkelse, bør læseren huske at forholde sig skeptisk til poesien, værket og forfatteren selv.

Vinden i verden

”kærlighed/ er stærkere end døden/ og eftersom alting/ ikke udgøres og opretholdes/ af andet end arbejde/ sang og kærlighed/ er døden ikke til”
”Vinden i verden”, s. 110.
”Vinden i verden” (1988) er den sidste af Ivan Malinowskis digtsamlinger, som udkom, mens han levede. Bogen er inddelt i syv dele. Første del består af et enkelt digt, ”Drivkraft”, der handler om, hvad der driver mennesket til bevægelse, handlen og at leve. Anden del indskriver sig i forlængelse af ”Kritik af tavsheden” med fem kritik-digte, der har titler som ”Kritik af Islam” og ”Kritik af Amerikas opdagelse”. Resten af samlingens digte og digtsuiter har døden som det overskyggende tema.

Digtsuiten ”Fuga” udgør samlingens femte afsnit og har tidligere været udgivet som en selvstændig bog med illustrationer af Dea Trier Mørch. At genoptrykke digte fra andre sammenhænge i nye udgivelser, var noget Ivan Malinowski gjorde flere gange i forfatterskabet. ”Fuga” handler om modsætninger. Vinden blæser gennem digtene og verden, der er styret af modsatrettede kræfter. Det ottende og afsluttende digt i Fuga-suiten består udelukkende af spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej. Spørgsmålene kredser om paradoksale fænomener i verden, som tid og forholdet mellem det enkelte lille individ og det store ubegribelige univers. Sprogligt leger Malinowski med talemåder og faste udtryk og forskyder deres betydning, så de rejser overraskende og eksistentielle spørgsmål. Eksempelvis når han spørger ”Kan man føre solen bag lyset?”. Svaret på de mange spørgsmål blæser i vinden, for der gives ingen enkle og entydige svar på tilværelsen store mysterier.

Vinden optræder som et kraftfuldt naturfænomen og er et af samlingens stærkeste symboler. Den repræsenterer forandring, forvirring og ideologisk omskiftelighed. Samtidig er vinden et billede på det kinesiske begreb tao, der direkte oversat betyder ”vejen” og betegner en evig kraft, som flyer gennem alt i universet. Samlingens sidste digtsuite ”Ormenes grænse” er, til trods for sin titel, et af Malinowskis mere optimistiske digte. Heri tolkes håbet og kærligheden som livets kerne og mennesket som et væsentligt led i naturens store kredsløb.

Når vejskiltene er vendt

”du er hverken/ trompet eller fane,/ men når vejskiltene er vendt/ så de peger lige/ lukt ned i afgrunden/ er du det stakåndede/ stikbrev der standser os.”
”Når vejskiltene er vendt”, s. 99.
Digtsamlingen ”Når vejskiltene er vendt” udkom i 2006 i anledning af, at Ivan Malinowski ville være fyldt 80 år. Bogen indeholder en bred samling af digte, viser og oversættelser fra hele hans forfattervirke, der ikke tidligere har været udgivet på bogform. Redaktørerne Carl Erik Bay og Erik Stinus, der har samlet og udvalgt digtene, skriver i bogens forord: ”Digtene repræsenterer samtlige faser og lyriske genrer i forfatterskabet fra 1952 til 1989: de tidlige digte der i efterkrigsmørkets stemninger febrilsk rekonstruerer et skrøbeligt håb; de radikalt modernistiske digte; de åbne, politiske digte; de lapidariske; billeddigtene komponeret til og sammen med fotografier; viserne (…). Og endelig de senere digte hvori elementer af alle disse former, vundne terræner og erkendelser er til stede.” (Ivan Malinowski: Når vejskiltene er vendt. Borgen, 2006. s. 10-11).

