Samlingens stil er en absolut digtning, hvilket betyder, at ”Poetomatic” ikke imiterer virkeligheden. I stedet skaber Malinowskis små tekstbider et eget, lille og lukket univers, hvor sprogets klange og rytmer dyrkes. Identitet og eksistens, ikke mindst livet og døden, er nogle af de tematikker, der går igen og derved binder de fortættede digte sammen på tværs af samlingen. F.eks. lyder det et sted ”med sæd i den løftede hånd bonden// målløs/ i hvede til livet” og i et andet digt ”skulle man overgi sig/ når/ og bare fordi/ døden går en til knæene”. Hvor det første digt formulerer en fascination over jordens evne til at skabe nyt liv, repræsenterer det andet samlingens mere dystre syn på livets endeligt: alt skal dø, og der er ingenting efter døden.
Modsætninger og paradokser bruges som virkemiddel til at skabe nye betydninger, og digtene peger derfor i mange retninger. Gennemgående er dog et metaperspektiv, der problematiserer digtenes tilblivelse, dvs. skriveprocessen og digter-jegets ambivalente situation og position. Sproget er koncentreret og forkortet til det yderste. Et digt er en iagttagelse af naturen minimeret til de tre substantiver: ”vandet/ tömmer/ floden”, og Malinowski har selv beskrevet digtene som små klokker, der er hængt op for at sige ”ding”, når man går ind i dem.
Det er ikke kun i ”Poetomatic”, at Malinowski benytter den helt korte digtform. I ”Vinterens hjerte” (1980) og ”Hvad nu?” (1983) optræder eksempelvis aforismer og epitafier, der er korte, humoristiske nekrologer på vers.