26175674

Digtsuiten ”SHALOM!” fra 1969 består af ti sort/hvide fotografier af lig, fanger og soldater, hvortil Malinowski har skrevet korte billedtekster på vers. Titlen ”SHALOM” er den jødiske hilsen og betyder fred. Digtene kritiserer staten Israels militante adfærd i Mellemøsten og anmoder om en fredssøgende indstilling. Jeget erklærer sig solidarisk med ofrene, de svage og undertrykte. Digtet påminder de israelske jøder om, at andre – inklusiv Malinowski selv – kæmpede for jødernes frihed under Anden Verdenskrig. Han beder de israelske statsledere om ikke at lade sig forblænde af magten og gentage historiens gru.

Samlingen afsluttes med en række oversættelser fra 1961-1989 af bl.a. Boris Pasternak, Pablo Neruda og Bertolt Brecht. Malinowski var hele sit liv en flittig oversætter fra bl.a. russisk, spansk, engelsk og svensk, og især disse forfatteres produktion har påvirket hans egen skrivning. Bogens sidste digt er en nyoversættelse eller gendigtning af Eugène Pottiers slagsang ”Internationale”, som markerer Malinowskis revolutionære og socialistiske sympatier.

Genrer og tematikker

Ud over at være oversætter var Ivan Malinowski primært lyriker. Han skrev poesi i forskellige former, længder og stilarter. Hans produktion tæller f.eks. komprimerede naturbeskrivelser, humoristiske revyviser og endelig, det han selv kaldte ”åbne digte”, altså prosaisk-polemiske digte med et kritisk sigte. Sprogligt arbejdede Malinowski med ”at tage ordet på ordet”. Det vil sige, at han forvrængede sproglige vendinger, udstillede sprogets groteskhed og ironiserede over frekvente, faste udtryk. Han skabte tekstcollager ved at integrere citater fra andre forfattere, udklip fra ugeblade eller avisnotitser i sine digte.

Kunst, politik og virkelighed udgør forfatterskabets tematiske skelet. Karakteristisk for Malinowskis lyrik er den kontinuerlige kritik af imperialisme, fascisme og religion. Malinowski var ateist og anså en nihilistisk grundholdning som en forudsætning for frihed. ”Eftersom de etablerede værdier og den tro de foreskriver ikke er andet end undertrykkelsesmidler, er en ophævelse af troen – og dermed værdierne – ikke andet end en frigørelsesproces. En befrielse fra blandt andet fjendskab, splittelse, isolation. Følgelig en frigørelse til blandt andet venskab, fællesskab, samarbejde – eller med andre ord: socialisme,” (Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Hans Reitzels forlag, 1975, s. 134) forklarer han ved et foredrag i 1973. Undertrykkelse var altså et emne, der lå Malinowski meget på sinde. Erfaringerne fra Anden Verdenskrig inspirerede til at opfatte splittelsen som et eksistensvilkår. Hans kosmopolitiske tilværelse satte altså også sit aftryk på digtene. F.eks. skrev han digte om Spanien, Nicaragua og de svenske skove.

Forgængelighed i form af de skiftende årstider, og motiver som veje, vind, fugle og vand forekommer hyppigt i digtene. Endelig benytter Malinowski sig ofte af modsætningspar som krig-fred, drøm-virkelighed, liv-død. Han sammenstiller modsatrettede synspunkter i digtene for at diskutere et udsagn, og derfor er hans produktion af flere blevet betegnet som dialektisk: hans poesi synes at reflektere gennem modsætninger.

Beslægtede forfatterskaber

De udenlandske forfattere, som Ivan Malinowski har oversat, er alle nogle, han føler sig i slægtskab med litterært. Fra russisk har han oversat Anton Tjekhov og Boris Pasternak, der fik tildelt Nobelprisen i 1958. ”Fra Pasternak har Malinowski modtaget afgørende impulser som lyriker, således bestræbelsen på at få et digts billedplaner til at fungere samtidig på et konkret, et historisk, et personligt (allegorisk) og et universelt (politisk-religiøst) niveau” (John Chr. Jørgensen red.: Dansk forfatterleksikon – Biografier. Rosinante, 2001, s. 299). I essayet ”Vandet og virkeligheden” fra ”De tomme sokler” erklærer Malinowski sin kærlighed til Pasternaks poesi. Han medregner romanen ”Doktor Živago” til russerens lyriske produktion, fordi han mener, at romanens lyriske kvaliteter overskygger dens episke.

Tjekhov er mest kendt for med sine teaterstykker at have bidraget til det moderne dramas udvikling. Han brugte bl.a. pauser og antydninger som et vigtigt virkemiddel i dramaerne, der er blevet betegnet som impressionistiske, fordi slutningerne står åbne for fortolkning. Dette inspirerede Malinowski, hvis tredje digtsamling netop bestod af såkaldte ”Åbne digte”.

Ivan Malinowski vedkender sig ligeledes åbenlyst gælden til de svenske modernister. Digtere som Erik Lindegren og Karl Vennberg skrev poesi om de store ideologiers sammenbrud i årene efter Anden Verdenskrig. De var tilknyttet tidsskriftet ”40-tal” og har deraf fået betegnelsen ”fyrtiotalister”. Det var Malinowski, der introducerede Erik Lindegrens ”mannen utan väg” (”Hvis der var telefon i nærheden”, 1978) for de danske læsere. Digtsamlingen regnes for at være en af svensk litteraturs mærkeligste bøger, og Lindegren for en mester i klang og rytme. Malinowski skrev ved Lindegrens død i 1968 hyldestdigtet ”Den hvide panters endeligt” til sin svenske kollega. Digtet, der fremhæver de revolutionære tendenser i Lindegrens poesi, blev trykt i ”Leve som var der en fremtid og et håb” (1968).

Bibliografi

Digte

Malinowski, Ivan:
Ting. Nyt Nordisk Forlag, 1945. (Slettet fra forfatterskabet)
Malinowski, Ivan:
De tabte slag. Nyt Nordisk Forlag, 1947. (Slettet fra forfatterskabet)
Malinowski, Ivan:
Galgenfrist. Arena, 1958.
Malinowski, Ivan:
De tomme sokler. Borgen, 1963.
Malinowski, Ivan:
Åbne digte. Borgen, 1963. Malinowski, Ivan: Romerske bassiner. Gyldendal
Malinowski, Ivan:
Romerske bassiner. Gyldendal, 1963.
Malinowski, Ivan:
Poetomatic. Borgen, 1965.
Malinowski, Ivan:
Leve som var der en fremtid og et håb. Borgen, 1968.
Malinowski, Ivan:
Misnøje til skade for mandstugten. Rhodos, 1969.
Malinowski, Ivan:
Samlede digte. Borgen, 1970.
Malinowski, Ivan:
Kritik af tavsheden. Borgen, 1974.
Malinowski, Ivan:
Vinterens hjerte. Borgen, 1980.
Malinowski, Ivan:
Hvad nu. Borgen, 1983.
Malinowski, Ivan:
Fuga. Vindrose, 1985.
Malinowski, Ivan:
Vinden i verden. Borgen, 1988.
Malinowski, Ivan:
Tryksager. Borgen, 1989.
Malinowski, Ivan:
Tryksager. Borgen, 1989.
Malinowski, Ivan:
Når vejskiltene er vendt. Borgen, 2006.

Noveller

Malinowski, Ivan:
Vejen. Borgen, 1954.

Om forfatterskabet

Artikler og links

Kjeldsen, Birgitte Due:
Ivan Malinovski – Ledende motiver i Ivan Malinovskis lyriske forfatterskab. GMT, 1971. Analyse af ”Galgenfrist”, ”Åbne Digte”, ”Romerske Bassiner” og ”Poetomatic”.
Mai, Anne-Marie red.:
Portræt af Ivan Malinowski i Danske digtere i det 20. århundrede – Bind II. Gads forlag, 2001.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ivan Malinowski

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Hansen, Bente:
Forfattere i/mod kapitalismen. Hans Reitzels forlag, 1975.
Jørgensen, John Chr. red.:
Dansk forfatterleksikon – Biografier. Rosinante, 2001.
Malinowski, Ivan:
Når vejskiltene er vendt. Borgen, 2006.